Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Træ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
7) Blødt: Fyr, Gran, Hestekastanje, Æl, Birk,
Hasselnød, Lærk; 8) Meget blødt:
Weymouthfyr, Asp, Pil, Lind. — Styrken staar som
Regel, men dog ikke altid, ligesom Haardheden
i direkte Forhold til Vægtfylden; men ogsaa
denne Egenskab hos T. kan variere meget
betydelig hos een og samme Slags T. fra
forskellige Lokaliteter. Eksempelvis kan anføres
Brudbelastningen for Træk for følgende Træsorter.
Teak: 1600, Hvidbøg: 1500, Ask: 1300, Bøg og
Fyr: 1200-1250, Eg og Ælm: 1100-1200, Gran:
750—900 kg pr cm2. Disse Tal gælder for Træk
i Længderetningen, medens Tallene for Træk
i Retning af Spejlet kun er c. 10 % af disse
og for Træk i Tangentialretningen endnu
mindre. Mod Tryk i Retning af Fibrene har T.
kun en Modstandsevne af 40—60 % af den,
som de yder mod Træk, og mod Tryk
vinkelret paa Fibrene kun Halvdelen af
Modstandsevnen mod Tryk i Længderetningen. — Til
forskelligt Brug er endvidere Elasticiteten
af stor Betydning, og efter denne Egenskab kan
de vigtigere Sorter T. inddeles paa følgende
Maade, idet de førstnævnte er de mest elastiske,
de sidste kun meget lidt elastiske: Ibenholt,
Teak, Sølvahorn, Robinie, Lind, Asp, Birk,
Ælm, Valnød, Eg, Bøg, Rødgran, Ask,
almindelig Ahorn, Lærk, sort Æl, Hvidbøg, Ædelgran,
Fyr, kanadisk Asp, hvid Æl, askebladet Ahorn.
— Forskellig fra Elasticiteten, der bl. a.
maales ved T.’s Modstandsevne mod at modtage
en blivende Formforandring, er
Bøjeligheden, den Egenskab hos T., at det lader
sig krumme mere eller mindre stærkt uden at
briste og derefter kan bevare den krummede
Form uden at gaa tilbage. Er Bøjeligheden
meget betydelig, kaldes den Sejhed, og
denne Egenskab findes i særlig høj Grad hos
Vidjepil, Hasselnød, Birk, Ælm og Hvidbøg. Een
og samme Træsorts Bøjelighed afhænger i høj
Grad af den tilstedeværende Fugtighed, idet
den er betydelig større hos fugtigt end hos
tørt T. Naar T. opvarmes med Damp eller,
hvis det er fugtigt, over aaben Ild, tiltager
Bøjeligheden meget betydelig, en
Omstændighed, der ofte benyttes i Teknikken. Som ovenfor
nævnt indeholder lufttørret T. sædvanlig 8—10 %
Vand eller mere; men T.’s Fugtighedsgrad er
dog i høj Grad afhængig af Fugtighedsgraden
i den omgivende Luft, idet de fleste Træsorters
Vandindhold meget hurtig veksler i
Overensstemmelse med Luftens Vandindhold. Med det
vekslende Indhold af Vand i T. følger ogsaa
Formforandringer i dette, idet det udvider sig,
bulner ud, i fugtig Luft og trækker sig
sammen, svinder, ved Indtørring, hvilket man
kalder, at T. »arbejder«. Det Svind, som T. er
underkastet ved Tørringen, er meget forskelligt
i de forskellige Dimensioner, og for de
almindelige Sorter kan man under normale Forhold
regne, at det i Retning af Fibrene er c. 0,1 %,
i tangentiel Retning c. 10 (2—17) % og i radiel
Retning c. 5 (2—8) %. Naar T. arbejder, kan
der derfor optræde betydelige
Formforandringer, idet T. kaster sig, og disse
Formforandringer kan blive saa stærke, at
Sammenhængen mellem de enkelte Fibre ophæves,
saaledes at der i T. danner sig Revner, ogsaa
kaldet Ridser eller Skører. De
sædvanligste Ridser, som næsten optræder ved al
Slags T., er de saakaldte Kerneridser,
der strækker sig fra Marven radielt udefter;
de kan være vide eller saa fine, at de næppe
opdages med det blotte Øje, og kan forløbe
efter rette Planer, i hvilket Tilfælde de gør
mindre Skade, end naar de danner et
skruevundet Plan, hvorved de umuliggør Stammens
Opskæring til Bræder. En anden Slags Ridser
er de saakaldte Stjerne- eller
Vindridser, der ogsaa strækker sig i radiel Retning,
men er videst udadtil. Kredsridser,
Kerne- og Ringskaller er kredsformede
Ridser, der opstaar ved, at T. spalter sig efter
et større eller mindre Stykke af Aarringene.
For at forhindre T. i at svinde, efter at det er
blevet tildannet, kan man i Forvejen tørre det
ad kunstig Vej, og Tørringens Virkninger er
da des større, jo langsommere den har fundet
Sted. Ved Tørringen uddrives Vandet af
Saften, men dennes faste Bestanddele bliver
tilbage, og da disse er stærkt hygroskopiske, vil
de bevirke, at det tørrede T. ved at udsættes
for Fugtighed igen indsuger denne og bulner
ud, saaledes at T. atter kan give sig til at
arbejde. For at sikre sig fuldstændig herimod
er det nødvendigt ikke blot at fjerne Vandet,
men ogsaa Saftens faste Bestanddele, hvilket
sker ved, at man udluder T. med Vand eller
Damp. Man søger ogsaa at modvirke
Saftbestanddelenes skadelige Virkninger ved at
fælde T. paa den Tid, da dets Livsvirksomhed
er svagest; men i øvrigt er Praktikernes
Meninger om den fordelagtigste Aarstid for
Fældningen indbyrdes ret afvigende. — Foruden de
i Saften opløste Stoffer og de forskellige,
ovenfor nævnte Kernestoffer, Harpikser o. l.
bestaar Veddet hovedsagelig af Cellulose og en
stor Mængde forskellige Kulhydrater, som man
undertiden sammenfatter under Benævnelsen
Lignin eller inkrusterende Stoffer, der maaske
er til Stede i Form af kemiske Forbindelser
med Cellulosen. T. indeholder desuden altid
en større eller mindre Mængde uorganiske
Stoffer, der ved Forbrændingen bliver tilbage som
Aske. — Varigheden eller
Holdbarheden er meget forskellig hos de forskellige
Slags T., men er i øvrigt i høj Grad afhængig
af de Forhold, under hvilke T. benyttes.
Holdbarest er saaledes T., naar det altid er udsat
for ensartede Forhold, altsaa enten altid holdes
tørt eller altid vaadt, medens det lettest
angribes, naar det er udsat for vekslende
Fugtighedsforhold. Under saadanne Forhold er der
nemlig særlig gode Betingelser til Stede for
Svampes og Bakteriers Vækst, og disse vil
derfor her kunne trænge ind og ødelægge
Træsubstansen, hvorved T. raadner, bliver
trøsket. Spiren til en saadan Forraadnelse kan
allerede være til Stede hos det levende T., idet
navnlig gammelt T. ofte viser en begyndende
Forraadnelse i Kernen, og særlig viser dette
sig, naar T. har været topstævnet, eller naar
større Grene har været afbrækkede, saaledes
at Svampene har faaet Lejlighed til at trænge
ind i Marven. En bekendt og meget farlig
Fjende for T. er Hussvampen (s. d.), men
foruden af denne og andre Svampe og
Bakterier angribes T. ogsaa ofte af saakaldte Orm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
