Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tsu-Hsi - Tsumebit - Tsun - Tsunetaka Fujivara - Tsung-li-jamen - Tsungming - Tsuruga - Tsurugaoka - Tsushima - Tsöngtu - Tu - Tua, Teresina - Tuaillon, Louis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod at indlade sig i Forbindelse med Bokserne,
men Mantshureaktionen ledet af Prins Tuan rev
hende med, og i blind Tro paa Boksernes Magt
gik hun med til Statsraadsbeslutningen 20. Juni
1900 om Fordrivelse af Europæerne og
Angrebet paa de europæiske Legationer i Peking.
Europæernes Erobring af Peking (14. August)
kuldkastede dog alle hendes og Boksernes
forfængelige Drømme, og med Kejseren og Hoffet
flygtede hun ilsomt til Singanfu i Nordvestkina,
hvorfra hun først vendte tilbage i Januar 1902
nogle Maaneder efter at hendes Forhandlere,
Prins Tsjing og den gamle Li-hung-tsjang,
havde maattet undertegne den ydmygende
Peking-Fred af 7. Septbr 1901 (se Kina, »Historie«,
Sp. 883).
T. indsaa nu Umuligheden af en
fremmedfjendtlig Reaktion og lod Reformbevægelsen frit
Løb, ledet af reformvenlige Provinsguvernører
som Tsjang-isji-tung og særlig Yuan-sji-kai.
Med Bokseroprøret var faktisk Mantshuernes
Saga ude, det sidste Forsøg paa at hemme
Reformerne var glippet, og det blev nu mere og
mere Kineserne selv, den litterære Stand, der
tog Styret i Staten. Pekings Erobring havde
aabnet selv Enkekejserindens Øjne for, at
indgribende Reformer i Kinas Statsliv var
nødvendige, hvis Landet skulde kunne holde sig
uafhængigt af de Fremmede. Allerede under
Legationernes Belejring, Juli 1900, havde den gamle
Li Hung Tsjang, Vicekonge i Kanton, i en
Skrivelse til T. klart paapeget Taabeligheden i at
ville forjage alle Europæere og hævdet, at Kina
var for svagt til at tage Kampen op med
Vestens Magter. Som Vicekonge i Tsjili, en af
Landets vigtigste Provinser, var Yuan i nær
Forbindelse baade med Europæere og
Centralregeringen i Peking. Med stor Kraft og Omsigt
genoptog han Reformpolitikken. Nøje knyttet
til Juan’s Virksomhed i Tsjili foregik nu
Pekingregeringens Fremskridtsarbejde. Baade
Enkekejserinden og Prins Tsjing, den mægtigste og
kraftigste af Mantshuprinserne, fulgte i vid
Udstrækning Juan’s Planer.
Under Reformarbejdet fandtes der
naturligvis stadig et reaktionært Parti, væsentlig
Mantshuaristokratiet og dettes Tilhængere, men
hverken hos Folket eller Embedsmændene fik
det videre Støtte, og hos Centralregeringen
fandt det intet Øre. Det maa indrømmes
Enkekejserinden, at hun fulgte Reformvejen, da hun
engang var slaaet ind paa den. Næppe med
sin gode Vilje lyttede hun til Juan’s Raad, hun
selv var jo Mantshu, og ved flere Lejligheder
lod hun sig overtale af reaktionære
Mantshuprinser som Tuan og Tsjing. Hun var Despot
af gammeldags Støbning, Dynastiet var hende
vigtigere end Rigets Vel; hun har haft visse
blændende og vindende Egenskaber, kunde
optræde med Mod og Energi og havde en ukuelig
Vilje til Magten. Men hendes Skyggesider
falder ogsaa stærkt i Øjnene. Hun manglede
Indsigt i Statslivet og de mange nye Krav, dets
Udvikling medfører, og hun begreb heller ikke
Kinas militære Svaghed overfor Europa, først
Nøden tvang hende til at følge Udviklingens
Lov. Denne svigtende politiske Forstaaelse
gjorde hendes Politik svag, svingende og
holdningsløs, udsat for Prinsers og Eunukers
ansvarsløse Paavirkning. Hendes gode Ven,
Overeunuken Li-lien-jing, var i mange Aar hendes
betroede Raadgiver. Skæbnesvangert for Kinas
statslige Udvikling var hendes to Gange
gentagne Misgreb at besætte Dragetronen med
umyndige Børn. — 14. Novbr 1908 blev
Himlens Søn, Kejser Kuanghsu, en »Gæst i det
Høje«. Dagen efter døde ogsaa T., og med
hende forsvandt Kejserklanens sidste mandige
Personlighed. Dynastiets Fald kunde nu kun
være et Tidsspørgsmaal. Inden sin Død
ordnede T. Tronfølgen ved for tredje Gang at
besætte Tronen med en mindreaarig, Prins Tsjun’s
Søn Pu-I, der som Kejser betitledes
Hsuan-Tung (1908—12). (Litt.: H. A. Giles,
Chinese Biographical Dictionary [1897]; Bland
and Backhouse, China under the
Empress Dowager [London 1910]; Heinrich
Hermann, »Chinesische Geschichte« [1912];
Wilh. Schüler, »Abriss der neueren
Geschichte Chinas« [1912]; »Gyldendals
illustrerede Verdenshistorie«, Bd I, 1919).
F. de F.
Tsumebit, et Mineral, et basisk Fosfat af
Bly- og Kobberilte, der er fundet som smaa,
tavleformede, smaragdgrønne, rombiske
Krystaller ved Tsumeb i Sydafrika.
O. B. B.
Tsun, kinesisk Længdemaal = 1/10 Tschi =
10 Fen; fra en Skibsbygger-T., = 39,789 mm,
udgaar forskellige andre Maal.
(N. J. B.). H. J. N.
Tsunetaka Fujivara, se Tosa.
Tsung-li-jamen (kinesisk), Betegnelse for
Udenrigsministeriet i Peking i Tiden efter 1861
(nærmere Forklaring, se Ja-men). Ved
Peking-Freden 7. Septbr 1901 afløstes T. af
Wai-wu-pu (s. d.).
F. de F.
Tsungming, Ø ved Østkysten af den
kinesiske Provins Kiangsu, uden for Jangtsekiangs
Udløb i det østkinesiske Hav, frugtbar, 720 km2
stor, med 1 Mill. Indb. Byen af samme Navn
ligger paa Sydkysten.
M. V.
Tsuruga, Havnestad paa Vestsiden af Øen
Hondo, Japan, ved Wakasa Bugten, 2000 Indb.,
ypperlig Red.
M. V.
Tsurugaoka (Shonai), By i den japanske
Provins Uzen, i den nordlige Del af Øen Hondo,
15 km fra Vestkysten, med 20000 Indb.
M. V.
Tsushima [-∫i-], se Togo.
Tsöngtu, se Tshingtu.
Tu, i Kina Længden af en Meridiangrad à
250 Li = 111,121 km.
(N. J. B.). H. J. N.
Tua, Teresina, italiensk Violinistinde, f.
22. Maj 1867 i Torino, gennemgik
Konservatoriet i Paris med Massart som Lærer i Violin og
foretog fra 1882 under stor Begejstring
Koncertrejser gennem hele Europa (Skandinavien 1884).
1889 ægtede hun den italienske Musikkritiker
Grev IppolitoFranchi-Verney
(1848—1911), og i 1914 indgik hun Ægteskab med Grev
Emilio Quadrio De Maria
Ponteschielli.
S. L.
Tuaillon [tya’jåŋ], Louis, tysk
Billedhugger, f. 7. Septbr 1862 i Berlin, d. 22. Febr 1919
smst. Han studerede i Berlin 1878—81 paa
Akademiet, 1883 under Begas, en kort Tid under
Weyer i Wien og modtog i Rom, hvor han fra 1885
opholdt sig i længere Tid, stærke Impulser fra
Maleren H. v. Marées. 1907 blev han Professor og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
