Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti / 986 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Türk, Daniel Gottlob - Tyrker - Türkheim, se Tückheim - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Naturforhold, Befolkning m. m.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Chemnitz, d. 26. Aug. 1813 i Halle, lærte Violin
og Orgelspil foruden talrige andre
Instrumenter, kom 1772 til Universitetet i Leipzig, blev
1776 Kantor og Gymnasielærer i Halle, 1779
Universitetsmusikdirektør og 1787 tillige
Organist. T. har skrevet et Oratorium, talrige
Sonater og andre Stykker for Klaver og nogle
Sange, men større Betydning har han haft som
Lærer og ved sine musikteoretiske Værker, bl. a.
en stor Klaver skole (1789), »Kurze Anweisung
zum Generalbassspielen« (1791) m. fl.
S. L.

Tyrker kaldes i videre Forstand en
Folkestamme, der fra tidligste Tid har været
udbredt over Centralasien, og hvis Medlemmer
alle tilhører den tyrkisk-tatariske Sprogæt (se
tyrkiske Sprog), medens de i
antropologisk Henseende er ret forskellige indbyrdes;
i snævrere Forstand betegner T. denne
Folkestammes vestligste Udløbere, der i Historien
optræder under Navnet Osmanner. T.’s Urhjem
synes at maatte søges mellem Irtisch og
Jenissej; ogsaa det Folkeslag, som i Babylonien
skabte den allerældste Kultur, den saakaldte
sumero-akkadiske, hvis Rester senere gik i Arv
til de semitisk talende Babyloniere, har man
paa Grundlag af enkelte, dog ikke fuldt ud
sikre sproglige Sammenstillinger villet henføre
til T. Historisk sikkert er det, at der i det 5.
Aarhundrede e. Kr. i Sydsibirien fandtes et
stort Rige af et Nomadefolk Türk, af de
kinesiske Historieskrivere kaldet Tukiue; efter
deres Fremstilling var dette udgaaet fra et
ældre Rige Hiungnu, hvori synes at skjule sig
Navnet Uigurer, den gamle Betegnelse for en
øst-tyrkisk Stamme. De latinske Forfattere
anfører Folkenavnet Turcæ, og med den Sejghed,
som i sproglig Henseende overhovedet
karakteriserer T., har dette Navn stadig holdt sig.
Fra tidligste Tid fremtræder T. i Historien som
en krigersk Race; og trods den forholdsvise
Faatallighed er derfor T. komne til at spille
en stor Rolle i Historien, idet Medlemmer af
denne Folkestamme til forskellige Tider har
skabt ny Dynastier i Kina, Persien, Indien,
Syrien, Ægypten, Lilleasien og paa
Balkan-Halvøen. Til T. regnes de nu uddøde Petscheneger
og Kumaner, endvidere (nævnede fra Ø. til V.)
Jakuter, sibiriske Tatarer, Øzbeger, Turkmener,
Karakalpaker, Nogaier, Kumuker, Karatschaier,
Tatarerne i Rusland og endelig Osmannerne,
der er udgaaede fra de seldshukiske T. Alle
nulevende T. har antaget Islam, med
Undtagelse af de hedenske Jakuter. Deres
intellektuelle Fællesmærke er en trofast Vedhængen
ved det en Gang givne, men uden egentlig
Originalitet; i kulturel Henseende har T. derfor
til alle Tider været afhængige af de omboende
Folkeslag, og i Historien har de væsentlig faaet
Betydning paa Grund af deres krigerske
Egenskaber. (Litt.: Radloff, »Ethnografische
Uebersicht der Türkenstämme Sibiriens und
der Mongolei« [Leipzig 1883]; Vambéry, »Das
Türkenvolk« [Leipzig 1885]).
J. Ø.

Türkheim, se Tückheim.

Tyrkiet, Osmanniske Rige, Republik,
som i Asien omfatter Armenien og
Lilleasien samt i Europa en mindre
Landstrækning: det europæiske T. De europæiske
og de asiatiske Landsdele adskilles ved
Dardanellerne, Marmarahavet og Bosporus, den for
Samfærdselen saa vigtige Vandvej mellem
Middelhavet og det sorte Hav, og en væsentlig Del
af T.’s politiske Betydning ligger netop i dets
Stilling som Vogter af denne Vandvej. Grænsen
mod Rusland fastsattes ved Traktaten i Kars
(1921) og udvidede det tyrkiske Omraade med
Sandshakerne Kars og Ardaban. Grænsen mod
Persien er uforandret. Grænsen mod Irak er
endnu ikke fastsat, medens Grænsen mellem T.
og Syrien gaar fra Jezira-ibn-Omar ved Tigris
til et Punkt S. f. Pyas ved Alexandrette
Bugten. I Europa dannes Vestgrænsen paa en lang
Strækning af Floden Maritza, Nordgrænsen af
Flcden Resvaya. Det europæiske T. omfatter
28000 km² med en Befolkning, som angives til
1,3 Mill., det asiatiske T. omfatter c. 850000
km med c. 12 Mill. Indbyggere. Disse
Angivelser af Befolkningens Størrelse stammer fra den
tyrkiske Regering, men er dannet ved Skøn
uden nogen Folketælling, og antagelig er de
alt for store.

Oversigt over Indholdet.

	Side
Naturforhold, Befolkning m. m.	986
Forfatning og Forvaltning	989
Finansvæsen	989
Hærvæsen	989
Søværn	990
Mønt, Maal og Vægt	991
Sprog og Litteratur	991
Historie	993

Naturforhold, Befolkning m. m.

Angaaende Naturforhold i Lilleasien og
Armenien henvises til Artikler om disse
Landsdele. Største Delen af det europæiske T.
er et lavt Bakkeland, hvis Undergrund er
dækket af Løssaflejringer og
gennemstrømmes af Ergene, en Biflod til Maritza.
Inden for Kysten mod Nordøst strækker sig en
Bjergryg, Istrandsha Dagh, som bestaar af
gamle, foldede Bjergarter og kulminerer i
Magiada (1035 m). Mod S., ved Roden af Gallipoli
Halvøen, strækker sig ligeledes et Par
Bjergrygge, Kuru Dagh og Tekir Dagh, som naar en
Højde af c. 800 m. Kysterne af det ægæiske Hav
og Marmarahavet har Middelhavsklima med
mild Vinter, varm og regnfattig Sommer. I
Konstantinopel har Januar 5,2° i
Middeltemperatur, August 23,6°. Middelekstremerne er ÷
4,3° og 34,7°. Den aarlige Normalnedbør er 73,3
cm, fordelt paa 95,9 Nedbørsdage. Tiden fra
April til September er fattig paa Regn. I det
Indre og mod N. er Vinteren koldere, saaledes
at den mediterrane Vegetation, som hersker ved
Sydkysten, ikke kan trives. Ved Konstantinopel
kan Oliven endnu modnes, og ved Bosporus
træffer man i Mellemrummene mellem
Villabyerne Krat af stedsegrønne Buske. Det indre
af Landet er derimod en træløs Steppe, medens
Istrandsha Dagh er rig paa løvfældende
Egeskov. Befolkningen er ganske
overvejende af tyrkisk Nationalitet og muhammedansk
Religion. Ved Balkankrigene og Verdenskrigen
har T. mistet den største Del af sine europæiske
Besiddelser med deres brogede Blanding af
Nationaliteter og ligeledes sine sydlige Besiddelser,
hvor Nationaliteten var arabisk. I de
Landstrækninger, som er blevet tilbage, er de fleste
Armeniere blevet myrdede, og af Grækerne er

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>