Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i samme Øjeblik, som de besejrede vaagnede til
national Bevidsthed, maatte den med Blod og
Jern opførte Statsbygning styrte sammen; det
er denne gradvise Ruin, vi i det 19. og 20.
Aarhundrede er blevne Vidner til.
Allerede Orchan ydede et vigtigt Bidrag til
den militære Organisation; under ham
oprettedes efter Anvisning af Chalil Djendereli det
berømte Janitsharkorps (s. d.), der
oprindelig rekruteredes af kristne, krigsfangne Børn,
som opdroges i en barsk og ensidig Fanatisme.
Janitsharerne, der opviser den første
Begyndelse til en egentlig Uniform, var organiserede
som en Familie; derfra stammer de
ejendommelige Officersbetegnelser tschorbadjy
(Suppeuddeler), esdji-baschy (Overkok) o. s. v. Hvad
Fanen er for andre Soldater, var for
Janitsharafdelingen deres Gryde; den blev baaren med i
Slaget og maatte ikke gaa tabt; i Fredstid stod
Gryderne senere opstillede paa Alarmpladsen
Et-meidan. Janitsharerne var Fodfolk, medens
Tyrkerne hidtil, ihukommende deres nomadiske
Herkomst, hovedsagelig havde kæmpet som
Ryttere; det var dette Fodfolk, der ved sin
ensartede Bevæbning (med meget lange Lanser)
og faste Sammenslutning gjorde det af med de
europæiske Ridderskarer. Janitsharerne
lønnedes med Len og havde mange ekstra Fordele;
derfor søgte mange i senere Tid Optagelse i
Korpset uden at gøre aktiv Tjeneste. Tradition
og Instinkt gjorde dem konservative i Ordets
sletteste Forstand; de blev efterhaanden en
Prætorianerskare, der skinsygt vaagede over
sine Prærogativer, og som altid var mere villig
til Oprør end til Krig, og mere farlig for
Sultanen end for hans ydre Fjender.
Murad overvandt Serberne 1389, men blev
efter Slaget myrdet af en Serber. Hans Søn
Bajesid I, med Tilnavnet Jildirim (Lynet)
(1389—1402), udvidede Riget baade mod V. og
0., men stødte her sammen med
Mongolerfyrsten Timur. Osmanneren undervurderede sin
kloge og forsigtige Modstander og mistede i
Slaget ved Angora 1402 baade Rige og Frihed.
Den af Timur skabte Magt var imidlertid
udelukkende knyttet til hans Person, og da han snart
efter døde, blev Nederlaget uden Følge for
Tyrkerne. Farligere derimod blev den følgende
Tids Tronstridigheder mellem Bajesid’s tre
Sønner; til sidst lykkedes det dog den ene af
disse, Muhammed I (1413—21), atter at
samle hele Riget paa een Haand. Hans Søn
Murad II (1421—51) kæmpede med vekslende
Held paa Rigets Vestgrænse; dog lykkedes det
ved Sejren ved Varna 1444 at sikre
Donau-Linien, og samtidig var hele den græske Halvø
bleven undertvungen. Hans Søn,
Muhammed II, Erobreren (1451—81), en af hele dette
begavede Dynastis mest glimrende og alsidig
udrustede Skikkelser, gjorde Ende paa det
byzantinske Rige ved Erobringen af
Konstantinopel 29. Maj 1453. Bajesid II (1481-1512)
var optagen af dynastiske Stridigheder; hans
Broder var den romantiske Prins Djem, der en
Tid lang opholdt sig som en Slags Gidsel ved
Pave Alexander VI’s Hof og døde her forgiftet;
men under Bajesid’s yngste Søn, Selim I
(1512—20), tager Erobringerne fornyet Fart; han
besejrede Perserne og undertvang Ægypten og
de hellige Byer Mekka og Medina, hvorfor han
blev anerkendt som Kalif, de Troendes
Behersker, hvilken Værdighed derefter lige til 1923
har tilhørt Dynastiet Osman. Dette er i Strid
med en Tradition fra Profeten, ifølge hvilken
det gejstlige Førerskab altid skal være hos
Familien Kurajsch, altsaa hos en Araber, men de
tyrkiske Statsretslærere har herimod hævdet,
at da Protektoratet over Islam de facto var
hos den osmanniske Sultan, var det ogsaa de
jure hans, og denne praktiske Fortolkning har
vundet almindelig Hævd. Saa længe Sultanen
havde stor verdslig Magt, traadte
Kalifværdigheden i Skygge; først Sultan Abd-ul-Hamid II
søgte i en Opfriskelse af den halvglemte
Tradition om Sultanen som Kalif at finde nye
Magtmidler.
Selim efterfulgtes af sin Søn, Suleiman
II, med Tilnavnet den Store eller Lovgiveren
(1520—66). Under ham naar Riget udadtil sin
største Magtfylde, men idet Dynastiets Skæbne
gaar over Vinkelspidsen, spores allerede de
første Spirer til de senere Tiders Forfald. Naar
Suleiman i Historien staar som Dynastiets mest
glimrende Skikkelse, saa hidrører Glansen nok
saa meget fra de foregaaende Slægtleds
Virksomhed som fra hans egen Samtids; han
samler i sit Navn som i en Sum alt, hvad der
allerede var opnaaet. Men den frygtelige
Kræftskade, der i den følgende Tid stadig mere
skulde hjemsøge Dynastiet og dermed ogsaa
Nationen, nemlig de blodige Haremsintriger,
begyndte allerede nu at vise sig. Suleiman lod
paa en Favoritindes Anstiftelse sin ældste Søn
dræbe, for at hendes uduelige Søn kunde blive
Tronfølger. Efter den osmanniske Tronfølgelov
arver nemlig bestandig den ældste i Slægten;
en yngre Søns Tronbestigelse kunde saaledes
kun sikres ved, at de ældre Brødre ryddedes
af Vejen. — Udadtil fortsatte Suleiman med
Held den tidligere Erobringspolitik; 1521
indtog han Belgrad, der med ganske korte
Afbrydelser i tre Aarhundreder blev Rigets faste
Hjørnesten mod NV., det følgende Aar fordrev
han de heltemodige Johanniterriddere fra
Rhodos, og 1529 kan hans sejrkronede Hær plante
Fanerne foran Wiens Mure. Belejringen heraf
maatte han opgive; men det lykkedes dog at
indlemme det halve Ungarn i Riget. Ogsaa over
for Venetianerne var han heldig, og T. udvikler
sig til en stærk Sømagt. 1566 døde den gamle
Kriger foran den ungarske Borg Szigeth, der
forsvaredes af den tapre Zriny. Storvesiren,
Muhammed Sokolly, opgav efter Szigeths Fald
Togets Fortsættelse; nu og i den følgende Tid
blev det ikke Dynastiets vanslægtede
Medlemmer, men Storvesirerne, som blev de egentlige
Herrer.
Efter den svage Selim II (1566—74), under
hvis Regering Juan d’Austria vandt den
berømte Søsejr over Tyrkerne ved Lepanto, fulgte
Murad III (1574—95) og derpaa
Muhammed III (1595—1603), som begge ved blodige
Brodermord sikrede sig Tronens Bestigelse.
Baade Muhammed og hans Efterfølger
Ahmed I (1603—17) kæmpede uheldig mod
Perserne. Mustafa I (1617—18) blev afsat som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
