Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pashaen og forfulgte Serberne. Forgæves søgte den
fjerne Sultan at beskytte disse, og de besluttede
da at forsvare sig selv; deres Fører blev, fra
først af mod hans eget Ønske, en forhenværende
Røverhøvding, Georg Petrovitsch, kendt under
sit tyrkiske Tilnavn Kara Georg (ɔ: sorte
Georg). Denne brutale, men ærlige og dygtige
Mand ledede med Held Frihedskampen i
Selim’s sidste Aar.
Ligesom Janitsharerne i Belgrad ikke havde
villet vide af Ibnet-Bekri’s Reformtilløb, ytrede
deres Vaabenfæller i Konstantinopel snart ogsaa
deres Misfornøjelse med Sultanens
vesterlandske Tendenser; deres Chef Kabatschi-oglu gik i
Forbund med den daværende Sheik-ul-Islam
og fik denne til at udstede en Fetva, ifølge
hvilken Sultanen kunde erklæres afsat (Juli
1807); hans Fætter Mustafa IV blev udraabt
til Padishah. Der opstod imidlertid snart Splid
mellem dem, der havde fremkaldt
Revolutionen, og de underlegne tog deres Tilflugt til
Pashaen i Rushtshuk, Mustafa Bairakdar
(ɔ: Fanebærer), der var Selim’s loyale
Tilhænger. Han rykkede mod Hovedstaden og fik
Oprørets Hovedmænd dræbt, men kom dog ikke
tidsnok til at redde den fangne Selim. Oprørt
over Mordet paa denne lod han den svage
Mustafa fjerne og satte hans Broder,
Mahmud II, paa Tronen (Jan. 1808); selv blev
Mustafa Storvesir og tog kraftig fat paa det,
der allerede havde været Selim’s Tanke, en
Reorganisation af Hæren; men i et nyt
Janitsharoprør i Novbr 1808 blev han dræbt og den
unge, men kloge Sultan, der saa, at Tiden
endnu ikke var moden, undlod foreløbig at
gribe ind. Snart blev han dog tilstrækkelig
optaget, og hele hans følgende Liv blev en fortsat
Række Kampe, dels mod indre, dels mod ydre
Fjender.
Først lykkedes det at besejre Kara Georg,
der havde stolet paa russisk Hjælp, men efter
dennes Flugt til Ungarn fik Serberne en ny
Fører i Milosch Obrenovic, en
mindre ridderlig, men mere beregnende Karakter
og derfor ogsaa heldigere. Han blev anerkendt
som Fyrste af Serbien; men da han 1815
proklamerede Landets Uafhængighed, blev han
slaaet; ved paafølgende Underhandlinger
lykkedes det ham dog for Serberne at opnaa
Amnesti og borgerligt Selvstyre; Kara Georg, der
vendte tilbage for at dele Sejrens Frugter, blev
dræbt.
Omtrent samtidig havde Vahabitterne (s.
d.) i Centralarabien rejst sig og indtaget de
hellige Byer, Mekka og Medina. Da denne
Krigsskueplads laa for fjern for T., overdrog
Sultanen denne Krigs Førelse til sin ægyptiske
Vasal, Muhammed Ali; dennes Adoptivsøn,
Ibrahim Pasha, slog de puritanske Fanatikere og
ødelagde 1818 deres Hovedstad Derejja; først
i de sidste Aartier har Vahabismen rejst sig
efter det derved tilføjede Slag.
Umiddelbart derefter gjorde Pashaen af
Janina, Ali Tepeleni, et Forsøg paa at vinde
fuldstændig Uafhængighed. I det samtidige Europa
blev Ali en bekendt Personlighed, ikke mindst
ved Victor Hugo’s Reklame for ham i
Digtsamlingen Les Orientales. Denne var dog aldeles
ufortjent; Ali var en ganske almindelig
Røverhøvding, brutal, egoistisk og uden vidtrækkende
Ideer. Hans Forsøg paa at gøre sig
selvstændig mødtes i Begyndelsen med Held, men over
for den tyrkiske Overmagt kunde han dog i
Længden ikke holde sig; 1822 blev han
overvældet og dræbt.
Allerede inden dette Forsøg paa en
Sønderlemmelse af det osmanniske Rige var blevet
knust, var der paa samme Kant indledet et
nyt, som skulde faa langt videre rækkende
Følger. 1821 rejste Grækerne sig, og den
græske Frihedskrig, der først skulde tilendebringes
1829, tog sin Begyndelse (smlg. om denne
Grækenland, »Historie«). Denne Kamp bliver
ligesom et Forbillede for de følgende
Befrielseskrige; Tyrkerne er i det hele og store de
overlegne, men der er en vis Tunghed og
Langsomhed i Udfoldelsen af deres Kraft, og
derfor kommer Kampen til at trække saa
længe ud, at den europæiske Agitation faar
Magterne til at gribe ind; denne Agitation, der har
været en af det osmanniske Riges farligste
Fjender, støtter sig dels til den humane
Indignation over for de begaaede Rædsler, for hvilke
i øvrigt den ene af de indviklede Parter ikke
har stort at lade den anden høre, dels til
særlige Momenter som Bevidstheden om
Kulturfællesskab og Religionsfællesskab; ligesom
Grækerne — rigtignok med tvivlsom Ret — har
udnyttet den hellenske Tradition og slaaet
Kapital af Oldtidsglansen fra Hellas, er
Korstogstanken mod Islam senere blevet benyttet af de
slaviske Nationer og af Armenierne. 1824 kaldte
Sultanen sin ægyptiske Vasal Muhammed Ali
til Hjælp, og atter maatte Ibrahim Pasha rykke
i Marken. 1826 forsøgte Magterne at
intervenere; Porten tilbageviste dem i meget
haanlige Udtryk, og Rusland benyttede dette til at
vinde England og Frankrig for sig, kun
Østerrig blev tilbage og førte en tyrkervenlig
Politik, den samme, som senere gik i Arv til
Tyskland. De andre Magters Flaade kom
1827 ved Navarino i Kamp med den tyrkiske,
og dette Søslag, der i Grunden var en
Overraskelse for alle Parter, da der ikke var
erklæret Krig, gjorde det af med T.’s Sømagt. Først
efter dette Slag erklærede Rusland Krig, og
efter Diebitsch’s sejrrige Fremtrængen maatte
Sultanen slutte Fred i Adrianopel 1829, hvorved
Kongeriget Grækenland blev uafhængigt.
Forinden denne Krigs Begyndelse havde
Mahmud foretaget en grundig Reorganisation af
Hæren, idet det reformfjendtlige Janitsharkorps
blev tilintetgjort. Det havde under Selim vist
sig, at Sultanen alene var afmægtig over for
denne Prætorianerskare; Mahmud gik i
Forbund med Gejstligheden, som skabte en
Folkestemning mod Janitsharerne, og ved denne
Forening blev de overvældede. 12. Juni 1826 blev
der befalet Indførelsen af et nyt, europæisk
Eksercerreglement. Natten til 16. Juni gjorde
Janitsharerne Oprør, som de havde gjort det
saa mange Gange før, og forlangte den
reformvenlige Krigsministers Hoved. Men nu var
Tiderne anderledes; Ulemaerne hidsede
Befolkningen paa Janitsharerne, Sultanen udfoldede
den grønne Fane, og de albanesiske Tropper,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
