Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derefter Urolighederne i Arabien har hidtil
hindret Udførelsen af Resten. I den indre Politik
bestræbte Abd-ul-Hamid II sig for at
koncentrere al virkelig Myndighed i sin Haand, men
dette førte til, at han, idet han naturligvis
bukkede under for den uløselige Opgave selv
at ville regere et helt Rige i alle dets mindste
Detailler, blev et Bytte for sine nærmeste,
personlige Omgivelser; disse forstod at udnytte
hans stadig stærkere udviklede Nervøsitet og
Frygt for Attentater til at tilsikre sig personlige
Fordele, men til samtidig at skade
Administrationens ordentlige og rolige Gang og navnlig
at hindre en grundig Forbedring af det, der
bestandig er T.’s Kræftskade, nemlig den
finansielle Ynkelighed.
I den ydre Politik forenede Abd-ul-Hamid II
en vidunderlig Behændighed i Behandlingen af
de diplomatiske Midler med en underlig
Uklarhed over for Maalene. Maalet var meget ofte
blot det at vinde Tid, uden at man dog vidste,
hvad da selve den indvundne Tid kunde
udnyttes til. Blandt de europæiske Magter søgte
Sultanen nærmest sin Støtte i Tyskland. I
øvrigt blev ogsaa under Abd-ul-Hamid II T.’s ydre
Politik bestemt af de stadige Kampe med
Undersaatter af fremmed Nationalitet, hvis
Selvstændighedstrang er vaagnet. Der er her tre
Hovedfaser. Paa Kreta var efter Opstanden i
1867 Forholdene aldrig komne til Ro. Hele
Øens Befolkning var græsktalende, men det
kristne Flertal stod skarpt over for det
muhammedanske Mindretal, som støttede sig til
de tyrkiske Embedsmænd, og de Kristnes Maal
var en Forening med Kongeriget Grækenland.
Til sidst slog Uroen ud i aabent Oprør, og
Stemningen i Kongeriget blev saa stærk, at
Kong Georg i Foraaret 1897 meget imod sin
Villie maatte give efter for Folkets Raab om
Krig med Tyrkerne. Den græske Hær, der var
slet forberedt, maatte paa en militærisk set
lidet tilfredsstillende Maade saa godt som uden
Kamp vige for Tyrkerne under Edhem Pasha,
men efter en Maaneds Forløb standsede
Stormagternes Magtbud dennes Sejrsmarch; ved
Fredsslutningen maatte Grækenland betale en
mindre Krigsskadeserstatning, men Kreta blev
erklæret uafhængig og fik Kong Georg’s Søn
Prins Georg til Guvernør; Indlemmelsen i
Kongeriget Grækenland var da kun et
Tidsspørgsmaal.
Vigtigere, navnlig for T.’s Forhold til
Europa, blev Forholdet til Armenierne, hos hvem
den vaagnende Nationalbevidsthed fremkaldte
Krav, for øvrigt ikke helt klart udformede, om
politisk Selvstændighed. I Aug. 1896
foranledigede den armeniske Agitation en Række blodige
Myrderier paa Armeniere i Konstantinopel og
andensteds, hvilket vakte en Storm af Uvillie i
Europa; men da Rusland senere mere og mere
tydelig stillede sig imod den armeniske
Emancipationsbevægelse, og da denne i Modsætning
til baade den kretensiske og den makedoniske
savnede et fast Holdepunkt uden for Sultanens
Rige, blev hele den armeniske Agitation i
Virkeligheden frugtesløs.
I Makedonien fik efter den serbisk-bulgarske
Krig 1885 og Bulgariens Anneksion af
Østrumelien det bulgarske Element Overtaget, og der
blev gentagne Gange af de saakaldte
Komitémedlemmer (Komitadji’er) gjort Oprør, saa at
Landet aldrig kom til Ro. Disse Forsøg er
iværksatte med overordentlig Brutalitet fra
Komitadji’ernes Side, og denne har været rettet
nok saa meget mod det rivaliserende græske
Element som mod Tyrkerne selv, og hele den
græske Nationalitet har derfor staaet paa
Tyrkernes Side. Spørgsmaalet, der som saa mange
andre inden for Sultanens Landomraade har
fremkaldt europæisk Intervention, har endnu
ikke fundet sin endelige Løsning; der kan dog
næppe være Tvivl om, at i den stadige latente
Strid i Makedonien mellem Grækere og
Bulgarer vil disse sidste faa Overtaget; Grækerne
har særlig hjemme i Byerne paa Kysten, men
paa Landet fortrænges de fra Sogn til Sogn af
de kraftigere og frugtbarere Bulgarer.
Efter at Rusland og Østerrig-Ungarn 1903 ved
Mürzsteg-Konventionen havde paataget sig som
Europas Mandatarer at virke til Forbedring af
Forholdene i Makedonien, steg
Nationalitetskampene her kun yderligere, idet de kristne
Nationaliteter gjorde Regning paa Magternes
Støtte i deres Løsrivelsesbestræbelser og derfor
vilde sikre sig Overmagten i de flest mulige
Landstrækninger for at kunne gøre Krav paa
dem, naar T. skulde sønderlemmes. Bulgarerne
gjorde Begyndelsen med deres særlig mod
Grækerne rettede Bandekrige, der støttedes fra
Bulgarien. Grækerne dannede paa deres Side
Bander, senere fulgte Serberne i mindre Omfang
Eksemplet. Den internationale
Gendarmeriorganisation, som Mürzsteg-Magterne paatvang
T., udrettede saa at sige intet. Mere Held
havde en ligeledes af Magterne indsat
Finanskommission i sine Bestræbelser for at bringe
nogen Orden i de tyrkiske Finanser.
Gennemførelsen af makedoniske Reformer krævede
forhøjede Indtægter. Porten fordrede derfor Ret
til at indføre en Toldforhøjelse paa 3 %. Efter
lange Forhandlinger gik Magterne ind derpaa
(1906), efter at England havde sikret sig
Garantier for, at Merindtægten udelukkende kom
til Anvendelse i Makedonien og ikke brugtes til
Kilometergaranti for det tyske
Bagdad-Baneforetagende.
Medens Bandekampene i Makedonien
vedvarede, og ogsaa en Henvendelse fra
Mürzsteg-Magterne til Bulgariens, Serbiens og
Grækenlands Regeringer om ikke at støtte Banderne
syntes at blive frugtesløs, bragte den
østerrig-ungarske Udenrigsminister v. Aehrenthal
Mürzsteg-Ententen til Fald ved sine Separatplaner
om en Mitrovitza-Bane, der vilde øge
Østerrigs og Tysklands Indflydelse paa Balkan.
Rusland, der havde sluttet Overenskomst med
England om Afgrænsning af deres respektive
Interessesfærer i Asien, nærmede sig nu ogsaa
denne Magt i sin Balkan-Politik, og mellem
London og Petrograd drøftedes i Foraaret 1908
Formen for en makedonisk Reform, hvorved
T.’s Suverænitet her vilde blive et tomt Ord,
idet Makedonien skulde stilles under en
Generalguvernør eller Generalinspektør med udvidet
Magtfylde, og som kun kunde afskediges med
alle Magters Samtykke. Da Kong Edvard Juni
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
