Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Statsforfatning og -forvaltning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grundsætningerne for Forholdstalsvalg, og at
Landsregeringerne skal have Repræsentationens Tillid. De
enkelte tyske Lande kan altsaa ikke mere frit
skifte Regeringsform, altsaa f. Eks. indføre
Diktatur eller genindføre Monarkiet, uden at
krænke Rigsforfatningen. Ikke desto mindre er
de tyske »Lande« vedblivende at anse for
Stater, der selv har givet sig deres egne
Forfatninger og derfor ogsaa inden for Rigsforfatningens
Rammer selv kan ændre dem igen. Men de er
naturligvis nu i endnu højere Grad end før
ikke-suveræne Stater — de tidligere enkelte større
Stater hjemlede Reservatrettigheder er nu helt
bortfaldne —, og den øverste Statsmagt i den
Forbundsstat, som Tyskland vedblivende udgør,
ligger i endnu højere Grad end før hos Rigets
Organer.
Medens tidligere Forbundsraadet og Kejseren
som Raadets Chef var Rigets øverste Organ og
Rigsdagen kun spillede en mere underordnet
Rolle, er nu Rigsdagen som Repræsentant
for hele det tyske Folk i Forfatningen stillet i
Spidsen som øverste Rigsorgan. Valgret har
alle 20-aarige Mænd og Kvinder, og Valgene
sker som Forholdstalsvalg paa den Maade, at
hver Partiliste faar en Repræsentant for hver
60000 Stemmer, der er faldet paa Listen.
Antallet af Rigsdagens Medlemmer svinger altsaa
efter Antallet af afgivne Stemmer, i 1924 var
det 459, i 1926 493. Valgene sker for 4 Aar,
men Rigspræsidenten kan opløse Rigsdagen
inden Valgperiodens Udløb, dog kun én Gang af
samme Grund. Rigsdagen bestemmer selv,
naar dens Samling skal sluttes; derimod
prøves Valgbrevene ikke af den selv, men af en
særlig Valgprøvelsesdomstol. Foruden de alm.
Udvalg nedsætter Rigsdagen et staaende
Udvalg for udenrigske Anliggender, der ogsaa kan
fungere selv efter Samlingens Slutning og
Valgperiodens Udløb og efter Rigsdagens
Opløsning, og et lignende staaende Udvalg nedsætter
den til at varetage Folkerepræsentationens
Rettigheder lige over for Rigsregeringen i den Tid,
Rigsdagen ikke er samlet.
Rigsdagen er dog ikke det eneste direkte af
Folket valgte Rigsorgan; tværtimod har Rigsdagen
i saa Henseende til en vis Grad en Konkurrent
i Republikens Overhoved,
Rigspræsidenten. Medens den første foreløbige
Rigspræsident — Ebert — valgtes af
Nationalforsamlingen, vælges nemlig efter Rigsforfatningens
Artikel 41, der omsider ved Ebert’s Død 1925
traadte i Kraft, den tyske Rigspræsident
ligesom i Amerika, men modsat i Frankrig ikke af
Folkerepræsentationen, men af det samlede
tyske Folk. Valget, der er umiddelbart og
hemmeligt, sker for 7 Aar, og Genvalg er uden
Indskrænkning tilladeligt. Inden denne Frists
Udløb kan han vel ekstraordinært afsættes ved
en Folkeafstemning efter Forslag af Rigsdagen,
men til Rigsdagens Beslutning kræves 2/3
Flertal, og hvis Afsættelsen forkastes ved
Folkeafstemningen, betragtes Præsidenten som
genvalgt og Rigsdagen som opløst.
Rigspræsidenten repræsenterer Riget udadtil og indgaar
Forbund med fremmede Stater; til
Krigserklæring og Fredsslutning kræves dog Rigslov, og
til Traktater, der angaar Rigslovgivningen,
kræves Rigsdagens Samtykke. Han udnævner
og afskediger Rigsembedsmændene, har
Overbefaling over Rigets samlede Stridsmagt og
kan ved Hjælp af den væbnede Magt tvinge et
Land til Lydighed, der ikke vil opfylde sine
Pligter mod Riget. Han har derhos ifølge den
allerede oftere anvendte Artikel 48 Beføjelse til,
naar den offentlige Sikkerhed og Orden i det
tyske Rige i væsentlig Grad forstyrres eller
blot udsættes for Fare, at træffe de til den
offentlige Sikkerheds og Ordens Genoprettelse
nødvendige Forholdsregler og til om fornødent
at skride ind med Hjælp af den væbnede Magt,
ja, han kan endog i det Øjemed sætte en hel
Række af de vigtigste i Forfatningen hjemlede
Grundrettigheder helt eller delvis ud af Kraft
og eventuelt indføre militært Diktatur. Naar
dertil kommer, at han i Henhold til Artikel 25
altid kan opløse Rigsdagen, er det altsaa en ret
stor Magt, der er tillagt ham (se
Rigspræsident). Værnet imod Misbrug ligger foruden i,
at han selv kan anklages for
Statsdomstolen i Tilfælde af tilregnelig Krænkelse af
Rigsforfatningen eller af en Rigslov, deri, at alle
Forføjninger af ham skal medunderskrives af
Rigskansleren eller den vedkommende
Rigsminister, der baade er strafferetligt og
parlamentarisk ansvarlige for Regeringens
Førelse. Den ansvarlige Rigsregering,
Rigskansleren og Rigsministrene, udnævnes vel
og afskediges af Rigspræsidenten, men ifølge
Artikel 54 skal de til deres Embedsførelse have
Rigsdagens Tillid, og enhver af dem maa
derfor træde tilbage, naar Rigsdagen ved en
udtrykkelig Beslutning unddrager ham sin Tillid.
Den tyske Rigsforfatning af 1919 er den første
Forfatning, der paa denne Maade udtrykkeligt
har søgt at slaa Parlamentarismen
grundlovsmæssig fast (se Parlamentarisme).
Rigskansleren bestemmer Retningslinierne i
Politikken, men iøvrigt leder enhver Rigsminister
under eget Ansvar over for Rigsdagen selvstændigt
sit Ministerium.
Skønt Rigsdagen kun udgør ét Kammer, er
det dog kun tilsyneladende, at den tyske
Rigsforfatning hviler paa Etkammersystemet. Thi
ved Siden af Rigsdagen findes endnu et andet
Rigsorgan, der i Virkeligheden delvis indtager
et Andet- eller Førstekammers Stilling, nemlig
Rigsraadet. Dette bestaar af
Repræsentanter for de enkelte Lande, saaledes at hvert
Land har mindst én Stemme og de større Lande
én Stemme for hver 700000 Indbyggere, men
intet Land dog mere end 2/5 af alle Stemmerne.
For Tiden (1927) er Stemmetallet 66, deraf har
Preussen 26, Bayern 10, Sachsen 7,
Württemberg 4, Baden 3, Thüringen, Hessen og
Hamburg hver 2 og de øvrige Stater hver 1. Efter
Forfatningens Artikel 61 skulde ogsaa
Tysk-Østerrig efter dets Tilslutning til Riget deltage i
Rigsraadet med et til dets Befolkning svarende
Stemmetal og skulde indtil da have en
raadgivende Stemme, men denne Bestemmelse er
blevet uvirksom, da Tyskland ved
Versaillesfreden har maattet anerkende Østerrig som en
uafhængig Stat, hvis Uafhængighed ikke maa
ændres, medmindre Folkeforbundets Raad giver
sit Samtykke dertil. Efter hver Folketælling
fastsættes Stemmetallet paa ny af Rigsraadet
selv. Landene er berettigede til at sende saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
