Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Hær) - Tyskland (Søværn)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rekruteringsspørgsmaal o. l.), ligesom de vaager over, at Statens
økonomiske Krav sker Fyldets.
Øverste Hærledelse. Rigets
Præsident er den øverste Chef for Hær saavel som
for Marine. Krigsministeren har — under
Præsidenten — Befalingen over Hæren. I Spidsen
for denne staar der imidlertid en Chef for
Hærledelsen. Denne Stilling har i en Aarrække
været beklædt af General v. Seeckt, der med
stor Dygtighed har organiseret den
nuværende tyske Hær; Krigsministeriet er nærmest
kun en Forvaltningsmyndighed.
Den øverste Hærledelse omfatter
Hærledelsens Stab og Ledelsen af den militære
Uddannelse og har 4 Bureauer, mellem hvilke
Tjenesten er fordelt saaledes:
1) Personelle Sager,
2) Troppeanliggender (herunder bl. a.
Organisation, statistiske Spørgsmaal, militære
Transporter) samt politiske Spørgsmaal (bl.
a. Forhold vedrørende Udførelsen af
Fredstraktaten).
3) Militær Administration (bl. a. Kasernering,
Øvelsespladser, Regnskabsvæsen,
Beklædning, Forplejning m. m.).
4) Bevæbningsspørgsmaal.
Til den øverste Hærledelse er der knyttet 10
Inspektioner: for Fodfolk, Rytteri, Artilleri,
Ingeniørtropper og Fæstningsvæsen,
Transporttropper, Forbindelsestropper, Sundhedstjeneste,
Dyrlægetjeneste, militær Undervisning,
Inspektion af Vaaben og Materiel.
Befæstningsvæsen. Tysklands
Befæstningsvæsen før Verdenskrigen var, i god
Overensstemmelse med Hærledelsens
Krigsplaner, ordnet saaledes, at Vægten hovedsagelig
var lagt paa Grænsebefæstningerne, kun i
mindre Grad paa Fæstninger inde i Landet.
Mod Vest dannede Rhinlinien en mægtig
Barriere, hvis Forsvar yderligere var styrket
ved en Række Fæstninger: Wesel, Koblenz,
Köln, Mainz, Germersheim, Strassburg og
Neubreisach — det hele et System af rent
defensiv Karakter. Men foran denne Linie laa den
store Vaabenplads mellem Mosel og Rhin,
Opmarcherummet under en Krig med Frankrig,
beskyttet af en Række fuldt moderne
Fæstninger: Diedenhofen, Metz, »Feste Kaiser Wilhelm
II« (20 km V. f. Strassburg), Kastenbrunnen,
Dangelsheim — alt i alt en befæstet Region af
afgjort offensiv Karakter.
Mod Syd var Grænsen mod Schweiz
ubeskyttet, men i Donaudalen laa Fæstningerne
Ulm og Ingolstadt.
Mod Sydøst var Grænsen beskyttet af
Fæstningerne Neisse, Glatz, Königstein, Glogau
og flere andre — for en stor Del mindre
moderne.
Grænsen mod Øst var den mest truede, og
p. Gr. a. sin Udstrækning og Form var den
vanskelig at forsvare. Her fandtes et stort
Antal større og mindre Fæstninger. I Østpreussen
den store Fæstning Königsberg, endvidere
»Feste Boyen« og en Del mindre
Befæstningsanlæg til Forsvar af Passerne mellem de
masuriske Søer. Forsvaret af Weichsellinien var
styrket ved Fæstningerne Thorn, Kulm,
Graudenz, Marienburg og Danzig. Ved Grænsen mod
Polen laa Posen. Længere tilbage
Oderfæstningerne Glogau og Küstrin.
Af langt mindre Betydning var Fæstningerne
i Landets mere centrale Del; de var for
største Delen forældede.
Kystbefæstningerne var talrige og
stærke. Ved Østersøen laa Memel, Pillau,
Weichselmünde, Danzig og Swinemünde.
Kielerkanalens Mundinger var dækket af stærke
Befæstningsanlæg. Wilhelmshafen var stærkt
befæstet. Nordsøkystens Flodmundinger er
forsvarede af Befæstningsanlæg ved Cuxhafen,
Geestemünde og Borchum. Endelig beskyttede
det stærkt befæstede Helgoland Farvandet
mellem Kanalen og Nordsøens Flodmundinger.
Ingen af de tyske Fæstninger blev angrebne
under Verdenskrigen undtagen fra Luften.
Efter Versaillesfredens Bestemmelser skal alle
Fæstninger mellem Rhinen og en c. 50 km Ø.
derfor dragen Linie desarmeres og sløjfes.
Fæstningerne mod S. og Ø. skal bevares; en
stor Del af dem overgik ved Fredsslutningen
til Polen.
I Kolonierne fandtes ved Verdenskrigens
Udbrud adskillige Befæstningsanlæg, saaledes
baade i Sydvest- og Sydøstafrika; i Kiau-tschou
var Hovedstaden Tsing-tau befæstet. — Ved
Krigen gik alle Kolonierne tabt.
O. F.
Søværn.
Søværn. Den tyske Sømagt er, fraregnet
Hansestædernes, ikke gammel, idet dens
Begyndelse maa regnes fra Midten af 19.
Aarhundrede. Kort efter at den var skabt, overtoges
den af Preussen, der førte Krigen mod
Danmark 1864 og Østerrig 1866. 1864 bestod
Flaaden af 5 Dampkorvetter, 20 Dampkanonbaade
og 2 Hjuldampere samt nogle Sejlskibe og var
den danske saa underlegen, at Danmark
uhindret kunde blokere hele den preussiske Kyst.
Efter 1864, da Kiel erhvervedes og straks
gjordes til Krigshavn, arbejdedes der paa Flaadens
Forøgelse, i Begyndelsen langsomt, da de
andre tyske Sømagter var ængstelige for
Preussens Herredømme paa Søen, senere ved
Dannelsen af det nordtyske Forbunds Søværn 1867
med større Energi. Den tyske Flaade var dog
den franske langt underlegen i Krigen 1870; den
bestod da kun af 3 Panserfregatter, 2
Panserkanonbaade, 11 Krydsere og Avisoer og 22
Kanonbaade. Efter den sejrrige Krig og
Kejserriget T.’s Dannelse steg T.’s Magt og Velstand
med mægtig Hast. T.’s Handel og Industri
udvidede sit Marked over alle Egne af Jorden,
og Samkvemmet paa Søen besørgedes af egne
Skibe, der med Held optog Konkurrencen med
de andre store Sønationer. Trangen til
Kolonier øgedes for at give Plads til T.’s
Menneskeoverskud. Alt dette medførte en forceret
Udvikling af Søværnet. Kielerkanalen byggedes og
udvidedes, eftersom Krigsskibenes Dybgang
tiltog, og Helgoland erhvervedes fra England,
begge Dele af stor søstrategisk Betydning.
Under Admiral v. Tirpitz’ Ledelse og med Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
