Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Trediveaarskrigen o. fl. Men endnu vigtigere var dog hans
Befrugtning af Kant’s Filosofi, hvis strenge Etik
han mildnede, idet han i Kunsten fandt den
harmoniske Tilstand, hvor Pligt og
Tilbøjelighed faldt sammen. 1792—95 udarbejder han
epokegørende æstetiske Værker, hans
Afhandling om naiv og sentimental Digtning med den
sindrige Sondring mellem Goethe’s og hans
Fantasiretning og hans Breve om Menneskets
æstetiske Opdragelse. I hans Tidsskrift »Die
Horen« findes Resultaterne af hans Forskninger
og Resultatet af hans Venners Suppleringer.
Disse Venner er foruden Digteren Körner
tillige Sprogforskeren og Æstetikeren Wilh. v.
Humboldt (1767—1835) og Goethe, navnlig den
sidste.
Venskabet mellem Goethe og Schiller gav sig
mange Udslag, men det fik Ilddaaben 1797
(Balladeaaret), da de i Fællesskab digtede de
skønneste Ballader, som den tyske Litteratur
har frembragt, den enes Tankehøjhed har
sluttet tæt Pagt med den andens Formskønhed;
men tillige digtede de sammen den Række af
Epigrammer, der skulde værne om deres Kunst
og offentliggjordes i Schiller’s »Musenalmanach«
1797. Hver for sig vendte de sig inspirerede til
Digtning, Goethe af sin »Wilhelm Meister«,
Schiller af sin »Lied von der Glocke« og
Trilogien »Wallenstein«, hans kunstneriske
Storværk. Og som om han havde en Forudanelse
om, at det gjaldt for ham at ile, fuldendte han
hurtig de romantiske Tragedier »Maria Stuart«,
»Die Jungfrau von Orleans«, »Die Braut von
Messina«, et Forsøg i ren klassisk Stil, som
viste Vej for Kleist og senere Dramatikere; det
efterfulgtes af hans sidste og mest folkelige
Arbejde »Wilhelm Tell«; han gav sig derefter i
Kast med et nyt »Demetrius«, men Døden
hindrede dets Afslutning. Atter og atter er der sket
Sammenligning mellem Goethe og Schiller; men
allerede Goethe selv afviste en saadan
Sammenligning; det er dog indlysende, at Goethe’s
Betydning er mere universel, medens Schiller’s
Dramaer og Kunstanskuelse har haft den
allerstørste Betydning for det tyske Folk ved deres
sædelige Alvor og ved den tankedybe og
ungdomsfriske Begejstring og den pragtfulde
Billed- og Følelsesrigdom, som de er Udtryk for.
Hvor langt han kunde være naaet, kan ikke
siges, men hvad han naaede, var af den
allerstørste Betydning for Teatrets Udvikling og
Folkets Opdragelse, og for Goethe var Samlivet
ansporende og befrugtende.
Efter Schiller’s Død var Goethe dybt
fortvivlet, kun langsomt overvandt han det smertelige
Tab, og han fandt ingen Ven, som kunde
erstatte Schiller; selv om Zelter, Riemer og
Eckermann for en Tid vandt hans Hjerte og
Fortrolighed, kunde de dog kun yde ham lidet
til Gengæld, og Goethe forblev den ensomme,
ganske vist den ensomme Befrugter af sin
Samtid. Hans Farvelære og Lære om Planternes
Metamorfose blev nu Almeneje og befrugtede
mange, og alt, hvad der kom frem i Tiden,
stillede si£ i Rapport til Goethe, modtog af ham
ikke blot sit Stempel, men Impuls til
Selvfornyelse. Og paa alle Kunstens Omraader stod
han indtil sin Død som den ypperste, og det
skønt han ikke var særlig produktiv, nærmest
kun fuldendte tidligere planlagte Arbejder —
»Iphigenie«, »Tasso« og »Egmont« var allerede
fuldendte i Rom; »Wilhelm Meisters Lehrjahre«
fuldendtes inden Schiller’s Død, men han tog
nu fat paa »Wanderjahre« og paa »Faust«, af
hvilken en Prøve havde set Lyset 1790, men
første Del udkom først 1808, og anden Del
fuldendtes først 1831. I »Wahlverwandtschaften«
(1809) gav han den første tyske, kunstnerisk
fuldendte Sjæleskildring, og i »Aus meinem
Leben, Wahrheit und Dichtung« (1811—31)
skildrer han sin egen Udvikling indtil Opholdet i
WTeimar. Men at han ikke var blot
»Olympieren«, viser han ved sin stadig sprudlende
Lyrik i »West-östlicher Diwan« (1818), hvor en
sund og livsglad Tone atter anslaas. Stadig
i Udvikling og stadig pegende fremad
forstaar han alt menneskeligt og hele Naturen,
kan man sige, og gennem mange Slægtled vil
han staa ikke blot som en af T.’s men af
Verdenslitteraturens betydeligste Aander.
Schiller’s og Goethe’s Værker fremkaldte
imidlertid en Skare betydelig ringere Digtere
og Efterlignere, »Werther« gav Anledning til
H. J. Lafontaine’s taarepersende Romaner,
»Götz« affødte en Mængde Riddertragedier,
Ridder- og Røverromaner, hvortil særlig Spiess
og Vulpius (Goethe’s Svoger) bidrog. Schiller’s
Dramaer gav Stødet til en hel Række mere
eller mindre slette Efterlignere, saaledes
Zschokke’s »Abällino« o. fl., og det blev ikke Schiller
selv, som kom til at beherske det tyske Teater
og Udlandets, men det blev de talrige
Efterlignere F. L. Schröder og A. W. Iffland
med deres rørende Familiedramaer, og det blev
den usmagelige August v. Kotzebue, der
var lige ferm, enten det gjaldt den rørende
Genre (»Menschenhass und Reue«) eller
Lystspil (»Die deutschen Kleinstädter«).
Ikke bedre var den tyske Lyrik. Chr. A.
Tiedge, F. v. Matthisson, Kosegarten er allerede
nævnte som ret talentløse Efterlignere af den
Klopstock’ske Kreds’ Digtning; men til disse
sluttede sig en Mængde andre Lyrikere, J. G. v.
Salis-Sewis, A. Mahlmann, J. D. Falk,
Frederike Brun, Elisa v. d. Recke, Luise Brachmann.
Større Selvstændighed aabenbarer
Landsbyskildrerne, saaledes gengav J. K. Grübel med
udmærket Lune Spidsborgerlivet i Nürnberg i
sine Digte, og J. M. Usteri skildrede ligeledes i
Dialekt Borger- og Præstegaardslivet; men det
ypperste paa dette Omraade er dog givet
af Johann Peter Hebel (1760—1826)
i hans »Allemannische Gedichte«, blandt
hvilke flere hører til de bedste Frembringelser
i den tyske Litteratur. Men tillige har H.
Zschokke (1771—1846) Fortjeneste af at have
leveret udmærkede Schweizerskildringer (»Das
Goldmacherdorf«); i øvrigt høstede han stor
Anerkendelse mindre for sine historiske end for
sine komiske Fortællinger.
Der er dog to Forfattere, som ikke hører
hjemme blandt de rene Efterlignere, nemlig
Jean Paul Friedrich Richter
(1763—1825), mest kendt under Navnet Jean Paul, og
Lyrikeren Friedrich Hölderlin
(1770—1843). Skønt yderst fattig bevarede Jean Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
