Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Kant, medmindre Fornyelsen var
ensbetydende med fuldstændig Nydannelse. Skolen
havde, da den henimod 1830’erne var helt
udtyndet i Efterlignelsespoesi og
Middelmaadighed som hos Clauren, Müllner o. fl., kun en
stadig Fortjeneste at opvise i sin Sans for
historisk Forskning. Et Utal af mere eller mindre
troværdige historiske Romaner oversvømmede
Bogmarkedet, samtidig med at en varm
Patriotisme gav sig til Kende i det historiske
Studium. Foruden de allerede nævnte Forfattere
optraadte P. J. Rehfues, K. Spindler, H. König,
Th. Mügge og L. Rellstab, Caroline Pichler o. fl.
Julirevolutionen 1830 førte imidlertid et frisk
Pust fra fransk Aandsliv ind over det tyske og
fandt rivende hurtig Beundring og Forkæmpere
i den unge gærende Litteraturs forskellige Lejre
og Afskygninger.
Det unge T. I Immermann’s interessante
Roman »Die Epigonen« skildres med megen
Sandhed den bevægede Overgangstid mellem
Befrielseskrigen og Julirevolutionen, hvor siden
baade det litterære og sociale Regnskab bliver
opgjort; men Utilfredsheden i alle Lejre viser
sig hos Chamisso, v. Platen og mange andre,
man ikke straks vilde paahefte Beskyldning for
Radikalisme. Ved Efterretningen om
Revolutionen følte alle Tyskere en Befrielse, og den ene
politiske Demonstration fulgte efter den anden.
Hertil bidrog tillige Stemningen ved
Efterretningen om Grækernes Frihedskamp og
Opstanden i Polen. W. Müller, Heinr. Stieglitz, E.
Grosse, G. Pfizer o. fl. besang Grækerne,
medens v. Platen, Julius Mosen, Ernst Ortlepp
o. fl. vendte Blikket imod Polen. Men mest af
alt virkede Byron’s Eksempel paa de dybest
søgende radikale; hans Foragt for al
Autoritet, hans Frihedsbegejstring og utøjlede Trods
og Virkelyst tiltalte og overbeviste alle radikale
og vandt Beundrere selv hos Mænd som Grev
Platen og Fyrst Pückler, og han fandt
Efterlignere hos alle »det unge T.«’s Mænd trods de
ellers stærkt divergerende Meninger, hos
Heine, Börne, Gutzkow, Laube, Mundt, Wienbarg,
Kühne o. a.
Heinrich Heine (1799-1856) er for den
tyske Litteratur, hvad Byron er for den
europæiske; han vakte straks ikke stor
Opmærksomhed, men ved sine »Reisebilder« og »Buch
der Lieder« slog han igennem; i det første Værk
bliver Kritikken Poesi mellem hans Hænder, og
Sproget gøres bøjeligt og smidigt, saa det i det
andet kan gengive Udtryk for de mest
modstridende Følelser og Stemninger, tilsyneladende
ganske skødesløst henkastede, men i
Virkeligheden udtrykte med en kunstnerisk
Fuldendthed, der gør Værket i sproglig Henseende lige
saa betydningsfuldt, som det er fra Indholdets
Side, hvilket for Datiden vil sige omtrent som
Goethe’s og Schiller’s første Værker. Heine’s
Skepsis over for den liberale Strømning bragte
ham paa Kant endog med sine ligesindede, og
han valgte at nedsætte sig i Paris, hvor hans
næste Værker blev til; de vidner imidlertid
ikke om ny Gennembrud og virker ofte lidet
tiltalende, skønt der selv i de platteste
Skildringer af »Französische Zustände« findes Glimt af
Vid og Humor, dog navnlig i de
»Florentinische Nächte«, »Schnabelewopski«, »Der
Rabbi von Bacharach« og »Schwabenspiegel«, rettet
mod den schwabiske Digterkreds. Først i
»Deutschland«, »Atta Troll« og »Romanzero«
har hans Kunst givet sig betydelige Udslag og
fremviser sine allerbedste Egenskaber. Som
aandfuld og vittig Causeur og Journalist er
han maaske uopnaaelig, som Lyriker har Heine
kun i Dybde sin Mester i Goethe, og hans
Indflydelse paa den tyske Litteratur baade
positiv og negativ ved sine vittige Angreb er
saa stor, at hans Navn endnu kan sætte
Sindene i stærk Bevægelse. Hvad han filosofisk
og litterær betød for Samtiden, var Ludwig
Börne (1784—1837) i politisk Henseende. Han
begyndte sin litterære Løbebane med Angreb
paa det tyske Teater, men lidt efter lidt vendte
han sin Satire mod de raadende politiske
Tilstande i T. Gennem sine »Briefe von Paris«
(1830—33) gav han saa talrige Impulser i
Retning af demokratisk Synsmaade, at faa
samtidige undgik at modtage Indflydelse fra ham,
og det ikke mindst fordi der bag hans Satire
skimtes et varmt følende Hjerte. Særlig gælder
det Wilh. v. Schultz (d. 1860) med
»Geschichte des deutschen Michels« og Karl
Vogt (død 1895) med »Die Thierstaaten«.
Mere uafhængige er Ludolf Wienbarg
(død 1872), der i sine »Ästetische Feldzüge«
slutter sig nærmere til Heine, i hvem han ser
den betydeligste tyske Sprogmester, og navnlig
Wolfgang Menzel (1798—1873), der ud
fra rent romantisk Standpunkt polemiserede
imod Romantikkens Forfald, men som i politisk
Henseende en Tid stillede sig i Række med
»det unge T.«, hvilket Navn han opfandt, da
han vendte sig mod Retningen, og ved sit
Manifest mod dens Umoralitet gav den første
Anledning til de mange Regeringsforbud og
Udvisninger; thi 10. Decbr 1835 blev alle »det
unge T.«’s Skrifter forbudte, og særlig nævntes
Bøger af Heine, Gutzkow, Wienbarg, Mundt og
Laube. Menzel’s Manifest og Forbudet var
navnlig rettede mod Karl Gutzkow (1811—78),
hvem mange straks frasagde sig Fællesskab
med. Sammen med Wienbarg udgav Gutzkow
sit stort anlagte »Deutsche Revue«, hvori
Kampen for Tendensdigtningen førtes; men desuden
er Gutzkow en af de allermest produktive
Forfattere, og han har i sin Roman »Wally«, sit
Drama »Nero« og i det ufuldendte »Uriel
Acosta« givet særdeles dygtige Udtryk for Tidens
Tendens. Selv betragtede han »Die Ritter vom
Geiste« som sit Hovedværk, og de 9 Bind er
unægtelig interessante ved deres Belysning af
Tiden.
»Det unge T.«’s betydeligste Dramatiker og
anden store Digter var Heinrich Laube
(1806—84), som ledede det tyske Teaters
Udvikling ved sin uindskrænkede Magt over de
tre største Scener. Ved sine Romaner »Das
neue Jahrhundert« og »Das neue Europa«
giver han en udmærket Forestilling om Tidens
Gæring og Hovedfaktorerne i det litterære Liv;
hans Afhængighed af ældre Forfattere som
Goethe, Jean Paul, men navnlig af hans
Yndling Heinse, hvis Værker han udgav, er stærkt
iøjnefaldende, hvorimod han er betydelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
