Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mügge, Otto Müller o. fl. Paa et andet Omraade
øvede Forfatternes Stil og Realisme ligeledes
stor Indflydelse, nemlig paa
Folkelivsskildringen. Berthold Auerbach (1812—82)
udgav sine »Schwarzwälder Dorfgeschichten«
(1843 ff.), der betegner et virkeligt Fremskridt i
Realisme, og hans Folkelivsskildringer
fremkaldte en hel Række Efterlignere; Josef Rank
skildrer Böhmerwalds Bønder, Melchior Meyr,
der ogsaa er Lyriker, skildrer bayerske
Bønder; tillige opstod en Række Dramatikere, som
optog Folkelivet i deres Skuespil. Ved Siden
heraf opdukker ny Interesse for Skildring
af Hverdagslivet. Samtidig fylkede sig i
München en Skare unge Skønaander. Det
karakteristiske og fælles for denne Münchener-Digterskole
er, at de helt igennem føler sig som Kunstnere,
de sluttede sig nær til de bildende Kunstnere,
hvis Skønhedsdyrkelse passede godt til deres
egen formelle Stræben. Denne Digterskoles
Hovedmænd var Lyrikeren Emanuel Geibel
(1815—84), som vakte Beundring ved sine klare
skønhedsbegejstrede Digte, og Paul Heyse
(1830—1914), som havde en overordentlig stor
Læsekreds, navnlig for sine Noveller, der er
plastiske og klare, næsten nøgterne og omfatter
mange, oftest seksuelle Emner med spændende
Forviklinger. En tredie betydelig Digter var
Verdensmanden Grev Adolf Friedrich v.
Schack (1815—94), som har stor Fortjeneste
ved sit Studium af spansk Litteratur. En af
Digterne i Münchener-Skolen Joseph
Viktor Scheffel (1826—86) opnaaede ved sit
Digt »Der Trompeter von Säckingen« en aldeles
enestaaende Succes; med sit andet betydelige
Værk »Ekkehard« gav han Impuls til andre
Forfatteres Optræden. »Ekkehard« er maaske
den ypperste kulturhistoriske Roman, den tyske
Litteratur har frembragt. Ligesom Scheffel
indtager ogsaa F. M. Bodenstedt (1819—92)
en fjernere Stilling til Skolen; hans »Lieder des
Mirza-Schaffy« opnaaede ogsaa stor Succes. De
andre Münchener-Digtere har kun bidraget
meget ubetydeligt til Litteraturens Berigelse; men
Skolens Fortjeneste er at have fremdraget
enkelte rent menneskelige Værdier; den har
beriget Litteraturen med en Mængde Digte,
Ballader, reflekterende, deklamatoriske
Hymnedigtninge, nogle episke Digte samt nogle
Tragedier, som ikke taaler Rampens Lys — altsaa
en akademisk-konventionel Poesi med enkelte
gode Perler iblandt. Men selv hos de bedste
blandt Skolens Digtere blev de overleverede
Former til karakterløs Glathed, og den
pertentlige Omsorg for Idealerne bliver til Angst
for Livets Skyggesider og Problemer.
Det var umuligt, at Udviklingen kunde blive
staaende ved Hebbel’s og Storm’s Realisme
eller Heyse’s og Scheffel’s Formalisme; stærkere
Røster maatte lade sig høre. Det første, som
kom til Orde, var Nedtryktheden,
Pessimismen, som Schopenhauer havde forkyndt;
men dernæst gik ny, uformidlede
idealistiske og naturalistiske Strømninger hen over
Litteraturen. Enkelte Forfattere som
Albert Emil Brachvogel (1824—78) i
Romanen »Narciss« og Friedrich
Spielhagen (1829—1911) ved sin
»Problematische Naturen« bebuder allerede tidligt, at
det hælder mod Dekadence i den tyske
Litteratur, men de protesterer senere selv herimod,
Spielhagen med særligt Held i sin Roman
»Hammer und Amboss«. »Ahasver« og »Der König
von Sidon« af Robert Hamerling
(1830—89) er Udtryk for et hypernervøst Følelses-
og Nydelsesliv, men hans Værker vidner tillige
om en Skønhedshunger, en overforfinet
Hellenisme. Martin Greif (1839—1911) forstod
vel at give Tankerne ny Former, men havde
ikke Kraft nok til at forme sine Dramaer. Et
ganske ejendommeligt Talent er derimod den
livsfriske K. F. Meyer (1825—98), hvem nogle
endog opstiller som Keller’s aristokratiske
Modstykke; han og Ludwig Anzengruber
(1839—89) fortsætter Folkelivsskildringen med
ganske afgjort Held og paa Grundlag af
virkeligt Kendskab til de Forhold og
Mennesker, de fremfører. Folkelivsskildrere er
tillige Peter Rosegger (1843—1918) og
Maria von Ebner-Eschenbach
(1830—1916). Endvidere optraadte en hel
Skare mere eller mindre betydelige folkelige
Forfattere baade i Nord- og Sydtyskland, blandt
hvilke de vigtigste var Karl Emil Franzos,
Maximilian Schmidt og Ludwig Ganghofer. Desuden
frembragtes en broget Mængde af
Underholdningslitteratur, navnlig arkaiserende Romaner
i Scheffel’s Mønster. G. Ebers optræder med
sine Romaner fra Ægyptens og T.’s Fortid,
ogsaa Ernst Eckstein gjorde Lykke med
sine Romaner; den betydeligste er Felix
Dahn (1834—1912), som grundlagde sin
Berømmelse med »Ein Kampf um Rom«. Desuden
sluttede Julius Wolff og R. Baumbach sig til
denne Retning. Men alle disse Digtere var dog
ikke toneangivende; ved Indgangen til denne
Litteratur staar ikke Bismarck’s eller Moltke’s
Taler, men Heine’s Skepsis og Schopenhauer’s
Pessimisme. Mærkede af denne er Adolf
Wilbrandt’s Dramaer fra den romerske
Kejsertid og hans Forbryderroman og Wilh.
Jensen’s »Nirwana«; dette gælder i stærkere
eller ringere Grad om forskellige Digtninge af
Arthur Fitger og af Prins Emil von
Schönaich-Carolath. Og det gælder i
ikke ringere Grad om Digterjournalister som
Paul Lindau, Oskar Blumenthal, Pessimister
som den frugtbare Richard Voss o. fl. Selv den
tarveligste Underholdningslitteratur bærer Præg
af Tidens Sortsyn, saaledes Lola Kirschner
(Ossip Schubin), Rudolf Lindau o. fl. Det er
kun ganske faa, som ikke præges endog stærkt
af denne æstetiske Dekadence; Novellisten H.
Hoffmann, Balladedigteren H. Vierordt peger
i sundere Retning, og det samme gælder om
de to betydelige Digtere Theodor
Fontane (1819—98), der i sine historiske Romaner
gaar Livet nærmere end man er vant til, og
Dramatikeren Ernst v. Wildenbruch
(1845—1908), der trods nogen Svulst giver en
Mængde naturtro og livskraftige Skildringer, og
som snart stillede sig mellem de unge.
1880’ernes og 90’ernes Digtning frembyder et
broget Skue af to hendøende Digterskoler, den
klassiske Kunst og den tendentiøse realistiske
Produktion, og til disse to slutter sig den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
