Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
videre udviklede de Köln’ske Overleveringer i
Retning af mild og sværmerisk inderlig
Fortolkning (»Kölner Dombild«; endvidere Skolens
skønne Glasmalerier i Domkirken Skt Gereon,
det v. Oppenheim’ske Hus i Köln m. v.), den
westfalske Skole med den fortrinlige Mester
Conrad fra Soest som Centralskikkelsen (senere
Familien tom Ring) og endelig den omfattende
baltiske Skole; til den hører i Hamburg den
banebrydende Mester Bertram (»Kongernes
Tilbedelse«, 2. Halvdel af 14. Aarh., Hamburgs
Kunsthalle) og et halvt Hundrede Aar efter
Mester Francke samt i Lübeck, ind i 2.
Halvdel af 15. Aarh., den stærkt realistiske Herman
Rode og Bernt Notke. — En særlig Art af
Maleri, Glasmaleriet, der allerede under
den romanske Periode blev anvendt, naaede i
Gotikken sin største og pragtfuldeste
Udvikling baade i teknisk og kunstnerisk Henseende
ved Udsmykningen af de store og aabne gotiske
Vinduer (Königsfelden, Kölner Dom,
Strassburg, Münster, Domkirkerne i Freiburg,
Regensburg, Augsburg og andre Steder).
Den nyere Tid. Omkring Begyndelsen af
15. Aarh. sker i tysk Kunst Gennembruddet.
Frigørelsen fra overleverede middelalderlige
Traditioner foregaar dog langsomt; den
middelalderlige panteistisk-mystiske Idéverden
sidder tysk Kunst i Blodet, viger kun langsomt
for de humanistiske Ideer og sætter sit
betegnende nationale »metafysiske« Præg paa megen
tysk Renaissancekunst, men en ny Kunst rejser
sig, baaret af et frisk, indtrængende
Naturstudium, en kraftig, energisk Realisme, frodig
i Vækst, i Løbet af Aarhundredet med stigende
Drag mod det storladne og mægtige og det
malerisk bevægede. I 16. Aarh.’s andet Aarti
naar denne Kunst et Højdepunkt, vel
Højdepunktet overhovedet i tysk Kunst, ikke som
afklaret Renaissance i italiensk Mening, men
som en følelsesbevæget, nationalt præget,
malerisk rig Kunst, der fra sengotiske
naturalistiske Kilder vælder frem i Dürer’s
Ungdomsarbejder, i Værker af Kulmbach, Baldung,
Burgkmair, Altdorfer’s, Urs Graf’s og Manuel’s
Værker, ikke mindst i Grünewald’s
Ekspressionisme og saa fremdeles. Ved sin Storhed
lykkedes det Dürer — i alt Fald delvis — senere
at smelte denne Kunst sammen med italiensk
Renaissances Lovmæssighed og Idealitet, men
snart faar denne Kunst hel Overhaand, til liden
Baade for tysk Kunsts Oprindelighed. Hvad
Billedhuggerkunsten angaar, udvikler
særlig Træskærerkunsten sig i de udskaarne
Altere til i høj Grad levende og fri
Fremstillinger. Rundt om i T. er duelige Mestre i
Virksomhed (Lucas Moser i Schwaben, Jacob
Russ i Schweiz, Michael Pacher i Tyrol og
Maleren Wohlgemut i Nürnberg), og med Veit
Stoss (c. 1438-1533; se
Billedhuggerkunst, Tavle XIII) i Nürnberg og Jörg
Syrlin den ældre og den yngre, Fader og Søn, i
Ulm naar denne Træskærerkunst sin højeste
Blomstring. Heller ikke Stenskulpturen staar
tilbage i den almindelige Udvikling: en Række
fremragende Gravmonumenter, Fonte m. v. (i
Ulm, Esslingen, Mainz, Augsburg og Stuttgart)
vidner om den levende individuelle Opfattelse
af Menneskefiguren. Højest naar ogsaa i
Stenskulpturen Skolen i Nürnberg med Adam Kraft
(død 1507, se Billedhuggerkunst, Tavle
XIII): Sakramenthuset i Lorenzkirken m. v.;
en fremragende Mester er Tilman
Riemenschneider (c. 1460—1531) i Würzburg; et af
Tidens betydeligste Mindesmærker er
Marmormonumentet over Frederik III i Skt Stefan i
Wien. Bronzeplastikken har ligeledes sit
Hovedsæde i Nürnberg, og dens betydeligste
Kunstværker knytter sig til Familien Vischer, først
og fremmest Peter Vischer (død 1529,
Sebaldus-Graven i Nürnberg). Medens Træ- og
Stenskulpturerne af de ovenfor nævnte Mestre
bærer Vidne om en djærv og frisk Realisme, men
ogsaa tit er brutale og uden udpræget
Skønhedsfølelse, udmærker den Vischer’ske Kunst
sig ved sin Klarhed og Renhed, Værdighed og
Adel i Stilen, der viser hen til Paavirkning Syd
fra, fra italiensk Renaissancekunst (»Kristus og
Lazarus’ Søstre«, Relief i Regensburg
Domkirke og mange andre); P. Vischer er med de
overlegemsstore Statuer af Arthur og
Theodorik knyttet til et af Tidens pragtfuldeste og
største Mindesmærker: Maximilian-Monumentet
i Innsbrucks Stiftskirke. Fra Slutningen af 17.
Aarh. kan nævnes de 11 Statuer af
württembergske Fyrster i Stuttgarts Stiftskirke og det
pragtfulde Marmor-Gravmæle over Kurfyrst
Moritz i Freibergs Domkirke. Henimod Midten
af 16. Aarh. bliver imidlertid denne Indflydelse
fra italiensk Kunst saa overmægtig, at tysk
Billedhuggerkunst fra da af mister sit nationale
Særpræg; bedst er fra dette Tidspunkt de
Kunstnere, der beskæftiger sig med
»Kleinplastik«: Medailler, Plaketter, Smaabuster o. l.,
som Peter Flötner i Nürnberg. I Slutningen af
Aarhundredet beherskes Billedhuggerkunsten
af indkaldte Udlændinge, dels Italienere, dels
Nederlændere (Alexander Colin, der arbejdede
med paa ovennævnte Maximilian-Monument,
Hubert Gerhard, Adriaen de Vries, Pietro
Candido).
For Malerkunstens Frigørelse i
Tyskland i 15. Aarh. blev den nederlandske Kunst
(van Eyck’erne og deres Skole) af afgørende
Betydning. Dog bevarer de gamle Skoler
(særlig den Köln’ske) delvis deres Herredømme ned
gennem Aarhundredet, og Side om Side findes
ofte i samme Kunstværk Typer, der viser
Afhængighed af den gotiske Idealisme, og andre,
der bærer Præget af at være tagne lige ud af
Livet. Af Kunstnere fra denne Brydningstid
skal nævnes »Mesteren for den Lyverberg’ske
Passion« i Köln, »Mesteren fra Liesborn« i
Westfalen; i Schwaben: den naturalistisk-friske,
med Rumproblemerne arbejdende Konrad Witz,
Lukas Moser, H. Multscher og Friedrich
Herlin i Schwaben, Hans Schüchlin (Ulm), hans
Elev Barthol. Zeitblom og dennes Fortsætter
B. Strigel (Memmingen), i Elsass Isenmann, i
Nürnberg H. Pleydenwurf, i Tyrol Michael
Pacher og som de to betydeligste Martin
Schöngauer (død 1491) i Kolmar og Hans Holbein den
Ældre i Augsburg (død 1524). Men
Knudepunktet i T.’s Malerkunst paa Overgangen til og i
første Halvdel af 16. Aarh. skulde, ligesom for
Skulpturens Vedkommende, Nürnberg blive.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
