Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Musik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tyske Musiks uvisnelige Pryd. Derefter skal
omtales de, som i første Række har været
virksomme paa Operaens og i det hele paa
Vokalmusikkens (særlig Lied’ens) Omraade. Af
Wagner’s nærmeste Efterfølgere er allerede
nævnt de to, der, iøvrigt efter en Wagner’sk
Anvisning, optog et folkeligt, muntert eller
eventyrligt Stof: Cornelius og
Humperdinck (den sidste rigtignok i lovlig svært
pansret Form i »Hans og Grethe); ogsaa
Wagner’s egen Søn Siegfried fulgte i en frodig,
men uoriginal Produktion samme Retning.
Mere Interesse frembyder de Komponister, der
gik deres egne Veje og, uden at komme uden
om det af Wagner skabte Musikdrama,
tilstræbte at tilføre det noget nyt og personligt.
Herhen hører i første Række Rich. Strauss,
der fra »Salome« af (1905) dannede sin egen
Stil med stærkere Farver, voldsommere og
grellere Effekter, med Brud paa megen
Tradition og med en Chargeren, der ikke altid
virkede lige overbevisende — og som lagde
mindre Vægt paa det egentlig dramatiske eller paa
den finere Karaktertegning end paa det næsten
fysisk nerveinciterende, paa det indtil
Perversitet uhyggelige eller grufulde (»Salome«,
»Elektra«) eller paa det groteske
(»Rosenkavalleren«). Med sit overlegne tekniske Mesterskab,
med sin Fantasifuldhed, der undertiden genialt
anslaar den rammende Tone og Stemning eller
gengiver det særlige Milieu, erobrede Strauss
imidlertid i sine bedste, scenisk virkningsfulde
dramatiske Værker saa at sige alle store
Operascener Verden over (uagtet hans Krav til
Udførelsen endog overgaar Wagner’s) og blev
Forbillede for Operakomponister i T. og ud
derover. — Selvstændig staar H. Pfitzner
med sine romantisk sværmende og rørende
Ungdomsarbejder og den brede, resignerende
Kunstneropera »Palestrina«, der i T. opnaaede
en stor Succes. Trods endnu større Succes,
i hvert Fald med den sentimentale, »rührselige«,
»Der Evangeliemann«, er W. Kienzl en langt
ringere Aand, men hans Genre har dog andre
yndede Repræsentanter: Hans Sommer,
Bittner o. fl., lige ned til Nessler. —
Paavirkning fra den »veristiske« Operastil i
Italien kunde T. ikke ret vel undgaa,
oprindelig som rene Imitationer, senere mere
selvstændig (omend kendelig paavirket særlig af
Puccini’s Manér); herhen hører Eugen d’Albert
(navnlig med »Tiefland«), den halvitalienske
Wolf Ferrari og den begavede, men endnu
næppe »færdige« Erich Korngold. —
Endvidere kender T.’s Opera en Retning, som er
blevet betegnet med »Kino«-Navnet, Operaer,
hvis sensationelle, paa det grelle, bizarre,
seksuelt ophidsende baserede Indhold og dertil
svarende Musikudtryk er sammenlignet med
Filmsopvisninger (Schillings i »Mona
Lisa«, Schreker o. fl.).
Den tyske »Lied« fik i vore Dage en Fornyer
i den højtbegavede, men aandelig noget
forcerede og tidlig nedbrudte Hugo Wolf.
Wagner’sk paavirket (fra »Mestersangerne«) i
sin eneste Opera »Der Corregidor« hylder Wolf
ogsaa i sine talrige Sange, der paa
ejendommelig Vis samler sig om enkelte Digtere,
Wagner’ske Principper m. H. t. Forhold mellem Sang
og Akkompagnement; hans Klaverledsagelse er
som oftest stærkt malende, omhyggelig
udarbejdet, levende illustrativ, men dog sjælden
paa Sangstemmens Bekostning (naar en
moderne Tids Opfattelse lægges til Grund).
Sammenlignet med sine store Forgængere er Wolf
en reflekterende og ofte spekulativ Aand, og
den umiddelbare Inspiration og Sangglæde
præger ikke hans Sange som f. Eks. Fr.
Schubert’s; men han har tilført »Lied’en« nye
Elementer og er dens ypperste moderne
Repræsentant, i hvis Spor en Række tyske og
østerrigske Komponister er fulgt lige ned til de sidste
Tider. — Næst Wolf er vistnok Rich.
Strauss naaet videst ud med sin Sanglyrik,
der for største Delen henhører til hans yngre
Aar. Den kan være mere umiddelbar og
svulmende end Wolfs, men naar gennemgaaende
ikke saa dybt og undgaar ikke altid det banalt
sværmeriske eller salonmæssig flotte; dog kan
den male fine Stemninger og fantasifulde
Billeder og rumme ægte Følelse; blandt Strauss’
Sange maa ikke mindst mærkes de, der er
prægede af moderne Psykologi eller behandler
nutidige sociale Forhold og Skikkelser; her har
han til Digte af Dehmel, Bierbaum, Henckel,
Mackay etc. bragt noget nyt (Eks. »Der
Arbeitsmann«, »Der Steinklopfer«, »Befreit« o. a.).
Iøvrigt har Komponister som G. Mahler,
Weingartner, Pfitzner, Streicher
m. fl. ydet betydelige Bidrag til den moderne
tyske »Lied«, flere af disse Komponister har —
som et tvivlsomt Gode — udvidet Klaver-Lied’en
til Sang med Orkester. — Under Vokalmusikken
bør ogsaa nævnes den ganske ny
»Wandervögel«-Bevægelse (for det »unge Tyskland«),
der har fremkaldt vidt udbredte friske,
studentikose eller folkelig følelsesfulde Sange af ellers
mindre kendte Komponister.
Kirkemusikken har — et Tidens Tegn
tør man vel kalde det — ikke mange betydelige
Navne eller Værker at pege paa. Kun et eneste
stort, Anton Bruckner’s, med hans
Messer, Te deum etc. i pompøs katolsk Kirkestil.
I Fortsættelse af Brahms tyske »Requiem«
har kun enkelte Komponister været produktive.
Derimod har T.’s Musik ypperlige Mestre paa
Orgelspillets Omraade at opvise (Irrgang,
Straube, Ramin), saavel som den har
bevaret, plejet og udvidet sine udmærkede
kirkelige Sangkor (Thomanerkoret, Berliner
Domkoret etc.).
Overhovedet staar T. paa den udøvende
Musiks Omraade meget højt; med Lærere eller
Forbilleder i Mestre som Liszt og Bülow,
Spohr og Joachim, H. Richter og
Nikisch har en Skare tyske Musikere, hvis
Navne det er haabløst at ville opregne, men
som for en stor Del er kendt Verden over,
hævdet T.’s musikalske Ry som instrumentale
Fortolkere, Sangere eller Orkesterledere. —
Samtlige de i nyere tysk Musik fremragende
Komponister, hvis Navne og Gerning i store
Træk foran er omtalt, har — hvor forskellige
de end kan være indbyrdes, og hvor meget
eksperimenterende og søgende der end kan præge
deres Frembringelser — det Fællesmærke, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
