Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
snart kom i spændt Forhold til Fyrster og
Ridderskab. Den herved opstaaede Forstyrrelse af
den indre Fred i Riget gjorde Karl IV intet for
at afværge; hvor lidt han i Virkeligheden brød
sig om T.’s Interesser, viste han ved 1377 at
overdrage den franske Dauphin Rigsvikariatet
over Burgund, hvorved dette Riges Forbindelse
med T. næsten helt opløstes. Derimod sørgede
han med Dygtighed for Udvidelsen af sine
Familiebesiddelser, idet han tilkøbte sig
Brandenburg og erhvervede hele Lausitz samt skaffede
Böhmen Lenshøjhed over samtlige schlesiske
Fyrstendømmer, saaledes at Huset Luxembourg
ved hans Død (1378) var i Besiddelse af en
stor samlet Landmasse i det østlige T. Hans
Søn og Efterfølger, Wenzel (Wenzeslaus)
havde endnu mindre at sige i T., hvor han
snart opgav alle Forsøg paa at mægle mellem
Stæderne og Fyrsterne i Schwaben og
Rhin-Egnene, hvor Fyrsterne i en langvarig Fejde
besejrede Stæderne, hvorpaa Wenzel, mod sit
Ønske, paa Rigsdagen 1389 forbød
Oprettelsen af ny Stadforbund, efter at de gamle var
opløste. Men skønt han her havde føjet sig
efter de overmægtige Fyrster, blev Forholdet til
dem dog ikke bedre, og Pave Bonifacius IX,
med hvem Wenzel var kommen i Strid
angaaende Spørgsmaalet om en Kirkeforbedring,
havde ikke Vanskelighed ved at bevæge de fire
rhinske Kurfyrster til at erklære Kejseren for
afsat (1400), idet de som Paaskud hertil
erklærede, at Wenzel havde givet Rigets Interesser
til Pris ved at sælge Hertugtitelen og
Rigsvikariatet over Italien til Johan Gallazzo Visconti
af Milano. Trods Wenzel’s Protest valgtes
Ruprecht af Pfalz i hans Sted, under
hvem Kronens Autoritet blev omtrent ophævet
i Mellemtyskland ved Dannelsen af
Fyrsteforbundet i Marbach (1405) og længere Nord paa
var ganske forsvunden. Ved hans Død (1410)
valgte et Parti blandt Kurfyrsterne Markgrev
Jobst af Mähren, et andet Wenzel’s
Broder Siegmund (Sigismund) til Konge,
og da Wenzel fornyede sin tidligere afgivne
Protest, var der saaledes 3 Konger paa een
Gang; men da Jobst allerede døde Jan. 1411, 3
Maaneder efter sit Valg, og Wenzel opgav sine
Fordringer paa Kronen mod at beholde Titel
af romersk Konge (han døde først 1419), blev
Siegmund fra alle Sider anerkendt som Kejser.
Denne tog straks med Iver fat paa
Gennemførelsen af de paatrængende nødvendige
Reformer i Stat og Kirke. Først og fremmest vilde
han som Kristenhedens Overhoved gøre Ende
paa den forargelige Kirkestrid (det store
Skisma), under hvilken 3 Paver gensidig
forkætrede hinanden, og han fik Pave Johan XXIII til
at sammenkalde en almindelig Kirkeforsamling,
hvad Pavestolen hidtil, af Frygt for
Konsekvenserne, havde søgt at undgaa. Paa det
store Koncilium i Konstanz (1414—18), hvor der
var mødt Repræsentanter ikke alene for
Gejstligheden, men ogsaa for de tyske Fyrster og de
fleste udenlandske Stater, blev man under
Siegmund’s dygtige Ledelse hurtig enig om at
afsætte de tre stridende Paver og om
Grundlinierne i det kirkelige Reformarbejde. Den
nyvalgte Pave, Martin V, skyndte sig imidlertid
at opløse Koncilet for ikke at blive nødt til at
forhandle med det som en overordnet eller i
hvert Fald sideordnet Autoritet. Hermed var
ogsaa for T.’s Vedkommende Kirkeforbedringen
skudt ud i en uvis Fremtid, da Siegmund nu
lod den Sag falde, han før saa ivrig havde
virket for, og det samme blev ogsaa Tilfældet
med Planerne til Ændringer i
Rigsforfatningen; ganske særlig trængte det forældede
Hærvæsen til en grundig Omdannelse, og at dette
ikke skete, fik netop nu højst skæbnesvangre
Følger, idet Husitterne (s. d.), da Siegmund
som Arving efter sin Broder Wenzel vilde sætte
sig i Besiddelse af Böhmen, rejste sig mod ham.
Gang paa Gang slog de de tyske Rigshære, og
i en Række af Aar fyldte de de til Böhmen
grænsende Landskaber med Mord og Brand.
Den ødelæggende Krig døde først hen, efter at
der ved de saakaldte Prag-Kompaktater (1433)
var indrømmet det maadeholdne Parti blandt
Husitterne Brugen af Kalken i Nadveren,
hvorpaa Siegmund endelig 1436 anerkendtes som
Böhmens Konge. Aaret efter døde han, og med
ham ophørte Huset Luxembourg at beklæde
T.’s Trone, ligesom dets Familierige nu gik
over i fremmede Hænder.
Fra Huset Habsburg’s
Generhvervelse af den tyske Krone til
Trediveaarskrigens Slutning
(1438—1648).
Efter Siegmund’s Død gik Kronen 1438 ved
Kurfyrsternes Valg over til hans Svigersøn,
Albrecht II, Ærkehertug af Østerrig,
Konge af Böhmen og Ungarn, men han døde
allerede 1439, og i hans Sted valgtes da (1440)
hans Fætter, Hertug af Steiermark,
Frederik III, som kun havde Øje for sine egne eller
sin Families Interesser, men altid lod Riget i
Stikken. Paa Koncilet i Basel (1431—48) var
der atter Tale om en Kirkeforbedring, men
de langvarige Forhandlinger løb ud i Sandet,
idet Kejseren for at opnaa Kejserkroning og
andre Fordele, sluttede sig til Paven (1445),
som derved fik Magt over Koncilet, der
opløstes 1448, hvorpaa Frederik III paa Rigets
Vegne samme Aar afsluttede et Konkordat med
Pavestolen, ved hvilket denne paa det
nærmeste fik alle sine Fordringer opfyldte. Heller
ikke om Ændringer i Rigsforfatningen blev der
Tale eller om at gennemføre Landefreden, der
krænkedes ved blodige Fejder rundt om i
Riget. Den ungarske Konge Matthias Corvinus,
der var blevet behandlet ubilligt af Frederik
III, fordrev ham fra hans Arvelande, som
Matthias derpaa holdt besat til sin Død
(1490). For at tvinge det schweiziske
Edsforbund til Underkastelse kaldte Kejseren
Frankrig til Hjælp, men opnaaede kun, at
de franske Lejetropper (se
Armagnaker) efter at være blevne slagne af
Schweizerne ved St. Jakob an der Birs (1444)
hjemsøgte Elsass med frygtelige Ødelæggelser, og
af Hensyn til sine Familieinteresser havde han
intet imod at fjerne de vestlige
Grænseprovinser fra Riget ved at understøtte Karl den
Dristige’s (s. d.) Planer om at samle dem til eet
Rige og love ham Kongekronen, en
Forpligtelse, han dog, da det kom til Stykket, unddrog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
