Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Russerne det afgørende Nederlag ved
Austerlitz (2. Decbr samme Aar). Forladt af
Rusland maatte Østerrig slutte Fred i Pressburg
(25. Decbr samme Aar), hvorved det afstod
Tirol og Vorarlberg til Bayern (som Erstatning
fik det Salzburg, i Stedet for hvilket
Ærkehertug Ferdinand fik Würzburg) og Breisgau til
Baden, anerkendte Bayern og Württemberg
som Kongeriger, Baden som Storhertugdømme
og endelig paa Forhaand gav sit Samtykke til,
at syd- og vesttyske Stater traadte i nærmere
Forbindelse med Frankrig. Dette skete ved
Dannelsen af Rhin-Forbundet (12. Juli 1806),
et Forbund af 16 Stater (Bayern, Württemberg,
Baden, Hessen-Darmstadt og Berg var de
vigtigste), som gav sig ind under Frankrigs
Protektorat og forpligtede sig til at stille et
Troppekontingent til dets Raadighed. Efter
Anmeldelsen af de 16 Staters Udtrædelse af det tyske
Rige (1. Aug. samme Aar) for Rigsdagen i
Regensburg var det tyske Rige ogsaa
formelt opløst, og Kejser Frants II
nedlagde derfor 6. Aug. den tysk-romerske
Kejserkrone, hvorpaa Rigsdagen gik fra hinanden.
Samtidig hermed mediatiseredes de mindre
Rigsfyrsters, Rigsgrevers og Rigsridderes
Besiddelser, der laa inden for Rhin-Forbundets
Territorium, en Foranstaltning, der snart efter
ogsaa udstraktes til andre Dele af T. og havde
til Følge, at de mediatiserede Fyrster som
»Standesherren« kun beholdt enkelte af deres
Rettigheder. Preussen forlangte efter
Rhin-Forbundets Dannelse, forbitret over, at
Napoleon havde tilbudt England Hannover, som han
Decbr 1805 havde tvunget Preussen til at
modtage i Bytte for Anspach og Bayreuth, og i
blind Tillid til sin militære Kraft, at Napoleon
inden en bestemt Tidsfrist skulde rømme T.,
hvad den franske Kejser besvarede med at
lade sin Hær overskride den nordtyske
Demarkationslinie, hvorpaa den preussiske Hær
blev slaaet ved Jena og Auerstädt (14. Oktbr
1806), og medens de preussiske Hærafdelinger
og Fæstninger overgav sig den ene efter den
anden, drog Napoleon ind i Berlin og derfra
til Østpreussen, hvor de russiske Nederlag ved
Eylau (7. Febr 1807) og Friedland (13. Juni
samme Aar) tvang Kejser Alexander til at
begynde Underhandlinger i Tilsit, der endte med
Freden smst. 7. Juli samme Aar, hvor Preussen
mistede over Halvdelen af sit Territorium, idet
dets 1793 og 1795 erhvervede polske Provinser
blev stillede under Kongen af Sachsen (dette
Land havde ved 11. Decbr 1806 at forlade
Preussen og gaa over til Napoleon faaet Titel
af Kongerige og var indtraadt i
Rhin-Forbundet) som Storhertugdømmet Warschau,
medens Provinserne V. f. Elben sammen med en
Del af Hannover og Kurhessen blev omdannede
til et Kongerige Westfalen under Napoleon’s
yngste Broder Jérôme. Napoleon var nu
uindskrænket Herre i T., hvis Fyrster, paa faa
Undtagelser nær, var veltilfredse med deres
Stilling som hans Vasaller, ligesom ogsaa
Befolkningen i det hele mere havde Øje for de
Goder, der fulgte med den franske
Paavirkning: Ophævelse af Feudalvæsenet og
Anerkendelse af Revolutionens Lighedsprincip,
Simplifikation af Administrationen, rationel
Finansforvaltning og frugtbringende
Lovgivningsvirksomhed paa Erhvervslivets Omraade, end for
de uheldige Sider ved Fremmedherredømmet:
uafladelige Kontributioner og
Militærudskrivninger, Fastlandsspærringen, Pressetvang og
Polititilsyn. Det kunde derfor ikke ventes, at
Østerrig, der ved en Række heldige Reformer
under den dygtige og frisindede Minister
Stadion’s Ledelse havde vundet ny Styrke, skulde
kunne faa Hjælp fra T., da det under den ved
det spanske Oprør fremkaldte uheldige
Situation for Frankrig 1809 begyndte en
Befrielseskamp mod Napoleon; Forventningen om, at de
østerrigske Vaabens Held ved Aspern (21. og
22. Maj 1809) skulde fremkalde en tysk
Folkerejsning af samme Art som den i Tirol,
skuffedes, idet enkelte Forsøg i denne Retning (se
Schill og Frederik Vilhelm af
Braunschweig) mislykkedes, og Østerrig
maatte efter Nederlaget ved Wagram (6. Juli
1809) slutte Freden i Wien (14. Oktbr samme
Aar), hvorved det paa ny mistede Land,
deriblandt Salzburg til Bayern. Kejser Frants
forlod nu de af Stadion betraadte Baner og
overgav Ledelsen af Østerrigs Udenrigspolitik til
Metternich, der fandt det nødvendigt, at
Wienhoffet opgav sin fjendtlige Holdning over for
Frankrig, og det ny Venskab besegledes snart
ved Napoleon’s Giftermaal med
Ærkehertuginde Marie Louise. Sikret ved Alliancen med
Østerrig kunde Napoleon 1810 tillade sig uden
videre at indlemme hele T.’s Nordsøkyst samt
Lübeck i Frankrig, hvad der vel bidrog til
overalt i T. at styrke Harmen mod den brutale
Despot, men ikke gjorde de tyske Fyrster
vaklende i deres Troskab mod deres Overherre;
kun i Preussen var Regeringen, der ved en
Række gennemgribende Reformer af
Statsforvaltning og Samfundsforhold havde søgt at
genoprejse den dybt sunkne Stat, fast besluttet
paa ved første gunstige Lejlighed at kalde
Folket til Vaaben og at stille sig i Spidsen for
en Nationalrejsning mod Undertrykkerne af det
tyske Folks Frihed og Selvstændighed. Men
Tiden hertil kom først, da den franske Kejser
med Tabet af hele sin Hovedhær havde maattet
trække sig ud af Rusland (Decbr 1812); thi
medens Napoleon udskrev en ny Hær i
Frankrig, kaldte Frederik Vilhelm III det preussiske
Folk til Vaaben og forenede sin Hær med den
russiske (Marts—April 1813), hvad der blev den
første Begyndelse til den tyske Frihedskrig.
Men trods den Begejstring, hvormed alle
Klasser af Befolkningen i Preussen strømmede til
Fanerne, vandt de Allierede dog ingen
afgørende Fordele over den unge franske Hær;
først da Østerrig var traadt til (10. Aug.
samme Aar), blev Stillingen kritisk for Napoleon,
der maatte trække sine Tropper sammen om
Leipzig, hvorfra han efter sit store Nederlag
16.—18. Oktbr maatte tiltræde Tilbagetoget til
Frankrig, under hvilket Rhin-Forbundets
Fyrster faldt fra ham. Ved Nytaarstid 1814 gik de
tyske og russiske Hære over Rhinen og
fremtvang den første Paris-Fred (30. Maj samme
Aar), hvorved T. fik den samme Vestgrænse
som 1792, og hertil føjedes ved den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
