Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Republikken indførtes ikke blot i Riget, men
i alle Enkeltstater.
Det var i Berlin Flertalssocialisterne, der
vandt Magten den 9. Novbr, men de var nødt
til at tage et Hensyn til de »uafhængige«
Socialdemokrater. Den egentlige Regering blev et
»Folkekommissærernes Raad«, bestaaende af 3
Mand fra hver af de socialdemokratiske Fløje,
nemlig Flertalssocialisterne Ebert, Scheidemann
og Landsberg, de »uafhængige« Haase, Dittmann
og Barth. Erzberger beholdt dog Ledelsen af
de udenrigspolitiske Sager, og
Underhandlingerne, som under hans Ledelse var begyndt
med Frankrig før Revolutionen, sluttedes 11.
Novbr med en Vaabenstilstand, der ved sine
haarde Bestemmelser gav de yderligtgaaende
Vind i Sejlene. Under Ledelse af Karl
Liebknecht og Rosa Luxemburg rejstes en voldsom
Bevægelse for Indførelse af Sovjetstyre.
Derimod holdt Flertalssocialisterne bestemt paa et
parlamentarisk Styre og gennemførte paa en
Kongres af de tyske Arbejder- og Soldaterraad
16.—19. Decbr Kravet om Indkaldelse af en
Nationalforsamling. De »uafhængige« udtraadte
derefter af Regeringen 29. Decbr, og
Liebknecht’s og Rosa Luxemburg’s særlige
Tilhængere, »Spartacisterne«, der allerede 24. Dec.
havde forsøgt en væbnet Opstand, organiserede sig
1. Jan. 1919 som T.’s Kommunistparti og gjorde
et nyt voldsomt Forsøg paa Oprør 5.—13. Jan.,
et Forsøg, der imidlertid kvaltes i Blod ved
heftige Kampe i Berlin og andre Steder,
og som kostede baade Liebknecht og Rosa
Luxemburg Livet under Kampene i selve
Hovedstaden. Det var Socialdemokraten Noske,
der i disse Dage som Forsvarsminister
optraadte til Samfundets Beskyttelse, og som
koldblodigt saa sin Opgave som den at være
»Blodhund«. Det er utvivlsomt et Vidnesbyrd om den
stærke Trang til lovlig Orden hos det tyske
Folk, at en socialdemokratisk Politiker
saaledes allerede et Par Maaneder efter
Revolutionen kunde optræde som Samfundsordenens
Redningsmand.
Efter Revolutionen omorganiserede de tyske
Partier sig i ny Skikkelse og med nye Navne.
De konservative forvandlede sig til det
tysknationale Parti, en stor Del af de
nationalliberale dannede det tyske Folkeparti, og af de
Lag, der tidligere havde givet de frisindede
deres Tilhængere, udgik nu det tyske
demokratiske Parti. Centrum kaldte sig straks »det
kristne demokratiske Folkeparti«, men
genoptog snart sit gamle Navn. 19. Jan. holdtes
Valgene til Nationalforsamlingen.
Flertalssocialisterne fik 163 Mandater, de »uafhængige« 22,
de tysk-nationale 44, det tyske Folkeparti 14,
Centrum 91, Demokraterne sammen med et
Rondeforbund 81. Kommunisterne holdt sig
borte fra Afstemningen. Ved Valgene til de enkelte
Staters konstituerende Forsamlinger blev
Resultatet i Preussen nogenlunde det samme som
i Riget, medens det i Sachsen var Socialisterne,
i Bayern Katolikkerne (der her havde skilt sig
ud fra Centrum som et særlig bayersk
Folkeparti), der vandt Flertallet. Nationalforsamlingen
aabnedes i Weimar 6. Febr. De »uafhængige«
vilde ikke deltage i Regeringen sammen med
de borgerlige, og en Regeringsdannelse fandt da
Sted paa Grundlag af Flertalssocialister,
Centrum og Demokrater. Scheidemann blev
Rigskansler, medens Ebert valgtes til Rigspræsident.
I Marts udbrød atter en revolutionær
Bevægelse, som imidlertid ikke havde bedre Held
end den forrige. Særlig ondartet var den i
Bayern, hvor Kurt Eisner var blevet myrdet
21. Febr. og hvor der derefter var blevet
oprettet et Sovjetstyre i München, som imidlertid
ved Rigsregeringens Hjælp blev tilbageerobret
af det borgerlige T. i Begyndelsen af Maj.
7. Maj 1919 fik T.’s Delegerede paa
Fredskongressen i Paris Fredsbetingelserne
overleveret. Scheidemann vilde ikke tage Ansvaret
for T.’s Samtykke og afgik 20. Juni.
Socialdemokraten Bauer dannede en ny Regering med
Erzberger som Finansminister, og i det hele
kun bestaaende af Flertalssocialister og
Centrumsfolk, de to Retninger, der alene tog det
Ansvar paa sig at underskrive Fredstraktaten,
som 9. Juli ratificeredes med 208 Stemmer mod
115. Det, der ramte T. haardest ved hele denne
Fredsslutning, var ikke de Landafstaaelser, som
efterhaanden med eller uden tilhørende
Folkeafstemning blev ført ud i Livet:
Alsace-Lorraine til Frankrig, Posen, Vestpreussen og
Øvreschlesien til Polen, Nordslesvig til
Danmark, Eupen og Malmédy til Belgien,
Hultschien til Tschekkoslovakiet, Kolonierne, der
alle tabtes, formelt delvis til Folkeforbundet,
Danzig, der erklæredes for uafhængig —, men
det var fremfor alt de tunge
Erstatningsbyrder, som T. fra nu af skulde bære.
Versailles-Traktaten udtalte, at T. egentlig burde give
fuld Erstatning, men erkendte, at dets
Hjælpekilder ikke strakte til. Hovedsummen blev ikke
fastsat, men Traktaten nøjedes med at opregne
forskellige Kategorier af Skade, hvoraf de
vigtigste var Ødelæggelserne i Nordfrankrig og
Belgien, de ødelagte Skibe, Belgiens
Hærudgifter, de forsk. Landes Pensioner for Faldnes
Efterladte og Invalider. Foruden Penge skulde der ydes
en Mængde Naturalpræstationer, og
Erstatningens endelige Størrelse skulde fastsættes senest
1. Maj 1921 af en særlig Erstatningskommission,
som paa Grundlag af T.’s Betalingsevne havde
at udarbejde en Plan for Gældens Afvikling.
Undlod T. med Forsæt at opfylde sine
Forpligtelser, fik de allierede Regeringer Ret til at
foretage »Sanktioner« ved alle de Midler,
Omstændighederne krævede. T. skulde imidlertid
straks begynde at betale. — 11. Aug. vedtog
Nationalforsamlingen Forfatningen, der omend
mere partikularistisk end oprindelig foreslaaet
dog betød et Skridt hen imod Rigets større
Enhed, sammenlignet med Kejserdømmets
Forfatning. Særlig omfattende sociale Reformer
blev ikke gennemført, og nogle vage Forsøg
med »Bedriftsraad« var et mindre væsentligt
Skridt i Retning af den meget drøftede
Socialisering end de »Krigsskatter«, der gennemførtes
af Erzberger, og som lagde tunge Byrder paa
den velhavende Del af Befolkningen. Stillet
over for de voldsomme Erstatningskrav, oven
i Købet med formindsket Landomraade, var
det bydende nødvendigt for T. at skaffe sig
nye Indtægter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
