Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
talrige Velgørenhedsinstitutioner i Ind- og
Udland for en enkelt Gangs Skyld vil blive i Stand
til at spise sig mætte«. Omtrent samtidig
betegnede Udenrigsminister Stresemann T. som
et sygt Lem paa det europæiske Legeme og
Genstand for alle europæiske Kulturfolks
Bekymring.
Aar 1924 bragte en Lindring i de indre
økonomiske Forhold og en Forbedring af Rigets
Stilling udadtil. Regeringen gennemførte i
Tilslutning til det foregaaende Aars Valutareform
flere betydningsfulde finansielle og økonomiske
Reformer. Der faldt nu igen mere Ro over
Befolkningen, og der kunde indføres et mere
normalt Styre baade i Bayern, Sachsen og
Thüringen. Udadtil blev der bedre Vilkaar for
Forhandlinger med Frankrig og England. I Jan.
afløste i England Ministeriet Mac Donald
Ministeriet Bonar Law, og i Maj afløste Herriot i
Frankrig som Ministerpræsident Poincaré. Nu
aftaltes paa en Konference i London
Dawes-Planen, der ikke fastslog
Erstatningssummens Totalsum eller Tidsfristen for dens
Betaling, men en Betalingsplan for de første 10
Aar, hvorpaa der skal forhandles om en ny
Overenskomst. For de første 4 Aar er Raterne
henholdsvis 1000, 1200, 1200 og 1250 Mill.
Guldmark, derpaa 1928—29 2500 Mill. og saadan
videre de følgende Aar. Summerne
tilvejebringes med aarlige Beløb fra Jernbanerne paa 650
Mill., fra Industrien paa 250 Mill., gennem en
Transportskat paa 290 Mill. og i øvrigt fra
Rigets Budget. Fra 1930 tænker man sig
Muligheden af en Forøgelse i Betalingerne, hvis en
»Velstandsindex« paa Grundlag af
Jernbanetrafik, Folketal, Udenrigshandel, Tobak- og
Kulforbrug viser Opgang i T.’s Betalingsevne.
Organisationen af Erstatningsydelserne sker ved,
at de tyske Statsbaner indtil 1964 forpagtes til
et »Deutsche Reichsbahn-Gesellschaft«, der
udsteder Obligationer og Aktier, hvoraf et Beløb
paa 13 Milliarder aarlig skal forrentes med 650
Mill., der tilflyder de Allierede. Den tyske
Industri faar paalagt en Hypotekgæld paa 5
Milliarder, for hvilke der udstedes Obligationer af
en »Bank für deutsche Industrieobligationen«
til Forrentning og Afdrag med 6 % p. a. De
Obligationer, der overdrages de Allierede,
bestyres af en særlig dertil nedsat Kommission.
For at T. kan være i Stand til at præstere disse
Ydelser, maa dets Finanser og Økonomi
genrejses. Derfor fastslaar Dawes-Planen en
Om-organisation af Deutsche Bank til en af
Regeringen uafhængig Seddelbank med Privilegium
paa Seddeludstedelse og under Tilsyn af
Kommissiærer for de allierede Lande. Et Laan paa 800
Mill. Guldmark optoges i Oktbr 1924. Foruden
om Dawes-Planen enedes man i London om
Rømningen af Ruhr inden et Aars Forløb, og i
den nærmest følgende Tid skete store
Lempelser i Besættelsen. Toldgrænsen mellem det
besatte Omraade og det øvrige T. ophævedes, og
besatte Gruber og Virksomheder rømmedes. 1.
Septbr 1924 traadte Dawes-Planen i Kraft, og
siden har T. regelmæssig præsteret sine Ydelser,
som gennem en Generalagent for
Erstatningerne, der er Erstatningskommissionens
Repræsentant, leveres til de Allierede. — Valgene i
Maj 1924 stod om Dawes-Planen. I en Valgtale
fraraadede Rigskansler Marx det tyske Folk at
gaa imod Versaillestraktatens Bestemmelser.
De tysk-nationale udsendte et Opraab, hvori de
krævede: Et Folk, et Rige, en Kejser.
Valgresultatet blev til Gunst for de yderligtgaaende
Nationalister og Kommunisterne. Der valgtes
100 Socialdemokrater, 96 tysk-nationale, 65 af
Centrum, 62 Kommunister, 44 af det tyske
Folkeparti, 32 saakaldte tysk »völkische«
(Ludendorff’s Tilhængere), 28 Demokrater og 44 af
forskellige mindre Partier. Der var dog
Flertal i den nye Rigsdag for Regeringens
»Opfyldelsespolitik« med Hensyn til
Erstatningsbestemmelserne, og Ministeriet Marx fik et
Tillidsvotum med 247 Stemmer mod 183. Marx og
Stresemann kunde som T.’s Repræsentanter
rejse til London for at træffe de endelige
Aftaler. Planen godkendtes af Rigsdagen, idet de
Love, der var nødvendige for at sikre dens
Gennemførelse i T., vedtoges 29. Aug. 7. Okt.
opfordrede det tyske Folkepartis Rigsdagsgruppe
Kabinettet Marx til at demissionere og opløse
Rigsdagen. Efter en Række strandede
Forhandlinger om en bredere Basis for Regeringen
fandt Opløsningen Sted. Det tyske Folkeparti
gik saavel som de tysk-nationale til Valg paa et
Program, der vedkendte sig Monarkiets
Genoprettelse som Maal. Der valgtes ved disse Valg
131 Socialdemokrater, 102 tysk-nationale, 68 af
Centrum, 50 af det tyske Folkeparti, 44
Kommunister, 32 Demokrater, 14 tysk-»völkische«,
48 af andre Partier — en Forskydning fra
Yderpartierne til Mellempartierne, medens de
samtidig — i Decbr — afholdte Landdagsvalg i
Preussen viste en Forskydning til Højre.
Allerede 10. Decbr besluttede Ministeriet Marx at
træde tilbage.
15. Jan. 1925 blev Luther af det tyske
Folkeparti udnævnt til Rigskansler, 18. Jan. var
Ministerlisten færdig, og det mærkeligste ved
denne Regeringsdannelse var de tysk-nationales
Deltagelse. For første Gang havde dette Parti
Repræsentanter i den tyske Regering, medens
Socialdemokraterne var holdt helt udenfor og
ligeledes Demokraterne som Parti, idet
Forsvarsministeren, Gessier, der oprindelig var
Demokrat, ikke mere kunde betragtes som sit
Partis Repræsentant. Stresemann var ogsaa i dette
Ministerium Udenrigsminister, og han og
Luther maatte betragtes som de førende Ministre.
Af Socialdemokratiet blev Regeringen imidlertid
betragtet som en udpræget Højreregering,
»Vorwärts« truede den endog med
Generalstrejke, og Socialdemokraten Breitscheid
betegnede den i Rigsdagen som en Etappe paa
Vejen til Genoprettelse af Monarkiet.
Imidlertid erklærede Regeringen selv i sin
Programudtalelse, at den vilde betragte ethvert Forsøg
paa at omstyrte Republikken som Højforræderi.
Der var nu en Modsætning mellem Rigets Styre
og Styret i Preussen, der stadig var
socialdemokratisk, men et Forsøg paa at gøre
Rigskansler Marx til Afløser af den preussiske
Ministerpræsident Braun mislykkedes. Fra
konservativ Side dreves en paagaaende Agitation
mod ledende Socialdemokrater, derimellem
selve Rigspræsident Ebert. 28. Febr 1925 afgik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
