- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
111

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tænder

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

af Pulpa (»Nerven«), begynder den frygtede
Tandpine. Allerede hvor Dentinen er
blottet, har man kunnet føle lette Trækninger —
der individuelt ved »følsom Dentin« kan blive til
Smerte, især ved kolde Drikke. Lidt efter lidt
tager Smerterne til og bliver udstraalende,
»neuralgiske«, de indfinder sig uden ydre
Foranledning og kommer gerne med fri
Mellemrum i Anfald, som kan gentage sig i Dage og
Uger, naar der ikke skaffes Hjælp. Ved
Invasion af pusdannende Bakterier (Puskokker) er
der opstaaet en Betændelse i Pulpa
(Pulpitis), og som Afslutning af denne Lidelse
dør gerne Pulpavævet fuldstændig bort
(Pulpagangræn), hvorefter Smerterne hører op for en
Tid. Herpaa følger i Reglen en ny Række
Lidelser, idet der fra det henfaldne Pulpavæv trænger
Bakterier ind i det bløde Bindevæv omkring
Rodspidsen (»Stødpuden«) og videre ind i det
porøse Kæbeben og foraarsager en
Betændelse i Rodhinden (Pericementitis) og i
Benvævet (Ostitis, Osteomyelitis). Denne
Sygdom kan bestaa i snigende Form, uden at
Patienten har større Plage deraf. Tidligere eller
senere, hyppig som Følge af en Forkølelse,
forværrer dog Tilstanden sig. T. føles øm og
længere; der indfinder sig Smerter paa ny, nu
mere vedvarende og stedbundne, nærmest
borende og bankende, som i Modsætning til de
pulpitiske Smerter forøges ved Varme og
lindres ved Kulde. Under tiltagende Smerter
danner der sig da gerne inde i Benet en Pussamling
(Alveolarabsces), som i Reglen bryder igennem
Benet ud under Tandkødet, idet Smerten
samtidig tager stærkt af. Tandkødet løftes nu op
som en Tandbyld, der efter faa Dages Forløb
tømmer sig ud i Mundhulen. Bliver
Grundlidelsen ikke helbredet, danner der sig en
permanent Afløbskanal — en Tandfistel; i enkelte
Tilfælde kan der danne sig en Fistel til Huden,
som, efter at Betændelsen er hævet, gerne læges
med et skæmmende Ar. Ikke sjælden kan en
kronisk Betændelse gribe fra de øvre
Kindtænder ind i Kæbehulen og danne en Pussamling
heri (Empyem), der kan volde Patienten stor
Plage. Det maa ogsaa bemærkes, at svulne
Lymfekirtler ofte stammer fra nærliggende syge
Tandrødder. Undertiden kan en Pussamling fra
de bageste Kindtænder i Undermunden sænke
sig langs med Halsmusklerne ned i Brysthulen
og volde Patientens Død. Overordentlig farlige
kan ogsaa de Betændelser være, hvor der gaar
Pus eller septiske Gifte over i Blodet og
fremkalder Blodforgiftning (Pyæmi og
Septikæmi).

Foruden gennem Emaillen er T. ofte Genstand
for Angreb gennem Tandkødspochen
(se Fig. 4), der kan føre til, at den paagældende
T. bliver løs og falder ud. Paa denne Maade
mistes navnlig de nedre Fortænder, naar det
naturlige Kalkbundfald af Spyttet, sammen med
Slim og Spiserester, faar Lov til at blive
liggende paa Tandfladerne og pakkes sammen til den
saakaldte Tandsten. Ved manglende
Børstning — og især Tygning — kan Stenen komme
til at danne en hel Skorpe over Kronerne og
kan ved Fortrængning af Gummen blotte
Tandrødderne lige ned til Spidsen. Ikke sjælden
opstaar, uafhængig af Tandsten, en Afbrydelse af
Tandkødets Tilheftning til Tandhalsen
(»Ringbaandet«), der tillader Spiserester med
Bakterieindhold at trænge ned i Tandgruben og
efterhaanden destruerer dens Vægge. Denne i
Reglen langsomt fremskridende og fra først af
lidet paaagtede Lidelse, der mere og mere
løsner T. og ofte ikke standser, før alle T. er
faldne ud, kan være begyndt som en begrænset
Tandkødsbetændelse, men synes at faa en egen
Ondartethed under Paavirkning af særlige
Svækkelsestilstande (f. Eks. hos Sukkersyge-,
Gigt- og Neurastenipatienter). Man har
opstillet den som en specifik Sygdom under Navnet
Pyorrhoea alveolaris, hvis Natur man dog ikke
kender sikkert. Den synes meget mere udbredt
i Nutiden end tidligere, mulig dog kun mere
iagttaget. Da Sygdommen, naar den er helt
udviklet, er vanskelig at helbrede, maa
Hovedvægten lægges paa dens Forebyggelse,
der bestaar i en rationel Børstning af
Tandkødsranden
og tidligst mulig
Behandling af en Betændelse paa dette Sted. Næst
efter ved Karies mistes T. hyppigst ved denne
Sygdom, der ofte ligesom en Nemesis i 25—35
Aars Alderen rammer Personer med gode T.,
undertiden endogsaa paa Trods af en
gennemført Tandpleje.

I visse Tilfælde synes Sygdommen at skyldes
uregelmæssig Tandstilling med følgende
Overbelastning ved Tygningen af de angrebne
Tænder. Her vil Tandregulering kunne virke
forebyggende. I andre Tilfælde vil en
medikamentel eller en operativ Behandling med
efterfølgende gennemført Mundhygiejne kunne give
godt Resultat.

Videre maa der tænkes paa, at
Sygdomsspirernes store Hær, de »patogene Bakterier«, for
største Delen passerer gennem Mundhulen ind
i Legemet, og at en Betændelse i
Mundslimhinden kan forplante sig til alle de Slimhinder,
hvormed denne staar i Forbindelse, saaledes
ikke blot til Svælget, Mellemøret, Maven, men
ogsaa til Struben og Lungerne. Dog ikke nok
hermed: det er konstateret i Nutiden, at
Mundhulen foruden at være den vigtigste Smittevej
ogsaa er en Smittekilde for een selv og andre af
den største Betydning, en Slags Yngleplads og
Planteskole for patogene Bakterier. Dette
gælder saaledes over for Difteritis (genuin),
Lungebetændelse og flere andre Infektionssygdomme,
hvis Bakterier ofte findes uvirksomme i
Mundhulen, medens f. Eks. en Katarr pludselig kan
sætte dem i Virksomhed. Faren for denne
Selvinfektion er potenseret i en uren
Mund.

Og man ved nu, at de smitsomme
Sygdomme hyppigst overføres ved de fine
Mundvædskedraaber, som ethvert Menneske
spreder omkring sig ved stærke Udaandinger,
først og fremmest ved at tale. Paa den anden
Side er en ren og sund Mundslimhinde det
sikreste Forebyggelsesmiddel mod smitsomme
Sygdomme af enhver Art. Midlet til at forhindre
Infektion (Smitte og Selvinfektion) bestaar da
igen i en reguleret omhyggelig Desinfektion.
Ved den fremskredne konservative
Tandbehandling og ved de desinficerende Midler, der staar

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0121.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free