Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Uggla, Claes - Ugijar - Ugingo - Ugione - Ugle (Søværn) - Ugle (krænge en Ugle) - Ugle (skyde Uglen) - Uglepapegøjer - Ugler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overkommandoen; hans Skib »Svärdet« blev
entret af en betydelig Overmagt og kom i
Brand; efter 3 Timers heltemodig Kamp var
Stillingen haabløs, U. sprang da over Bord og
druknede.
(C. L. W.). C. B-h.
Ugijar [u’kikar], Ujijar, By i det sydlige
Spanien, Prov. Granada, ligger 54 km SØ. f.
Granada 555 m o. H. i en nordlig Sidedal til
Rio-Grande-Dalen. (1920) 3000 Indb. U. ligger i
en frugtbar og velvandet Vega, og i de
nærliggende Bjerge drives Minedrift. Byen, der nu
er uanselig, var i Maurertiden Hovedstad for
Alpujarras.
(H. P. S.). C. A.
Ugingo, se Ugaia.
Ugione [u’dзone], se Oggiono.
Ugle (Søv.). Naar et Fartøj, der ligger
bi de Vind, enten ved skødesløs Styring eller
ved Vindspring faar Vinden saa forlig, at
Sejlene lever, hvorved Farten mindskes, kaldes
det at fange en U. Det samme siges om en
Roer, der stiller sin Aare galt i Vandet, saa
han ikke kan faa den op i rette Øjeblik.
C. B-h.
Ugle, krænge en Ugle.
Behændighedsleg. Om en fritliggende Bjælke bindes to
Stykker Reb, der hænger frit ned i en
indbyrdes Afstand af c. 1 m. Man griber med en
Haand om hvert Reb, og idet man holder fast,
svinger man sine Ben og sin Krop fremad og
opefter, saaledes at Hovedet kommer nederst
og Benene øverst ind imellem de to Reb
under Bjælken, og idet Benene føres mellem
Rebene, drejes Fødderne udad, saaledes at man
støtter Vrist eller Taa mod hvert Reb og
bliver hængende med godt buet Lænd og Ryg.
Fr. K.
Ugle, skyde Uglen, Leg. Paa en Mur
afsættes i Mandshøjde et Mærke, kaldet
Uglen. Den, der skal »skyde« den, tager en Stok
af en god m’s Længde, sætter Stokken paa
Gulvet i nogle faa Skridts Afstand fra Muren,
og idet han med begge Hænder holder fast
om Stokkens øverste Ende, lægger han sin
Pande oven paa Hænderne og løber hurtig et
bestemt Antal Gange, syv f. Eks., rundt om
Stokken, hvorefter han rejser sig stadig med
Stokken og Hænderne mod Panden, og løber
straks hen for at træffe U. med Stokkens anden
Ende. Legen er vanskelig at udføre, idet
Skytten i Almindelighed vil træffe ved Siden af U.,
og ofte vil han endog falde under Forsøget.
Fr. K.
Uglepapegøjer (Stringops), se Papegøjer.
Ugler (se farvetrykt Tavle »Rovfugle«)
(Strigidæ) kaldes en velafgrænset, med c. 400 Arter
over hele Kloden udbredt Gruppe af Fugle, af
hvilke de mindste er som en Spurv, de største som en
Ørn. I Ydre som i Indre frembyder Uglerne mange
Ejendommeligheder, der ved første Blik skiller
dem fra alle andre Fugle. Hele Bygningen er
sammentrængt; Hovedet gaar lige over i Kroppen,
uden at nogen Hals er afsat udvendig. Hovedet
er meget stort, de store Øjne fortilrettede;
Høreorganet er stærkt, hos nogle kolossalt
udviklet, undertiden asymmetrisk, ofte dækket af
en Hudfold. Omkring Øjnene sidder i Række
korte, stive Fjer, der frembringer det store
Ansigt, som hos nogle Arter er helt omgivet af
en Kreds korte, krummede Fjer (Sløret). Alle
Fjer er ellers overordentlig bløde, selv
Svingfjerene, paa den yderste af hvilke Straalerne
paa Yderfanen ikke hænger sammen i
Spidserne, men er bøjede i Krogform. Næbbet, der er
tæt omgivet af Fjer, er et Rovnæb, ligesom de
korte, oftest fjerklædte Fødder er Rovfødder
med den Ejendommelighed, at 4. Taa er en
Vendetaa, og at Løbet og ofte Tæerne er tæt
fjerklædte. Farverne, væsentlig ens hos begge
Køn, er oftest mørkere Længde- eller
Tværstriber; hos nogle Arter kan Farven veksle en
Del, saa at der findes røde og graa, i øvrigt
ikke forskellige »Former«. Uglerne lever
næsten udelukkende af levende Dyr, som de oftest
fanger paa Jorden i Skumringen; de
ufordøjede Dele gylpes op igen i Form af faste Boller.
De er for en Del udprægede Natfugle. Æggene,
hvide af Farve, næsten runde, lægges paa
Jorden, i Træhuller, i Bygninger, kort sagt paa de
forskelligste Steder. En Del Arter er
Standfugle, en Del Strejffugle, der slaar sig ned,
hvor der er rigeligt Bytte, og ofte yngler paa
Steder, hvor de ellers ikke findes; ogsaa Tallet
af deres Æg synes i nogen Grad afhængigt af
Fødens Rigelighed. — Ejendommeligt er det
Had, hvormed en Mængde andre Fugle
forfølger Uglerne, ikke blot mindre Arter, der i dem
kan se Fjender, men ogsaa Arter, som intet
kan frygte af dem, Krager og Falke f. Eks. —
U.’s Stilling i Systemet er omtvistet; fra
gammel Tid regnes de som »Natrovfugle«
henhørende til Rovfuglene, men andre vil have
dem fuldstændig adskilt fra Rovfuglene og
regnet hen under Skrigefuglene, nærmest
beslægtede med Natravnene (Caprimulgidæ,
Podargidæ). De deles i talrige større og mindre
Slægter efter forskellige ydre, ofte lidet
ejendommelige Forhold.
Hornugler kaldes med en
Fællesbetegnelse en Del Slægter, der har en Fjertop, som
undertiden kan lægges ned, udgaaende fra hver
Side af Hovedet bag Ørene. Hertil Slægten
Bubo med 40 Arter, de største og stærkeste af
alle U. I Europa yngler den store
Hornugle (Bjergugle, Schuhu; norsk: Hubro) (B.
ignavus Forster), en anselig Fugl, indtil 70 cm
lang, brun paa Ryggen, lysere paa Undersiden
med mørke Længdestriber; 2 brede Fjerbuske
udgaar fra Pandens Sider. Den store Hornugle
er udbredt over store Dele af Europas Skov-
og Bjergegne, ligeledes i Nordafrika og en Del
af Asien; nærstaaende Racer findes i Asien, og
en kun lidet forskellig Art B. virginianus Gm.
i Nordamerika. I Norge yngler den spredt i
Skov- og Bjergegne til Nord for Polarkredsen;
i Danmark har den tidligere ynglet ikke
ualmindelig i større Skove; længst holdt den sig
i Midtjyllands Skove, men har ikke ynglet her
i de sidste Aartier. Den er en modig og kraftig
Fugl, der baade Dag og Nat søger Føden, der
bestaar af større og mindre Pattedyr og Fugle;
den beskyldes for at gøre en Del Skade paa
Vildtet; dog udgør Mus og Rotter en meget
væsentlig Del af dens Føde. Reden anbringes
paa Træer, paa Klipper eller i Ruiner.
Stemmen er et uhyggeligt, gennemtrængende Skrig,
maaske noget af det, der har givet Anledning
til Sagnene om den vilde Jagt. I Fangenskab
holdes den ret almindelig, idet den af Jægere
bruges som Lokkefugl ved Jagt paa Krager og
Rovfugle, der slaar ned paa den. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
