Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ungarn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ham som Politiker langt overlegne, kloge og
besindige Déak, kom U. til at bøde haardt for,
idet det mistede sin nationale Selvstændighed
og blev hjemsøgt med blodige Straffedomme.
Den fra Opstanden i Lombardiet vel kendte
»Hyæne fra Brescia«, Haynau, der som
Sejrherre over de ungarske Generaler Bem og
Dembinski var højt anset i Wien, fik nemlig
Ordre til, beklædt med uindskrænket
Myndighed, at »bringe Landet til Ro«, og dette Hverv
udførte han paa en Maade, der fuldt gjorde
ham fortjent til sit andet Tilnavn »den
ungarske Slagter«, idet han flere Maaneder igennem
lod militære Standretter dømme de ungarske
Generaler og højere Officerer samt mange
andre, der havde spillet en Rolle under
Rejsningen mod Østerrig, til Døden, og det
betragtedes da som en Naadessag, hvis Henrettelsen
skete ved Skydning i St. f. ved Hængning.
Görgei fritoges, som Løn for hans Færd ved
Vilagos, for Straf, og Kossuth undkom ligesom
flere andre Flygtninge over den tyrkiske
Grænse. Med den ophævede Forfatning bortfaldt
alle ved den hjemlede statsborgerlige
Rettigheder og Friheder, de frisindede Reformer
tilbagetoges (dog bibeholdtes Afskaffelsen af
Adelens Forrettigheder og Bøndernes Hoveri), U.
fik ikke længere selvstændig
Centraladministration og mistede sin Højesteret, Tysk indførtes
som Forvaltnings- og Universitetssprog,
Transsylvanien og Kroatien udskiltes fra U., der uden
Hensyn til hævdvunden Tradition inddeltes i
fem Regeringskredse, og Toldgrænsen mellem
U. og Østerrig ophævedes, U. skulde kort sagt
behandles som en østerrigsk Provins. Saaledes
var Forholdene i U., indtil Regeringen i Wien
i 1859, ikke mindst fordi den under Krigen i
Italien samme Aar var bleven belært om den
betænkelige Stemning hos de ungarske Officerer
og Soldater, besluttede at gøre Skridt til et
Systemskifte i U., der 1860 i St. f. en
Generalguvernør (Ærkehertug Albrecht) fik en ny
Regering i Pest, ligesom Landets Inddeling i fem
Kredse blev ophævet, og ved Oktoberdipiomet
samme Aar sikredes der U. en begrænset
Selvstændighed og en Konstitution, dog uden
Skattebevillingsret, medens der indrømmedes
Komitatsforsamlingerne et ret betydeligt
Myndighedsomraade. I Decbr samme Aar
sammenkaldtes en Notabelforsamling i Gran for at
forhandle om en Valglov til Rigsdagen, og da det
her vedtoges at genindføre Valgloven af 1848,
gik Regeringen, ligesom den havde fundet sig
i, at Magyarisk blev paabudt alle Vegne som
officielt Sprog i St. f. Tysk (som Følge heraf
afskedigedes Embedsmænd, der ikke kunde
Magyarisk, i Tusindvis), og at alle Love og
Regeringsforanstaltninger, de gode med de slette,
fra Tiden mellem 1849 og 1859 afskaffedes, ind
herpaa, og i Apr. 1861 traadte den nyvalgte
Rigsdag sammen i Pest. Det lykkedes her Deák
som Fører for det maadeholdne Parti at faa
vedtaget en Adresse til Kejser Frants Josef, der
herved anerkendtes som U.’s Konge; men da
der heri forlangtes, at Forfatningen af 1848 og
de organiske Love fra samme Aar skulde
genindføres, U.’s fulde Selstændighed sikres,
Transsylvanien indlemmes og Kejseren krones med
Stefanskronen, medens man i Wien hævdede
Nødvendigheden af en Realunion mellem U. og
Østerrig, kun vilde gaa ind paa en Revision af
Lovene fra 1848 og fordrede, at U. skulde
vælge Repræsentanter til det for hele Monarkiet
fælles Rigsraad, var det ikke muligt at naa til
en Overenskomst, og i Aug. samme Aar
hjemsendtes da Rigsdagen, og Regeringen maatte
nu, da de ungarske Embedsmænd i Massevis
nedlagde deres Embeder, ligesom tidligere ty
til tyske Embedsmænd og Militær for at holde
Administrationen i Gang. Ungarernes passive
Modstand mod dette System blev imidlertid
efterhaanden saa stærk, at Regeringen fandt sig
foranlediget til 1865 at forsøge en Tilnærmelse
til U., og Kejser Frants Josef aabnede selv i
Decbr samme Aar Rigsdagen i Pest med en
Trontale, hvori der stilledes et Forlig i Udsigt,
men da Magyarerne opretholdt deres
Fordringer fra 1861, blev Forsøget opgivet, og først
efter Nederlaget mod Preussen 1866 indsaa man
i Wien, at det nu var ubetinget nødvendigt, at
der tilvejebragtes en Overenskomst med U.
Underhandlingerne herom førte i Febr 1867 til den
af begge Parter længe ønskede Forsoning,
hvorved U. fik sin Forfatning. 8. Juni
kronedes Frants Josef som ungarsk Konge, og i
Efteraaret blev den østerrigsk-ungarske Dualisme
fastslaaet, idet begge Rigshalvdele fik fælles
Udenrigs- og Krigsminister, medens
Delegationer fra det østerrigske Rigsraad og den
ungarske Rigsdag skulde bestemme Størrelsen af
Bidragene (i et forud bestemt Forhold til de
fælles Statsudgifter). I 1868 indlemmedes
Transsylvanien i U., medens Kroatien fik en
Særstilling, og i de følgende Aar gennemførtes, for at
raade Bod paa den Skade, de mange Konflikter
havde forvoldt, med stor Energi en Række
vigtige Love; saaledes fik Jøderne fuld Borgerret,
de ikke romersk-katolske Trossamfunds
kirkelige Forhold ordnedes, der dannedes et
nationalt Landeværn (Honved), Toldenheden med
Østerrig ophævedes og gav Plads for et
Handelsforbund paa 10 Aar, der senere fornyedes
samtidig med Oprettelsen af en ungarsk
Nationalbank, og en ny Straffelov, Civilproces,
Vekselret, Fælleslov o. s. v. samt en Omordning af
Retsplejen vedtoges, der bevilgedes store
Summer til Fremme af Erhvervslivet og til Bygning
af Jernbaner, Skolevæsenet undergik en
tidssvarende Forandring, en ny Kommunalordning
gav Kommunerne udstrakt Selvstyre, men
under Statens Tilsyn, o. s. fr. 1875 afløstes den af
Dualismens Gennemførelse højt fortjente Julius
Andrássy som ungarsk Førsteminister (han
vedblev at være Udenrigsminister til 1879) af
Koloman Tisza, en af Førerne for venstre Centrum
paa Rigsdagen, der hidtil havde stillet sig
uvillig over for Forliget med Østerrig, men nu
smeltede sammen med højre Centrum
(Deák-Partiet), hvorved det store liberale
Mellemparti, det herskende i U. lige til 1905, dannedes.
Han ledede med fremragende Dygtighed U.’s
Styrelse, indtil hans vaklende Holdning over
for det ultranationale Parti og de Radikale
nødte ham til 1890 at træde tilbage, men de
følgende Ministre (deriblandt Wekerle og
Bánffy) gik i hans Spor; saaledes gennemførtes en
Række frisindede Kirkelove trods de
Klerikales heftige Modstand, og Finanserne bragtes i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
