Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Uto-Azteker - Utopapir - Utopi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aztekerne, der ved Spaniernes Erobring af Mexiko
dannede Midtpunktet for et højt civiliseret og
viden om frygtet Militærmonarki (se
Nord-Amerika, S. 1034). Nahuaernes Kultur var
imidlertid hovedsagelig et Laan fra de
sydligere boende Mayaer. Det synes, som om det
er de primitive, nordlige Stammer, der
repræsenterer U.-A.’s oprindelige Kulturform, og at
det er mod N., Ættens Urhjem skal søges.
K. B-S.
Utopapir, fotografisk Papir, anvendt ved
Worel’s Farvefotografi.
C. E. A.
Utopi (nygræsk, egentlig det Sted, der ikke findes), en Fremstilling af et opdigtet
Mønstersamfund, i hvilket Forfatterens sociale Idealer
skildres som virkeliggjorte. I de fleste
saadanne Skildringer forudsættes dybtgribende
revolutionære Omdannelser af retslig, økonomisk,
religiøs og socialetisk Karakter gennemførte,
derfor ogsaa gennemførlige. Imidlertid behøver
en U. derfor ingenlunde at give Billedet af et
Lykkens Hjemsted, et »Himmerige paa
Jorden«; en utopisk Digtning kan ogsaa —
negativt — være en Kritik af det bestaaende
Samfund, være udformet som en Gengivelse af
Tendenser og Bestræbelser inden for dette, ført ud
i deres logiske Konsekvens, saaledes at Digtet
afgiver et Karikaturbillede af dette Samfund.
Som Regel er imidlertid Utopikeren
Eudaimonist, det »tusindaarige Rige« med fuldkomne
Love og Institutioner hans Drøm. En ofte
forekommende Betegnelse paa U. er — med
Henblik saavel paa dens Konstruktion af et retslig
organiseret Samfund som paa dens fantastiske
Indhold — Statsromanen.
Ordet U. er skabt af den engelske Kansler
Thomas More (s. d.) som Navn paa en Ø, hvor
hans Stats- eller Samfundsroman foregaar: De
optimo statu reipublicæ deque nova insula
Utopia (Löwen 1516), affattet under
Indtrykkene af de mærkværdige Skildringer, der i
Samtiden gik fra Mand til Mand om det
genopdagede Amerika. More’s Skrift er filosofisk og
litterært nærmest at føre tilbage til Platon’s
»Staten«, der er Prototypen for alle senere
Statsromaner. Allerede »Oldtiden« kendte for øvrigt
en hel Række saadanne. Foruden i »Staten«
foreligger hos Platon selv en anden U. i
»Kritias« eller Skriftet om »Athen og Atlantis 9000
Aar før Solon«, samt i lignende Skildringer af
Hekatæos, Jambulos, Ephemeras, Theopompos
og navnlig i Xenophon’s »Kyropaideia«. Af disse
Skrifter fra den græske Oldtid kan der som
Forbillede for More kun være Tale om Platon’s
allerede af den Grund, at der af de fleste
øvriges kun findes Fragmenter levnet. Desuden
frembyder More’s U. en Række helt ny og
selvstændige Træk. Af disse er navnlig at mærke:
Ideen om den moderne Stat og dennes
demokratiske og føderative Forfatning (»Utopia« er
delt i 54 Byrepublikker), Familiens vidtgaaende
Selvstændighed med Familiefaderen som
magtfuldkomment Overhoved, den kommunistiske
Organisations Udstrækning til samtlige
Samfundsmedlemmer og ikke blot til en herskende
Klasse, Anerkendelsen af Livsnydelsen som
noget i og for sig berettiget. Ved disse Ideer og
ved sin lidenskabelige Kritik af den private
Ejendomsret har »Utopia« været af den største
Betydning for den socialistiske Tænknings
Udvikling. More er den første Utopist, der
forfølger en bevidst socialpolitisk Tendens; hans
Værk var derfor epokegørende. Alle senere
Skildringer af Fremtidsstaten bygger direkte
eller indirekte paa ham. Selv om de ikke
mener, at Fremtidssamfundet kommer til at
ligne den digtede Fremstilling, tilsigter de
senere U. stedse at paavise Mangler eller
Reformbehov inden for det reale Samfund, de
kender; U. danner Afløbet for deres
Samfundskritik og for deres Trang til sociale Idealer.
Kun en Del af de mærkeligste U. kan her
nævnes. Langt mere end More staar hans
betydeligste Efterfølger Campanella (s. d.),
Forfatteren af »Solstaten« (1623), under Indflydelse af
Platon og den antikke Idéverden. Hos ham
hersker en strengt hierarkisk Samfundsordning,
Kommunismen omfatter ikke blot
Produktionen, men ogsaa Konsumtionen, Kønsforholdet
er i Slægtens Interesse stuterimæssig reguleret.
Hos de øvrige Utopister indtil den nyeste Tid
varieres vistnok de af More og Campanella
udkastede Ideer, men ny Træk forekommer hos
dem kun sparsomt. Af Interesse er navnlig:
Andreæ, Reipublicæ christianopolitanæ descriptio
(1619), Bacon, Nova Atlantis (mellem 1621 og
1626), James Harrington, The Commonwealth
of Oceana (1656), Gabriel Foigny, Les aventures
de Jacques Sadeur (1676), Denis Vairasse,
Histoire des Sévarambes (1677—79), Fénélon,
Télémaque (1699), Abbé de Terasson, Séthos (1731),
L. Holberg, Nicli Klimii iter subterraneum
(1741), Morelly, Naufrage des iles flottantes ou
Basiliade du celebre Pilpaï (1753), Restif de la
Brétonne, La découverte australe Par un
homme volant (1781). En højst interessant U. ikke
mindst af den Grund, at den forsøgtes
gennemført i Virkeligheden, er Étienne Cabet, Voyage
en Icarie (1834). Megen aandfuld Spekulation
indeholdes i den danske Filosof Fr. Chr.
Sibbern’s fragmentariske »Meddelelser af
Indholdet af et Skrivt fra Aaret 2135« (1858—72). Den
nyeste Tid tilhører Aug. Bebel, »Die Frau und
der Sozialismus« (1878), E. Bellamy, Looking
Backward (1888), Th. Hertzka, »Freiland. Ein
soziales Zukunftsbild« (1889) og samme,
»Entrückt in die Zukunft« (1895), William Morris,
»News from Nowhere or an Epoch of Rest«
(1891), Ignatius Donelly, Caesar’s column (1891),
Atlanticus, »Produktion und Konsum im
Sozialstaat« (1898), K. Kautsky, »Am Tage nach der
sozialen Revolution« (1902), E. Tarbouriech, La
Cité future. Essai d’une utopie scientifique
(1902), Anatole France, Sur la pierre blanche
(1905) og Anton Menger, »Neue Staatslehre«
(1903).
Medens Menneskene i alle disse U. har et
upersonligt Præg og fremtræder i Omgivelser,
der intet Øjeblik stiger ned fra
Abstraktionernes luftige Højder, er der ved Overgangen til
20. Aarhundrede fremstaaet en Utopiker af høj
Rang, hos hvem den digteriske Flugt og
Fantasi er parret med dyb Videnskabelighed, og
hvis Skildringer af Mennesker og Forhold
udmærker sig ved deres konkrete Anskuelighed.
Det er Engelskmanden H. G. Wells. Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
