Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vaabenforbud - Vaabenhandelskonventioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forskellige ved international Overenskomst
fastsatte Forbud mod Anvendelsen af visse
Krigsvaaben. Af saadanne Bestemmelser om
folkeretlig forbudte Krigsmidler kan nævnes en
Overenskomst af 1868, der forbyder at anvende
eksplosive Projektiler, som vejer under 400 g,
se Petersborg-Deklarationen,
Artikel 23 i det i Haag vedtagne
Landkrigsreglement af 18. Oktbr 1907 forbyder bl. a. at
anvende Gift eller forgiftede Vaaben, og Vaaben,
Projektiler eller Stoffer, som efter deres
Natur foraarsager unødige Lidelser. Paa
Haagkonferencen 1899 vedtoges endvidere to
Forbud, det ene mod Brugen af Projektiler, hvis
eneste Øjemed er at udbrede kvælende eller
giftige Luftarter, det andet mod Anvendelsen
af Geværkugler, der let udfolder sig eller
fladtrykkes i det menneskelige Legeme, saasom
Kugler med haardt Hylster, som ikke helt
dækker Kærnen eller er forsynet med
Indskæringer (Dum-Dumkugler). En tredie
Deklaration,, der vedtoges af nogle Magter i 1899, og
som fornyedes i 1907 for Tidsrummet indtil
den da paatænkte 3. Haagerkonferences
Slutning, forbød at udkaste Projektiler og
Sprængstoffer fra Luftfartøjer, men blev kun
tiltraadt af ret faa Stater og kom ikke til
Anvendelse under Verdenskrigen, under hvilken
man ogsaa anvendte giftige Gasarter under
Paaberaabelse af Repressaliesynspunkter, uden
at benægte det i og for sig retsstridige i
Brugen af saadanne Midler.
I Tilslutning til den ovennævnte
Haagdeklaration har de fem store Flaademagter i
Washingtontraktaten af 6. Febr 1922 bekræftet, at
Brugen af bedøvende og giftige Luftarter og
alle andre lignende Stoffer med Rette
fordømmes af den offentlige Mening og er
traktatmæssig forbudt, og opfordret alle civiliserede
Magter til at tiltræde dette Forbud, for at det kan
blive godkendt i hele Verden som en bindende
Bestanddel af Folkeretten. Lignende
Bestemmelser findes i en af et stort Antal Magter paa
Vaabenhandelskonferencen i Geneve den 17.
Juni 1925 undertegnet Protokol, som yderligere
udvider Giftgasforbudet til at omfatte ogsaa
Brugen af bakteriologiske Krigsmidler.
G. R.
Vaabenhandelskonventioner. Inden
Verdenskrigen var der mellem to eller flere Lande
indgaaet adskillige Overenskomster om Handel
med Vaaben, navnlig vedrørende Afrika. Blandt
disse traktatmæssige Aftaler maa fremhæves
den af et stort Antal Magter (ogsaa Danmark,
Norge og Sverige) i Bryssel den 2. Juli 1890
vedtagne Antislaveriakt, som i Artikel 8—14
indeholder Bestemmelser om en Række
Foranstaltninger, der tilsigter at begrænse og
kontrollere Indførsel af Skydevaaben og
Ammunition til det indre Afrika. I Tilslutning hertil
vedtog de seks nærmest interesserede
afrikanske Kolonimagter den 22. Juli 1908 en Protokol
om Udstedelse af ensartede Forbud mod
Indførsel af Vaaben til de Indfødte i Vestafrikas
Skove. Eri Deklaration af 15. Juni 1910 gav
Adgang til at forhøje Indførselstolden paa
Vaaben og Ammunition til visse Dele af
Kongobækkenet.
Bestræbelserne for at tilvejebringe
international Kontrol med Vaabenhandelen er efter
Verdenskrigen blevet fortsat og udvidet. Den 9.
Maj 1919 undertegnede saaledes en Række
Magter, deriblandt Danmark, i Peking en
Overenskomst om Forbud mod Vaabenindførsel til
Kina. Ved Artikel 23 i Pagten for Folkenes
Forbund af 28. Juni 1919 overdroges det
Forbundet at føre »det almindelige Tilsyn med
Vaaben- og Ammunitionshandelen i de Lande,
hvor det i fælles Interesse er nødvendigt at
kontrollere denne Handel«. En Række
forskelligartede Betragtninger, nemlig Hensynet til
Faren ved de betydelige Mængder Vaaben og
Ammunition, der efter Krigen var ophobet
forskellige Steder i Verden, Ønskeligheden af
særlige Kontrolregler i visse Egne, Erkendelsen
af, at Brysselerakten af 1890 ikke længere var
tidssvarende, og endelig Nødvendigheden af et
særligt Tilsyn med Vaabenhandelen paa visse
Have førte 10. Septbr 1919 til, at største Delen
— i alt 23 — af de under Krigen allierede
Magter i St. Germain underskrev en Konvention om
Forbud mod uautoriseret Udførsel af visse
Krigsvaaben i det hele taget og om
Udførselsforbud ogsaa for Ikke-Krigsvaaben til visse
Lande, derunder Afrika (undtagen Algier,
Libyen og den sydafrikanske Union),
Transkaukasien, Persien, det tidligere asiatiske Tyrki,
og til visse Havomraader. Denne Konvention,
som Tyskland, Østerrig, Bulgarien og Ungarn
ifølge Fredstraktaterne paa Forhaand var
forpligtede til at godkende, blev imidlertid kun
ratificeret af ganske enkelte Magter og maatte
betragtes som skrinlagt, efter at De Forenede
Stater, skønt Underskriver, i 1922 havde taget
Afstand fra dens Gennemførelse. En af
Folkeforbundet indkaldt Konference i Genève, hvor
46 Magter, deriblandt Danmark, Norge og
Sverige, var repræsenteret, tilvejebragte fra 4.
Maj til 17. Juni 1925 en ny Konvention om
Kontrol med den internationale Handel med
Vaaben, Ammunition og Krigsmateriel. Denne
Konvention er udsprunget af Ønsket om at
underkaste den internationale Vaabenhandel en
almindelig og effektiv Kontrol i Forbindelse
med et særligt Tilsyn med Ind- og Udførsel af
Vaaben i visse Egne. Konventionen af 17. Juni
1925 omfatter alle Vaaben og deler dem i
forskellige Kategorier. Egentlige Krigsvaaben maa
kun udføres under Regeringskontrol. Der skal
offentliggøres statistiske Oplysninger om
Vaabenhandelen, om Bygningen af Krigsskibe og
om Udførselen af Luftfartøjer og Motorer til
saadanne. Strengere Regler finder Anvendelse
paa Ind- og Udførsel af Vaaben i visse
Omraader, nemlig dels Afrika (med Undtagelse af
Ægypten, Libyen, Tunis, Algier, de spanske
Besiddelser i Nordafrika, Abessinien, Sydafrika
og Syd-Rhodesia), og dels den arabiske Halvø,
Gwadar, Syrien, Libanon, Palæstina,
Transjordanien og Irak, foruden et Havomraade, der
omfatter det røde Hav, Bugten ved Aden, den
persiske Havbugt og Omanbugten. Abessinien
har særlig forpligtet sig til at iagttage de
strengere Kontrolregler, som yderligere ved en
samtidig Deklaration er udvidet til det spanske
Ifniterritorium i Nordafrika. Tvistigheder om
Konventionens Forstaaelse skal afgøres ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
