Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar den Unge - Valdemar Atterdag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den portugisiske Kongedatter Eleonora,
Broderdatter af Berengaria. Hans Dronning døde i
Barselseng 1231, og selv kom V. af Dage ved et
Vaadeskud under en Jagt paa Refsnæs (28.
Novbr 1231); hans eneste Barn med Eleonora
blev kun et halvt Aar gammelt.
J. O.
Valdemar Atterdag, dansk Konge, Søn
af Christoffer II og hans Dronning Eufemia, f.
ca. 1320, d. 1375. I Aarene fra 1326, da
Faderen joges ud af Riget, til Slutningen af
1330’erne opholdt V. sig overvejende i Sydtyskland
ved det tyske Kejserhof; Kejser Ludvig’s Søn
var gift med V.’s Søster Margrethe. Her
oplevede han paa Frastand sin ældre Broder Otto’s (s.
d.) Nederlag og Tilfangetagelse (1334). Nogle
Aar efter (1338) optraadte V. i Nordtyskland og
kaldte sig »ret Arving til Danmark«, og flere
danske Stormænd, særlig Bisp Svend af
Aarhus, sluttede sig til ham, ligesom han indledede
hemmelige Forhandlinger med Hertug
Valdemar af Sønderjylland. Flere tyske Fyrster, ikke
mindst V.’s Svoger, Markgrev Ludvig af
Brandenburg, saa skævt til de holstenske Grevers
Magtstilling og ønskede V. paa Danmarks
Trone, og da Grev Gert var dræbt i Randers (1.
Apr. 1340), var V.’s Time slagen. Gert’s unge
Sønner ilede straks til Tyskland og sluttede i
Spandau Forlig med »Junker« V., hvem de
tilbød Tronen og deres Søster til Ægte samt det
nordligste Nørrejylland i Medgift. Ved de
endelige Aftaler i Lübeck ændredes dog Forliget en
Del: det blev Hertug Valdemar’s Søster Helvig,
V. ægtede (med samme Medgift), men samtidig
pantsatte Hertug Valdemar sit eget Land
(Sønderjylland) til Greverne mod at overtage deres
Pant i Nørrejylland. Ved Pinsetid stod V.’s
Bryllup paa Sønderborg Slot, og St. Hansdag
1340 kronedes han til Konge paa Viborg Ting.
Et stort og vanskeligt Dagværk laa for V.: at
samle Danmarks Rige og indløse alle pantsatte
Landsdele. I Jylland gik Indløsningen dog
nogenledes af sig selv ved Hjælp af en
Ekstraskat, der var V. bevilget i dette Øjemed, og
her stod V. ogsaa kun over for den lidet farlige
Hertug Valdemar som Panthaver. V. satte
derfor navnlig sin Kraft ind paa at vinde
Sjælland, hvor Grev Johan af Holsten af Navn var
Herre, medens de virkelige Magthavere var en
Række overvejende holstenske Stormænd rundt
paa Øens Borge. Ved en snild Blanding af Magt
og List og ved en utrættelig Ihærdighed
lykkedes det V. i Løbet af 5—6 Aar at faa Øen i sin
Magt, og snart fulgte ogsaa de sydlige Smaaøer
efter. En stor Hjælp ved Indløsningen var det,
at V. solgte Estland til den tyske Orden for
19000 Mark Sølv. Ved Aarhundredets Midte var
V. allerede naaet saa vidt, at han følte sig
stærk nok til at blande sig i Nordtysklands
Forhold og hjælpe sin Svoger i Brandenburg mod
Kejser Karl; dog sluttede han snart Forlig med
denne sidste og fik af ham overladt Lübecks
Afgift til det tyske Rige. Men i de følgende Aar
(1350—53) maatte V. kæmpe med alvorlig
Modstand i Fyn og Jylland; til de holstenske Grever
sluttede sig nu atter Hertug Valdemar og flere
jyske Stormænd, særlig Niels Bugge og
Holsteneren Claus Limbek. Kampen endte med et
Forlig, der sluttedes ved Vindinge Aa paa Fyn
og i det hele var til V.’s Fordel, om end han
maatte lade Greverne beholde deres Panteslotte
paa Fyn.
I de følgende Aar havde V. Fred og var
optagen af ret vidt svævende Planer om at hjælpe
Franskmændene mod England; men 1357 fik han
andet at tænke paa, idet Kampen atter blussede
op Vest for Store Bælt; V.’s Modstandere var
i det hele de samme som forrige Gang. Ved
Brobjerg paa Fyn lykkedes det ham dog at
vinde en afgørende Sejr (1357), og næste Aar
fortsattes hans Sejrsløb; Jyderne tilbød Forlig,
men deres Udsendinge (hvoriblandt Niels
Bugge) opnaaede intet og dræbtes paa Hjemvejen
i Middelfart (1358). Først i 1360 endte Kampen,
og Udsoningen stadfæstedes paa et stort
Rigsmøde i Kalundborg (Maj 1360). Her vedtoges
tillige den saakaldte V.’s Haandfæstning,
nærmest en almindelig Landefred, hvori Konge og
Folk lover at hjælpe hinanden til at fremme
Lov og Orden i Riget. I det hele gik al V.’s
Stræben ud paa at genoprette en stærk
Kongemagt i Danmark, og hans fornemste Middel
hertil var at udvide Kronens Gods for at skaffe sig
sikre og rigelige Indtægter; men ogsaa haarde
Skatter lagdes paa Indbyggerne. Krigsvæsenet
bragtes atter paa Fode, Retsordenen hævdedes
med kraftig Haand, og som øverste Domstol
fremtræder Kongens Retterting. Ved alle disse
— næppe altid lige lovlige — Midler gjorde
Kongen en Ende paa Adelens Selvraadighed og
Undertrykkelse af Almuen, og de haarde
Byrder, han selv paalagde, taaltes i det hele —
mindst dog af Jyderne — fordi han med alt
sikrede Retsordenen i Landet.
Endnu stod Skaane tilbage at vinde, som nu
i henved 30 Aar havde staaet under den
svenske Konge Magnus Smek. Ganske vist havde V.
flere Gange givet denne højtideligt Løfte om ej
at gøre Fordring paa dette Land, men slige
Tilsagn vejede kun lidet i V.’s Vægtskaal, og da
han fandt Øjeblikket belejligt, strakte han
Haanden ud efter Landene Øst for Sundet. Med det
Formaal havde han lige fra Tiden om 1350 søgt
og opnaaet Magnus’ Venskab, og de to Fyrster
mødtes ofte til de svenske Stormænds og den
hellige Birgitta’s store Forargelse. V. benyttede
sig af Striden mellem Magnus og hans af
Stormændene støttede ældste Søn Erik; i
Begyndelsen af Aaret 1359 mødtes de to Konger i
Kbhvn, Magnus trolovede sin Søn Haakon med
V.’s lille Datter Margrethe, og lovede at overlade
V. Helsingborg. V. sendte nu en Hær til
Skaane, men Magnus’ Søn Erik viste den tilbage; da
døde han pludselig i Sommeren 1359. Næste
Sommer førte V. en stor Hær over til Skaane
og belejrede Helsingborg; Magnus indledte
Underhandlinger og tog troskyldig Albrecht af
Mecklenburg til Voldgiftsmand, der i
Virkeligheden var i Ledtog med V., og Enden blev
naturligvis, at V. kom i Besiddelse af hele Skaane.
Herved fik V. dog ej blot de Svenske til
Fjender, men kom ogsaa — som Herre over de
store Sildemarkeder ved Skanør og Falsterbo — i
spændt Forhold til Hansestæderne. Saa meget
dristigere var det af V., at han 1361 kastede sig
over Gotland; uden for Visby sejrede han over
Bøndernes Hær, og faa Dage efter overgav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
