Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar (svensk Konge) - Valdemar (svensk Hertug) - Valdemar (Markgreve af Brandenburg) - Valdemar Christian - Valdemarsdagen - Valdemar's sjællandske Lov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dennes Død 1266 begyndte V.’s egen
Regeringstid. V. var uden Tvivl en svag og lidet dygtig
Regent; han beskyldtes ogsaa for usædeligt
Levned. 1275 rejste hans Brødre Magnus og Erik
sig imod ham. De understøttedes af Erik
Klipping af Danmark, og V. blev slaaet ved Hofva
i det nordlige Västergötland og maatte flygte.
Han kom senere tilbage og fik da Hjælp af
Erik Klipping, men kunde ikke generhverve
Kronen fra Magnus (Ladulås). V. var dog en
Tid Herre over Dele af Riget, men 1279 havde
han mistet ogsaa dem. Herefter havde V. ikke
megen politisk Betydning; under en Del af
Magnus’ Regering sad han fængslet. Han var
gift med Erik Plovpenning’s Datter Sofie og
havde med hende flere Børn, blandt dem
Sønnen Erik og en Datter, som blev gift med Grev
Gerhard af Holsten.
(A. S.). G. C.
Valdemar, svensk Hertug, yngste Søn af
Magnus Ladulås (c. 1284—1318), havde sit
Hertugdømme i Finland. V. optraadte sammen med
sin Broder Hertug Erik imod den ældste
Broder, Kong Birger; i disse Kampe er imidlertid
Erik afgjort Hovedpersonen, og V. synes kun
at have fulgt ham. De vigtigste Begivenheder i
disse Tiders meget indviklede Stridigheder og
Underhandlinger er »Håtunaleken«, under
hvilke Hertugerne tvang Kongen til Eftergivenhed
og senere fik store Landomraader — V. havde
henimod Slutningen af sit Liv store Dele af
Finland, Stockholm med største Delen af
Uppland og Öland — samt »Nyköpings Gæstebud«
1317, ved hvilket Kongen forræderisk lod
Hertugerne gribe og kaste i Fængsel, hvor de
omkom, muligvis af Sult. V. var først gift med en
Datter af Rigsmarsken Tyrgil Knutsson, men
lod sig skille fra hende efter den Katastrofe,
der ramte hendes Fader, og var derefter gift
med den norske Konge Erik Præstehader’s
Datter.
(A. S.). G. C.
Valdemar, Markgreve af Brandenburg, f. c.
1290, Søn af Konrad II, optraadte fra 1308 som
den askaniske Slægts Hoved. Han var en djærv
Kriger, der laa i stadig Strid med sin Slægt og
paa forskellig Maade udvidede Brandenburgs
Omraade. Han døde 1319, og hans Besiddelser
gik over paa andre Hænder, men 1348
optraadte en Pilegrim, der erklærede at være V.
og blev anerkendt af Kejser Karl IV. Han
vandt Tilhængere overalt i Brandenburg, hvor
han forblev til 1355, hvorefter han til sin Død
Aaret efter fandt Tilflugt ved Hoffet i Anhalt.
Hvem Bedrageren var, er aldrig blevet oplyst.
W. Alexis (Pseudonym for Wilh. Häring) har
benyttet hans Optræden som Stof til en Roman
»Der falsche Woldemar«.
H. J-n.
Valdemar Christian, Greve til Slesvig og
Holsten, Søn af Kong Christian IV og Kirstine
Munk, f. 26. Juni 1622, d. 29. Febr 1656.
Allerede 1630 gav Kejseren ham
Rigsgreveværdigheden, og i Danmark fik han Titel af Greve til
Slesvig og Holsten. 1630—36 opdroges han paa
Sorø Akademi og foretog derefter under
Hannibal Sehested’s Ledelse en længere
Udenlandsrejse. 1639 vendte han hjem og blev forlenet
med Dalum Kloster paa Fyn. Samtidig
skænkede Kongen ham en Del Gods i Jylland, og
Moderen gav ham største Delen af Øen
Taasinge. 1641 syntes der at skulle aabne sig en
stor og glimrende Fremtid for ham, da den
russiske Tsar Michael Feodorovitsch foreslog
et Parti mellem ham og sin Datter Irene.
V. Chr. sendtes 1641 over til Rusland, men
foreløbig kom der ikke noget ud af Sagen, da der
stilledes Fordring om, at V. Chr. skulde gaa
over til den græske Religion. 1642 vendte han
atter hjem og rejste siden til Holland og
Paris, hvor han gjorde sig stærkt bemærket ved
sin Forfængelighed og sin Ødselhed. Planen om
det russiske Ægteskab var dog ikke opgivet.
Christian IV ønskede det for at vinde Rusland
mod Sverige, og i Oktbr 1643 sendtes V. Chr.
paa ny til Rusland, ledsaget af et prægtigt
Følge og forsynet med rige Gaver til sin Brud
og Svigerfader. Han blev ogsaa modtaget med
stor Pragt i Moskva i Jan. 1644, men den
imidlertid udbrudte Krig mellem Danmark og
Sverige gjorde, at Tsaren blev betænkelig ved en
Forbindelse med Danmark. Der stilledes
Fordring om, at V. Chr. skulde gaa over til den
græske Religion før Formælingen, og han
kunde end ikke faa sin tilkommende Brud at se.
Da han saa bad om Tilladelse til at vende
hjem, nægtedes det ham ogsaa. Først efter
Tsarens Død i Juli 1645 fik han Lov til at rejse.
1646 var han atter i Danmark og tog derefter
Tjeneste i den kejserlige Hær som
Generalmajor; for at bøde paa V. Chr.’s ødelagte
Finanser gav Christian IV ham 1647 en aarlig
Pension paa 10000 Daler. Efter Christian IV’s
Død kom V. Chr. til Kjøbenhavn, og
Svigersønnepartiet synes en kort Tid at have tænkt
paa at opstille ham som Tronkandidat. For Alvor
kan der dog ikke have været Tale derom, og
V. Chr.’s udfordrende Optræden gjorde ham
ogsaa snart upopulær. Da Frederik III havde
besteget Tronen, fratog han V. Chr. Pensionen
og nægtede ham at føre Titel af Greve til
Slesvig og Holsten. V. Chr. opholdt sig i den
følgende Tid i Udlandet og søgte først ved
Kejserens og siden ved Hertugen af Lothringen’s
Hjælp at faa Pensionen og Titelen tilbage. Han
opnaaede dog intet, og heller ikke et Forsøg,
som han 1654 gjorde paa at opnaa det ved
Hjælp af de lyneburgske Hertuger, Dronning
Sofie Amalie’s Brødre, førte til noget, uagtet
V. Chr. ved den Lejlighed ydmygede sig ret
stærkt. Forhandlingerne strandede paa, at man
stadig ikke vilde indrømme ham Titel af Greve
til Slesvig og Holsten; han gik nu i svensk
Tjeneste, blev dødelig saaret i en Træfning i
Polen og døde i Lublin. (Litt.: »Biogr.
Leksikon«, XVIII: Birket Smith, »Leonora
Christinas Historie«, I—II; »Historisk
Tidsskrift«, 6. Række I og III).
L. L.
Valdemarsdagen, 15. Juni; i 1912 erklæret
for dansk national Festdag til Minde om Slaget
ved Reval i 1219. (Smlg. Danebroge).
Valdemar’s sjællandske Lov er det
sædvanlige Navn for den ene af de to Retsbøger, i
hvilke den sjællandske Ret fra Middelalderen
er overleveret. Trods Navnet er den ikke nogen
kongegiven Lov, men en ved privat
Foranstaltning tilvejebragt Retsoptegnelse (se Erik’s
sjællandske Lov), og det beror saaledes
paa en Misforstaaelse, naar Kong Valdemar’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
