Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere / 432 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ikke kendes noget Grundstof, af hvilket flere
Atomer kan erstatte 1 Brintatom, har man sat
Brintatomets V. lig med 1. Ifølge det anførte
bliver da ogsaa Kloratomets V. lig med 1, da
det kun forener sig med eller erstatter 1
Brintatom, medens Iltatomets V. bliver lig 2, da
det forener sig med 2 Brintatomer. Paa
lignende Maade afledes Kvælstofatomets V. af
Ammoniakkens Formel NH₃; Kvælstoffets V. er
3, og af Formelen CH₄, Metan eller Sumpgas,
ses det, at Kulstofatomet er 4-gyldigt.
Forbindelserne ClH, OH₂, NH₃ og CH₄ er typiske
Forbindelser (se Typeteori); til dem
svarer mange andre, f. Eks. BrH, SH₂, PH₃,
SiH₄, af hvis Formler det ses, at Brom, Svovl,
Fosfor og Silicium er henholdsvis 1-, 2-, 3- og
4-gyldige (mono-, di-, tri- og
tetravalente). Saafremt et Grundstof ikke danner
nogen Brintforbindelse, da kan dets V. afledes
af Formlen for dens Klorforbindelse, da Klor
og Brint begge har V. 1; da f. Eks.
Aluminium ikke danner nogen Brintforbindelse, men
forener sig med Klor til ALcL₃, har det
Gyldigheden 3. Grundstofferne kan opstilles i Grupper
efter deres Gyldighed; saaledes er Fluor, Klor,
Brom og Jod 1-gyldige (monovalente), da de
forener sig med 1 Atom Brint; Ilt, Svovl, Selen
og Tellur 2-gyldige (divalente), da de forener
sig med 2 Atomer Brint; af tilsvarende Grunde
er Kvælstof, Fosfor, Arsen og Antimon
3-gyldige (trivalente), medens Kulstof og Silicium
er 4-gyldige (tetravalente). Metallernes V.
lader sig ogsaa bestemme ved det Antal
Brintatomer, som de formaar at erstatte;
eksperimentelt kan den bestemmes ved Anvendelse af
Faraday’s elektrolytiske Lov, idet man leder
samme elektriske Strøm gennem et Voltmeter
og Opløsninger af forskellige Metalsalte; der
udskilles da ved de negative Poler ækvivalente
Mængder Metal. Medens Grundstoffernes V.
over for Brint i reglen kan udtrykkes ved et
bestemt Tal, er deres V. over for andre
Grundstoffer, f. Eks. over for Klor og Ilt, hyppigt
vekslende; saaledes er Fosfor 3-gyldigt over for
Brint, da det dermed danner Forbindelsen PH₃,
men over for Klor og Ilt kan det baade være
3-gyldigt og 5-gyldigt, da det danner
Forbindelserne PCL₃ og PCL₅, P₂O₃ og P₂O₅; Svovl er
2-gyldigt over for Brint, men 4- og 6-gyldigt
over for Ilt, hvormed det danner
Forbindelserne SO₂ og SO₃, i hvilke hvert Iltatom er
2-gyldigt. V. er altsaa ikke saaledes som
Atomvægten en absolut Egenskab hos
Grundstofferne, men kun en relativ, idet den afhænger af
de paa hinanden virkende Grundstoffer og af
de Betingelser, hvorunder Virkningen foregaar.
At der er en vis Afhængighed mellem
Grundstoffernes V. og deres Atomvægt, ses, naar de
ordnes efter Atomvægtens Størrelse, saaledes
som det sker i det periodiske System (s. d.).
Vil man særlig betegne et Grundstofs V., da
sker det ved Anbringelse af et lille Romertal

	I	II	III	IV	VI
over Atomtegnet, f. Eks.	Cl,	O,	N,	C,	S	o. s. v.

Saa vidt bekendt optræder intet Grundstofatom
med højere V. end 8. Paa Grund af
Atomernes vekslende V. kan Valensteorien ikke give
Oplysning om alle Forbindelser, som
Grundstofferne kan danne; dog er Kendskabet til
Atomernes Maksimalvalens et vigtigt
Hjælpemiddel til tilnærmelsesvis Bestemmelse af
Antallet af mulige Forbindelser af disse (se
Struktur).
(O. C.). S. P.

Dette klare og skarpt definerede
Valensbegreb er i de senere Aar udvidet paa forskellig
Maade. De fleste af de fremsatte Teorier kan
imidlertid kun betragtes som Overgangsstadier;
nogle af dem er dog saa betydningsfulde og
saa solidt underbyggede af eksperimentelle
Kendsgerninger, at de sandsynligvis har Værdi
i hvert Fald som Retningslinier ved Skabelsen
af Fremtidens Valensbegreb. Stereokemien
lærte allerede tidligere, at Kulstoffets Valenser
maatte være »rettede« efter Linier, fordelte i
Rummet om Atomet. Skarpere og mere alment
fremgaar dette af Werner’s Koordinationsteori,
der er udførlig omtalt under
Metalammoniakforbindelser (s. d.), hvis Konstitution ikke
kunde forklares ved Hjælp af den gamle
Valensteori. En endnu mere indgribende Betydning
har naturligvis Bohr’s Lære om Atomets
Bygning faaet for Opfattelsen af V. Da Bohr’s
Anskuelser og Betragtninger saavel om Atomernes
Bygning, som om hvad denne kan lære os om
Valensbindinger, er gennemgaaet meget udførligt
i Artiklen om det periodiske System (s. d.),
er det her tilstrækkeligt at fremhæve nogle
enkelte Forhold. I de inaktive Luftarters Atomer
er Elektronbanerne, ogsaa de yderste, saa
stabilt ordnede, at de ikke ved sædvanlige kemiske
Kræfter lader sig ændre; deres V. er derfor
Nul. Findes der nu i et andet Stofs Atomer
een Elektron mere end i en inaktiv Luftarts,
saaledes som i Natriumatomet (se Figurerne i
Bind 18, S. 1099), vil denne ret let svinge over
paa et andet Atom, som har een Elektron
færre, f. Eks. et Kloratom. Der opstaar da et
Natriumatom med en positiv Ladning (i
Overskud) og et Kloratom med en negativ
Ladning, men begge med Elektronbaner, der er lige
saa stabile som de inaktive Luftarters. Disse
to elektrisk ladede Atomer, Ioner, bindes af de
elektriske Kræfter sammen til Natriumklorid, og
en Krystal heraf er netop opbygget af saadanne
Ioner, ganske regelmæssigt fordelte mellem
hverandre. Hver Natriumion vil da være
omgivet af, bundet til, 6 Klorioner og ikke til een
som efter den gamle Valensteori; da hver
Klorion ogsaa er omgivet af 6 Natriumioner, vil de
samlede positive og negative Valenser alligevel
forholde sig som en til en. Saadanne
Forbindelser, hvor de to Slags Elektricitet er vel
adskilte, kaldes heteropolare i Modsætning til de
homopolare, der mest udpræget findes blandt de
organiske Stoffer. Her er Elektronerne,
Valenselektronerne, ikke gaaet helt over fra det ene
Atom til det andet, men kun løsnede. Banerne
er ændret i kendelig Grad og hører med til
begge Atomers Elektronsystemer. Kunde man
fuldt ud beregne Elektronernes Baner og deres
Kraftfelter, havde man derved samtidig
beregnet V.’s Størrelser, men det er der endnu en
uoverskuelig lang Vej frem til. Da
Valensbindingerne saaledes skyldes elektriske
Tiltrækninger, og da der i Atomerne findes indtil 92
Elektroner, hvoraf kun ganske faa (højst 8) kan

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>