Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valentiner, Karl Wilhelm Friedrich Johannes - Valentini, Rudolf - Valentinianisme, Valentinianere - Valentinianus - Valentinit - Valentinois - Valentinsdag - Valentinus, Basilius - Valentinus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Febr 1845 i Eckernförde, studerede Astronomi i
Berlin, blev 1869 Assistent ved Observatoriet i
Leyden, hvor han deltog i Leyden-Zonen, 1875
Direktør for Observatoriet i Mannheim, som
1880 blev flyttet til Karlsruhe og 1896 til
Heidelberg. V. var til 1909 Direktør for den
astronomiske Afdeling af Observatoriet paa Königstuhl
og Professor i Astronomi ved Universitetet i
Heidelberg. I Mannheim var V. fornemmelig
beskæftiget med at udmaale Stjernehobe
(»Mikrometrische Ausmessung von Sternhaufen«
[Karlsruhe 1879]), i Karlsruhe med at udarbejde en
Stjernekatalog; Observationerne blev anstillede
1882—94 og er meddelte i »Veröffentlichungen
der Sternwarte in Karlsruhe, I, II, IV, V
(Karlsruhe 1884—96); Katalogen er offentliggjort i
»Veröffentlichungen der Sternwarte zu
Heidelberg« (»Astronomisches Institut«, II, Karlsruhe
1903). Af V.’s øvrige Publikationer kan nævnes
»Beiträge zur kürzesten og zweckmässigsten
Behandlung geografischer Ortsbestimmungen«.
(1869), »Briefe von C. F. Gauss an B. Nicolai«
(1877), hans Bearbejdelse af R. Barry’s
Observationer (R. Barry, »Fixsternbeobachtungen«,
I [Mannheim 1878]) og Offentliggørelse af
Schönfeld’s (s. d.) i Mannheim 1865—75 anstillede
Observationer af foranderlige Stjerner (»Veröff.
der Sternwarte zu Heidelberg«, I [Karlsruhe
1900]) samt hans Redaktion af
»Handwörterbuch der Astronomie«, I—IV (Breslau
1897—1901, Leipzig 1902), hvori han foruden en Del
mindre Artikler har skrevet en større:
»Sternbilder«. Som Direktør for de ovennævnte
Observatorier har V. udgivet foruden de nævnte
Publikationer ogsaa »Mittheilungen der
Sternwarte zu Heidelberg«, I—XVIII (1901—09),
»Veröffentlichungen«, III—V (1904—17). I
Fagtidsskrifter har V. publiceret talrige Beregninger og
Observationer af smaa Planeter og Kometer. Af
mere populær Art er hans »Astronomische
Bilder« (Leipzig 1881) og »Der gestirnte Himmel«
(Stuttgart 1887). 1874 ledede V. den tyske
Venus-Ekspedition til Tschifu i Japan.
J. Fr. S.
Valentini, Rudolf, preussisk Embedsmand
og Jurist, f. 1. Oktbr 1855 i Crussow, 1888
Landraad, 1899 foredragende Raad i Kejserens
Civilkabinet, 1906 Regeringspræsident i Frankfurt
a. d. O., 1908 Chef for Civilkabinettet, i hvilken
Egenskab han blev en Støtte for Bethmann
Hollweg; afgik Jan. 1918.
H. J-n.
Valentinianisme, Valentinianere, se under
Valentinus.
Valentinianus, romerske Kejsere.
1) V. I, Kejser 364—375, stammede fra
Pannonien og var en dygtig Officer. Efter Kejser
Jovianus’ Død valgte Soldaterne ham til Kejser,
men kort efter udnævnte han sin Broder Valens
til Medregent og overlod ham Rigets østlige
Del. Selv tog han Mediolanum til Residensstad,
hvorfra han med Kraft og Dygtighed styrede
den vestlige Del af Riget. Han maatte
imidlertid mange Gange rykke i Felten for at forsvare
Grænserne mod indtrængende Barbarer, især
oftere kæmpe med Alamannerne, medens hans
Feltherre Theodosius forsvarede Grænsen i
Britannien. V. var en dygtig Kejser og regerede
med en Strenghed, der grænsede til Grusomhed.
I religiøs Henseende var han ortodoks, men
tolerant. Han efterfulgtes af sine to Sønner
Gratianus og V. II.
2) V. II, Kejser 375—92, var kun 4 Aar
gammel, da han sammen med sin Broder Gratianus
kom paa Tronen ved Faderens Død. Efter
Gratianus’ Død (383) regerede V.’s Moder Justina i
hans Navn, men Theodosius den Store, Østens
Kejser, havde i Virkeligheden en overvejende
Indflydelse. Det var ogsaa Theodosius, som
skaffede V. Herredømmet tilbage, da Oprøreren
Maximus havde faaet Magten over en stor Del
af Riget. Men han kunde ikke hindre, at
Frankeren Arbogast, Rigets Overfeltherre, lod V.
myrde.
3) V. III, Kejser 425—455, regerede ligeledes
kun over den vestlige Rigshalvdel. Han var en
Søn af Theodosius den Store’s Datter Placidia
og Feltherren Constantius og blev sat paa
Tronen, efter at Usurpatoren Johannes var bleven
styrtet af en østromersk Hær. Da V. endnu kun
var 7 Aar gammel, fik Placidia Regeringen i
hans Navn, men formaaede ikke at modstaa
Folkevandringernes Storme, endskønt hun
havde dygtige Hærførere, navnlig Bonifacius og
Aëtius, der dog desværre ikke kunde enes, ved
sin Side. V. selv, som i Reglen opholdt sig i
Ravenna, hvor han førte et udsvævende Liv,
kom i Virkeligheden aldrig til at regere. Ved
stadige Indfald af barbariske Folk førtes Riget
sin Undergang nær: Afrika blev besat af
Vandalerne, som derfra gjorde Landgang i Italien,
og Hunnernes Anfald voldte endnu større
Ødelæggelser. Da V., efter at Hunnerne endelig var
trængte tilbage, havde ladet Aëtius myrde i den
Tro, at han nu kunde undvære hans Hjælp,
fandt han selv kort efter Døden for
Morderhaand.
H. H. R.
Valentinit, se Antimonblomst.
Valentinois [valãti’nwa], tidligere fransk
Hertugdømme med Hovedstaden Valence i Dept
Drôme. Indtil 1498 var det et Grevskab, men
blev da ophøjet som Hertugdømme for Cæsar
Borgia, 1548 blev det som Len givet til Diana
af Poitiers og 1642 til Fyrst Grimaldi af
Monaco. Endnu fører Fyrsten af Monaco Titlen
»Hertug af V.«.
(M. Kr.). E. St.
Valentinsdag, 14. Februar, havde allerede
i Middelalderen en særlig Betydning for unge
Mennesker i England og Skotland. Den Person
af modsat Køn, hvis Navn Aftenen forud blev
udtrukket ved Lodtrækning, eller som man paa
selve V. først mødte, skulde være ens
»Valentin« i det kommende Aar, ɔ: Forholdet mellem
det unge Par skulde være omtrent som
Ridderens til hans Dame. Nu er af Skikken kun
tilbage at sende hinanden Kærlighedsbreve og
Gaver. (Litt.: W. Carew Hazlitt, Popular
Antiquities of Great Britain, I, S. 31—35; R.
Chambers, The Book of Days, I, 255 ff.).
(A. O.). H. El.
Valentinus, Basilius, se Basilius.
Valentinus, Navn paa en Pave, som 827
regerede en Maaneds Tid, og paa flere
Helgener, hvis Liv og Gerninger er ganske indhyllede
i Sagn. To af dem skal have lidt Martyrdøden
samme Dato 14. Febr i 3. Aarhundrede, og
denne Dag blev derfor St. Valentin’s Dag.
A. Th. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
