Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vallø, Det adelige Stift - Valløe, Knud Engelbrecht - Walløe, Peder Olsen - Walmer Castle - Val Mesolcina - Valmiera - Valmont, G. de - Valmore - Valmue - Valmuefamilien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Marts 1893 blev V. Slot hærget af en Brand,
der næsten kun levnede de nøgne Ydermure.
Genopførelsen fuldførtes i Løbet af det
følgende Tiaar under Ledelse af Arkitekten Hans J.
Holm, idet det gamle Renæssanceslots Ydre i
det væsentligste bevaredes. Slottet rummer nu
en større Dekanesselejlighed og 11
Stiftsdamelejligheder, alle indrettede til egen
Husholdning. Slotskapellet blev ikke fornyet efter
Branden. Bygningskomplekset er mange
forskellige Tiders Værk. Slottet bestaar af et
ældre Vestparti i Renæssancestil og et yngre
Østparti i Barokstil, begge trefløjede og
sammenbyggede, omsluttende en 33 m lang og 28 m
bred Slotsgaard. Fru Mette Rosenkrantz
byggede Vestpartiets Sydfløj med de to store
Taarne, et rundt og et firkantet. Baade Fløjen og
Taarnene blev gjort højere i det 17.
Aarhundredes første Halvdel, idet en af Fru Mette
opført ganske kort Vestfløj samtidig synes at være
blevet forlænget. Efter Gaardparternes
Forening i 1651 rejstes endelig Vestfløjens
nordligste Del. En Mur, der, gaaende tværs over
Borggaarden i Retning Ø.-V., havde adskilt Fru
Mette’s og Fru Birgitte’s Bygninger, forsvandt
vistnok samtidig. Øster-V.’s Bygninger, som laa
Nord for denne Mur, har næppe været
synderlig anselige. I 1720’erne opførte Frederik IV
Vestpartiets Nordfløj med en i 1723 indviet
Kirke. Østpartiet, »Det hvide Stift«, skyldes
Dronning Sophie Magdalene, opført i Aarene
1735—38 og forhøjet med et Stokværk 1765. Til
Slottet hører en 16 ha stor Have med en
Mindestøtte for Stiftets Kurator, Lensgreve Fr. G. J.
Moltke Bregentved, d. 1875. (Litt: A.
Petersen, »V. og Omegn« [Kbhvn 1877]; G. L.
Wad, »Mindeskrift i Anledning af
150-Aarsdagen for Oprettelsen af det adelige Stift V.«
[Kbhvn 1888]; C. A. Jensen, »V.« i »Danske
Herregaarde Aar 1920«, I).
P. B. G.
Valløe, Knud Engelbrecht, dansk
satirisk Forfatter, f. 5. Febr 1833 i Roskilde, d. i
Menton 17. Maj 1877, blev 1849 Student og
studerede efter sin Faders Ønske Jura indtil 1853,
da Koleraen udbrød i Kbhvn; han gav da efter
for sit længe nærede Ønske, begyndte at
studere Medicin og gjorde en Del
Hospitalstjeneste. Hans Yndlingsstudium var Anatomien, og
i dette Fag blev han snart saa dygtig, at han
fra 1860—62 blev Prosektor hos den
udmærkede Anatom, Professor I. P. Ibsen (s. d.); det
var efter dennes Tilskyndelse, at V. forberedte
sig til fuldstændig medicinsk Embedseksamen.
Men 1862 døde Ibsen, og fra den Tid var V.
kun Anatom; nogen afsluttende Eksamen tog
han aldrig og praktiserede efter
Koleraperioden kun i et kort Tidsrum af sit Liv, nemlig
under Krigen i 1864, da han var Underlæge
paa Garnisons Hospital.
V. maatte, navnlig efter at han i 1864 havde
giftet sig, arbejde meget haardt for Udkommet.
Heri maa sikkert ogsaa Grunden søges til, at
hans Forfattervirksomhed, til hvilken de, der
stod ham nærmere, havde stillet ikke ringe
Forventninger, kun blev af et saa ringe
Omfang. Hans betydeligste Arbejde er Novellen
»Emtejægerne«, der ligesom saa godt som alt,
hvad der ellers er trykt af ham, er Satire paa
Grundtvig’s og navnlig dennes tarvelig
begavede og ukritisk fanatiske Efterligneres
Virksomhed. Den fremkom første Gang 1862 i
»Dagbladet« og er senere gentagne Gange optrykt
sammen med andre Fortællinger og Digte, i 1886
med en biografisk Indledning af C. St. A. Bille
(s. d.).
(S. M.). J. Cl.
Walløe, Peder Olsen, f. 1716, d. 1793,
se Grønland, S. 309. (Litt.: Louis Bobé,
»P. O. W., Østkystens Genopdager« [Det Grønl.
Selsk. Aarsskr. 1917] og P. O. W.’s »Dagbøger«
[Det Grønl. Selsk. Skrifter, V. 1927]).
G. F. H.
Walmer Castle [’wå£mə- eller wå.mə-’ka.s£],
se Deal.
Val Mesolcina [-’t∫ina], se
Mesocco-Dalen.
Valmiera, russisk Volmar, By i det
nordlige Letland, Provinsen Vidzeme (Livland),
ligger 98 km NØ. f. Riga 43 m o. H. paa højre
Bred af Aa og ved Banen fra Petrograd
(Leningrad) til Riga. 5000 Indb., hvoriblandt en Del
Jøder. V. har lidt Industri og betydelig Handel
med Korn, Hør og Kvæg. Tidligere var V.
befæstet og i 14. og 15. Aarh. en betydelig By. I
Nærheden findes sparsomme Ruiner af det 1283
af den tyske Ordensmester Vilhelm af
Schauenburg byggede Slot V., som Russerne ødelagde
1702. V. blev under Verdenskrigen besat af
Tyskerne 22. Febr 1918 og kom ved Freden til
Bolshevikerne. 26. Maj 1919 toges Byen af
Letterne.
(H. P. S.). N. H. J.
Valmont [val’må], G. de, Pseudonym for
Maupassant (s. d.).
Valmore [val’må.r], se Desbordes-V.
Valmue, se Papaver.
Valmuefamilien (Papaveraceæ),
tokimbladede og frikronede Planter af Valmueordenen,
en- eller fleraarige Urter med spredte eller
sjælden modsatte Blade, hyppig med Mælkesaft.
 |
| Opiat-Valmue. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
