Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Warnery, Henri - Varney, Louis - Varnhagen von Ense, Karl August og Rahel Antonie Friederike - Varnhems Kloster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Warnery [varnö’ri], Henri,
fransk-schweizisk Forfatter (1859—1902), var Professor i
Lausanne, udgav dybtfølte Andagtsbøger som
Chemins d’espérance, Romanen Noëlle, Novellerne
L’étang aux fées, Festspillet Le peuple vaudois
og kritiske Afhandlinger, men er især skattet
og elsket for sine skønne, fortrøstningsfulde
Digte Sur l’Alpe (1895) og Dernières poésies.
S. Ms.
Varney [var’næ], Louis, fransk Komponist
(1844—1908), var Søn af Pierre V., der
komponerede Revolutionssangen: Mourir pour la
patrie (1848), og var selv en kendt og yndet
Komponist af Operaer, Operetter og Balletter
for Paris’ Scener.
W. B.
Varnhagen von Ense [’farnha.gən-fån-
’ænzə], 1) Karl August, tysk Forfatter, f.
i Düsseldorf 21. Febr 1785, d. i Berlin 10. Decbr
1855. Som 9-aarig kom han med sin Fader til
Hamburg, studerede derpaa 1800—05 først
Medicin i Berlin, da han vilde være Læge ligesom
sin Fader, derpaa Filosofi og Historie. Han
lærte flere af Tidens ledende Personligheder at
kende (f. Eks. Chamisso og Schlegel), udgav
1804 — sammen med førstnævnte — en
»Musenalmanach«, senere Enakts-Skuespillet
»Britannien« og »Deutsche Erzählungen« (1815) samt
»Vermischte Gedichte« (1816). Imidlertid havde
han fortsat sine Studier i Halle og Tübingen
og var 1809 gaaet i østerrigsk Krigstjeneste. I
Slaget ved Wagram blev han haardt saaret.
Som Adjutant hos Fyrst Bentheim ledsagede
han denne til Paris 1810, deltog som Adjutant
hos Tettenborn 1813 i Krigen, og skrev de to
Bøger: »Geschichte der Hamburger Ereignisse«
(1813) og »Geschichte der Kriegszüge des
Generals von Tettenborn« (1815). 1815—19
virkede V. som Diplomat, var preussisk Gesandt
i Karlsruhe, men blev kaldt tilbage paa Grund
af en Indiskretion, fik Afsked med Titlen
Geheime-Legationsraad og levede Resten af sit
Liv i Berlin som en kritisk Iagttager af Tidens
Begivenheder. Han, som oprindelig — ogsaa
gennem sin Hustru Rahel Levin-Marcus —
havde staaet den romantiske Kreds nær, saa
senere med Kritik paa dens Resultater og
nærmede sig med Sympati det unge Tyskland, hvis
radikale Anskuelser tiltalte den afskedigede
Diplomat, som i sin og Hustrus Salon, ligeledes
senere, da hans Niece Ludmilla Assing var
blevet optaget i hans Hjem, omgikkes sin
Tids Berømtheder, ogsaa fra Udlandet. Hans
historiske og kritiske Skrifter raadspørges
endnu i vore Dage — saaledes især »Goethe in der
Zeugnissen der Mitlebenden«, »Biographische
Denkmale« (5 Bind, 1824—30),
»Denkwürdigkeiten und vermischte Schriften« (9 Bind,
1837—59), og de efter hans Død udgivne
»Tagebücher« (14 Bind, 1861—70), som er en
uvurderlig Kilde til tysk politisk og aandelig
Historie i det 19. Aarhundrede. Ludmilla Assing’s
ikke just taktfulde Udgivelse af de litterære
Efterladenskaber satte Sindene i Bevægelse og
gav Anledning til heftige Angreb. Nævnes maa
endnu »Briefe A. v. Humboldts an V.« (1860) og
»Ausgew. Schriften« (19 Bind 1871—76). (Litt.:
»Briefwechsel zwischen V. und Rahel« [6 Bind,
1874-75]; R. Haym, »V. v. E.« i »Ges.
Aufsätze« [1903]).
2) Rahel Antonie Friederike, f. i
Berlin 19. Maj 1771, d. smst. 7. Marts 1833, var
Datter af en jødisk Købmand Levin-Marcus og
Søster til Forfatteren Ludwig Robert. Hun var
en fin kultiveret, baade i musikalsk og
litterær Henseende rigt udrustet Personlighed, der
tidlig grebes af Goethe’s Idéverden. Hun
naaede højt i fordomsfri Bedømmelse af
Tilværelsen — f. Eks. hendes Betragtning af H. v.
Kleist’s Skæbne — og øvede stor Indflydelse
paa mange Omraader, ikke mindst efter sit i
1814 indgaaede Ægteskab med V. v. E., hvis
Bekendtskab hun havde gjort 1808. Hun ofrede
sig 1813 for de Saaredes Pleje og gav Ideen
til den første Kvindeforening. Gennem hendes
Breve og den store Litteratur, der yder Bidrag
til hendes Udviklingshistorie, faar Eftertiden
Indtryk af hendes ildfulde, følelsesfulde Sjæl.
Hun studerede Menneskene, søgte at forstaa
dem, vejlede og retlede dem og udtalte sig
med Kyndighed om religiøse, kunstneriske og
litterære Problemer, saa hun —
Stemningsmenneske som hun var — blev Midtpunktet i
en stor Kreds af aandelig bevægede,
indflydelsesrige Mænd og Kvinder. Hendes Hjem var
Samlingsstedet for saadanne Skikkelser som
Brødrene Humboldt, F. W. Schlegel, Tieck,
Fichte, Schleiermacher, Hegel, Chamisso,
Arnim, Bettina og Heine. Hun ejede ligesom sin
Mand Forstaaelse af det unge Tysklands
Skæbne og af den Indsats, Bevægelsens Førstemænd
ydede, og derved strakte hendes Indflydelse
sig ind i stedse videre Kredse. En omfattende
Litteratur skænkede Eftertiden det rette
Indtryk af, hvilke Ideer og hvilket Livssyn der
bevægede hende. Hendes Mand udgav »Rahel,
ein Buch des Andenkens für ihre Freunde«
(1833, bearbejdet af H. Landsberg 1904) og
»Galerie von Bildnissen aus Rahels Umgang
und Briefwechsel« (1836). (Litt.:
Schmidt-Weissenfels, »Rahel und ihre Zeit« [1857];
»Briefwechsel zw. Rahel und David Veit«
[2 Bind, 1861]; »Briefwechsel zwischen V. und
Rahel« [6 Bind, 1874-75]; Mrs.
Vaughan-Jennings, Rahel [1876]; »Aus Rahels
Herzensleben«, udgivet ved L. Assing [2 Bind,
1877]; Georg Brandes, »Det unge
Tyskland« [1890]; O. Berdrow, »R. V.« [1902];
E. Graf, »Rahel und die Romantik« [1903];
A. Fiala, »Rahel und ihre Freunde« [1907];
Ellen Key, »Rahel V.« [tysk Udgave 1907,
svensk 1908]; I. E. Spenlé, Rahel [Paris
1910]).
C. B-s.
Varnhems Kloster, Vest for Bjerget Billingen
i Västergötland, et af Sveriges ældste Klostre,
grundlagt af Cisterciensermunke 1148; det
modtog i Tidens Løb store Gaver fra Kongerne og
Ridderstanden. Under Striden mellem Kong
Albrecht og Dronning Margrete brændte
Klostret, men genopbyggedes, 1566 brændtes det af
Danskerne, og kun Kirken opførtes igen. Den
restaureredes 1668—71. Fra 1911 underkastedes
Kirken en udvendig Reparation og 1920—23
ogsaa indvendig. Herved fandt man Birger Jarl’s
Grav. — Nu er tillige største Delen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
