Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Watt, Robert - Watteau, Jean Antoine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
igennem flere Aar i Australien paa den første,
den bedste Vis — som Dagvognskusk, som
Assistent hos en Taskenspiller o. s. v. Her samlede
han ved Omgang med alskens Folk ypperligt
Stof, og da han tilmed sad inde med Evner til
livlig og humoristisk Skildring, vandt han ved
sin Hjemkomst til Danmark hurtig
Opmærksomhed ved Skitser, der først tryktes i
»Illustreret Tidende« og senere samledes i Bogform
(»Fra Australien« [1862], »I Verandaen« [1863]
af »Bob«). Herved kom han som den første i
Danmark ind paa en udstrakt Virksomhed som
rejsende Feuilletonist. W.’s Rejsebreve tryktes
først i »Dagbladet«, senere i Bøger som
»Pariserfotografier«, »Gennem Europa«, »Breve fra
Rusland« og »Fra Ægypternes Land«. 1866
stiftede han Ugebladet »Figaro«, der to Aar senere
omdannedes til Dagbladet »Dagens Nyheder«,
som W. redigerede til 1871. Derefter foretog
han en større Rejse til Vesten, hvor han
overværede Chicagos Brand; sine Indtryk meddelte
han i de tre Samlinger: »Hinsides Atlanten«
(1872—73). 1876-84 var han Direktør for
Folketeateret, 1886 til sin Død for Tivoli og viste
navnlig i den første Stilling megen praktisk
Dygtighed. Som Oversætter fra Engelsk — af
Thackeray’s »Snobberne«, Fortællinger og
Skitser af Mark Twain og Bret Harte samt Edgar
Poe’s »Fantastiske Fortællinger« — viste W.
større Sans baade for, hvad Modersmaalet og
for hvad Originalens Karakter krævede, end
man ellers dengang var vant til, naar Talen var
om Prosaoversættelser.
(S. M.). J. Cl.
Watteau [va’to], Jean Antoine, fransk
Maler og Kobberstikker, f. i Valenciennes 1684,
d. 1721 i Nogent-sur-Marne. Alt som Dreng
kom han i Lære hos Maleren Gérin i sin
Fødeby. 1702 er han
i Paris, hvor
han først var
Elev hos en
ellers ubekendt
Maler, Metayer;
derefter tjente
han Brødet paa
en Billedfabrik,
hvor der til en
billig Penge
produceredes
Helgenbilleder,
af hvilke W.
særlig malede
St. Nicolas.
Vendepunktet i
W.’s
Udvikling blev hans
Forbindelse
med Maleren Claude Gillot, der som
fantasifuld Maler og Illustrator af Maskefester
og Komediescener, som Tegner af
Kostumer og Dekorationer for Teatrene kom til at
give W.’s kunstneriske Uddannelse den
Retning, den senere skulde bevare. Af ikke mindre
Betydning for ham blev hans Samarbejde med
Claude Audran, der var Inspektør ved Slottet
Luxembourg; her hos ham havde han
Lejlighed til at studere Rubens’ Medici Galleri, og
for hans maleriske Udvikling blev dette Studie
afgørende. Dekorationsmaleriet, som W. særlig
maatte dyrke hos Audran, behagede ham ikke,
og 1709 deltog han i Akademiets Konkurrence
for Prix de Rome, opnaaede dog kun 2. Præmie
og drog derefter nogen Tid tilbage til sin
Fødeby (indtil 1712, da han agreeredes ved
Akademiet). Hans Tilknytning i Paris til Bankieren
Crozat (for hvem han malede de fire Aarstider,
hos hvem han boede, og hvis store Samlinger
han kunde studere) fik befrugtende Betydning;
han malede »Antiope« (Louvre), »Afvæbnet
Amor« (Chantilly) m. m. I disse Aar udførte
W. nogle om nederlandsk Kunst mindende
Billeder fra Soldaterlivet, men disse Arbejder har
lige saa lidt som Landskabsstudier fra denne
Tid noget personligt Præg. Men i det Værk,
hvormed han erobrede sig sin Medlemsstilling
i Akademiet (1717): »Indskibningen til Cythere«
(Louvre, et større, mere detailleret for Frederik
II af Preussen), har hans Individualitet naaet
til fuldt Gennembrud, og i den Titel, som
Akademiet hædrede ham med ved Antagelsen af
dette Maleri, »de galante Festers Maler«, er
som i en Sum givet hans Kunsts inderste
Væsen. Fra Rubens’ Elskovshaver og Kermesser
stammer W.’s galante Hyrdescener ned, men
den flamske Drøjhed og Voldsomhed er afløst
af gallisk Lethed og Ynde, Gratie og Elegance.
Det er det fremragende ved W.’s Figurkunst, at
han har skabt en Mands- og særlig en
Kvindetype, der ikke bunder i en naturalistisk
Portrætering, men i en lykkelig Idealisering af det
intimeste i det galante Selskabs gratiøse Leg og
Elskovsgækkeri; det er en rendyrket Race af
18. Aarhundredes forfinede og nydelsessyge
Slægt, der befolker hans Billeder, og han
gengiver den i sin Kunst i en egen smidig og
bedaarende Tegning, i en raffineret glimrende
Kolorit, med et Foredrag endelig, der i hans
bedste Værker er gnistrende spirituel i sin
Lethed og Ynde. Af W.’s Hovedværker skal
fremhæves foruden hans ovenfor nævnte
Medlemsarbejde: Galante Fester og Scener af
Komedielivet i Louvre (Gilles, L’indifférent o. a.) i
Museerne i Nantes (Harlekin o. a.), Orléans,
Troyes, i Kaiser-Friedrich-Museet i Berlin
(Kærlighed i den franske Komedie,
Kærlighed i den italienske Komedie), endvidere i
Slottet i Berlin og i Neues Palais i Potsdam en
Række betydelige »Fester«, som i sin Tid W.’s
Beundrer Frederik II af Preussen erhvervede
sig, ligesom der her (i Slottet) ogsaa findes det
berømte Skilt, som W. malede for
Kunsthandleren Gersaint i sit sidste Leveaar efter at være
vendt tilbage til Paris fra et kortere Ophold i
London 1720—21. Fremragende Arbejder
endelig i Samlingerne Buckingham Palace,
Wallace Museum og Dulwich College i London, i
Dresden, Petrograd og Madrid. Ogsaa
Portrætter (Pater i Valenciennes-Museet,
Selvportrætter). Største Samlinger af W.’s Tegninger
i Louvre, Bryssel, Albertina, München. —
Gennem en Række Kobberstikkere (Audran,
Boucher, Tardieu, Cochin, Larmessin o. fl. a.)
blev W.’s Billeder og Kompositioner bekendt
viden om og fik en afgørende Betydning for
fransk Rokokomaleri. 1896 afsløredes et
Monument over W. i Luxembourg-Parterret i
Paris, Statue (af Carpeaux) i Valenciennes. Ogsaa
W.’s Brodersøn Louis Joseph W.
 |
| J. A. Watteau. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
