Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vecchi, Orazio - Vecchia, Pietro - Vecchietta, Lorenzo di Pietro - vecchio - Vecellio, Tiziano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han »maler« i Kontrapunkt, »fremstiller«
Naturbilleder eller Sjælebilleder, er overhovedet
stærkt optaget af det psykologiske. Han har
drevet det til at komponere en hel Commedia
harmonica, et Slags Syngespil om man vil,
Amfiparnasso, 1594 opført i Modena og 1597 trykt
i Venedig, hvor de agerende Personer synger
i 4—5-stemmig Madrigalstil! Frugtbar og
opfindelsesrig som han var, har han efterladt sig
en betydelig Mængde Kompositioner, baade
gejstlige, men dog især verdslige, hvoraf
største Delen i hans Levetid blev befordrede i
Trykken og tilmed udkom i mange forskellige
Oplag, ogsaa i Udgaver uden for Italiens
Grænser, hvad der tyder paa den ualmindelige
Opmærksomhed, de vakte. V.’s Hovedværker er
Selva di varie recreatione (1590) og Le veglie
di Siena for 4—6 Stemmer (1604). Det
sidstnævnte Værk, hvori han skildrer de forskellige
menneskelige Temperamenter, er med en
smigrende Dedikation tilegnet Christian IV af
Danmark. I Nyudgave er Amfiparnasso udgivet i
»Publikationen der Gesellschaft für
Musikforschung«, Bind 26. (Litt.: A. Catelani,
Della vita e delle opere di O. V. [1858]; R.
Renier, Dell’ Amfiparnasso di O. V. [1884]).
A. H.
Vecchia [’væk.ia], Pietro, italiensk Maler,
egentlig Muttoni, f. 1605 i Venedig, d. 1675
smst., Elev af Rotari og i øvrigt uddannet
efter den store venetianske Kunst, en betydelig
Malerbegavelse, der — uden for Italien — er
særlig rigt repræsenteret i Dresdens Galleri:
»Kriger«, »Kriger i Harnisk«, »Saul og David«,
»Den gamle og de tre Børn« m. m.; i Dublins
Nationalgalleri »Timoclea og Alexander«.
A. Hk.
Vecchietta [væ’k.iæta], Lorenzo di
Pietro, kaldet V., italiensk Billedhugger, Maler,
Arkitekt og Ingeniør, f. c. 1412 i Castiglione di
Valdorcia, d. 1480, er en af den sienesiske
Renaissancekunsts betydeligere Mestre af
naturalistisk Retning, en Kunstner, hvis Arbejder
udmærker sig ved den højeste Finhed i
Udførelsen og stor Inderlighed i Udtrykket. Af hans
Billedhuggerarbejder nævnes Bronzetabernaklet
(1465—72) i Domkirken, Kristus (Bronzestatue,
1466) i Hospitalet, og Marmorstatuerne af Paulus
og Petrus (1458 og 1460) i Loggia de’ Nobili (alle
i Siena), Gravmælet over Marino Soccino og
Buste af A. Malatesta i Museo Nazionale i
Firenze, samt Træstatuerne af den hellige
Antonius og den hellige Bernardin (i Domkirken
og S. Bernadino i Narni). Af Malerier af V.
nævnes Madonnafremstillinger i Uffizi og i
Akademiet i Siena, Himmelfarten i Domkirken
i Pienza, samt Fresker i Hospitalet og S.
Giovanni Baptisterium i Siena.
(A. R.). A. Hk.
vecchio [’væk.io] (ital.), gammel, føjes
undertiden til en historisk Persons Navn for at
adskille denne fra en yngre, der hedder lige
saadan, f. Eks. den venetianske Maler Palma V. i
Modsætning til Palma Giovine (den yngre
Palma). Fern-vecchia. Jfr. Civitavecchio.
E. G.
Vecellio [ve’t∫el.io] (Vecelli), Tiziano,
kaldet Tizian (engelsk: Titian, fransk:
Titien), italiensk Maler, f. c. 1476 eller 1477 i
Pieve di Cadore i Friaul, d. i Venedig 1576,
var Elev af Giovanni Bellini og uddannet
under Indflydelse af Giorgione, hvis Hjælper han
var ved forskellige Arbejder. V.’s Virksomhed
er hovedsagelig knyttet til Venedig (hvortil han
kom som Dreng), kort Tid (omkring 1511)
virkede han i
Padua (Fresker i
S. Antonio’s
Kapel ved
Domkirken), i Rom
1545—46 og
andre Steder,
og paa
Rejser i Tyskland
i Augsburg (1548
og 1550-51).
V. er den
venetianske
Malerkunsts alt
overvejende Førstemand,
gennem sit lange
Liv behersker
han Kunstlivet i
Venedig og
sætter sit Præg paa det; efter at Renaissancens
stolte Kunst i Firenze og i Rom var endt i
aandløs Manierisme, stivnet i døde Formler,
blomstrer endnu i Venedig med ham og om
ham Kunsten i den rigeste Livsfylde. Kun faa
Heroer kendes i Kunsthistorien, hvis Vækst har
været saa langsom som V.’s; da han havde
tilendebragt den første Menneskealder (1510),
paa et Tidspunkt, da den jævnaldrende
Giorgione alt havde sluttet sin korte straalende
Bane, stod V. endnu uden personligt Særpræg
i sin Kunst. De tidligst kendte af hans Arbejder
(bl. a.: Pietà i Scuola di San Rocco [Venedig])
viser ham som trofast følgende Bellini’s gode
Traditioner, de nu næsten forsvundne Fresker
i Fondaco de’ Tedeschi (1508), saavel som
Freskerne i Padua: Joakim og Anna (Scuola
del Carmine) og Scener af Antonius’ Liv (Scuola
del Santo), betegner hans Afhængighed af
Giorgione. Først i enkelte Madonnafremstillinger (i
Museet i Wien) klinger hans egen Stemme
igennem, og i det Mesterværk (1512), som
kaldes »Himmelsk og jordisk Kærlighed« (Amore
sacro ed Amore profano, formodentlig
forestillende: Venus overtalende Medea) i Gal.
Borghese i Rom, har han udfoldet sine
vidunderlige kunstneriske Evner. Her er i dette Værk, der
er en af Malerkunstens kosteligste Skatte, den
skønne Forening af dyb og sund Naturlighed
med ædel poetisk Opfattelse, den lykkelige
Harmoni, som gør, at V.’s Værker —
fremfor alle bevidste Efterligninger — er i moderne
Kunst de, der staar Antikken nærmest, ved
deres rige Livsfylde, deres rene Menneskelighed.
Hvad Kamp han har haft for at naa sine høje
Maal, spores aldrig i hans Billeder, de synes
at være voksede af hans rige Sind saa let og
naturlig som en Plante af den nærende Jord:
hans Kompositioner er altid utvungne, klare og
rolige, de Skikkelser, der befolker disse
Kompositioner, har han formet til en straalende
skøn og blomstrende sund Slægt. Og i sine
Billeder har han ladet denne Verden leve i en
Farveskønhed, i en gylden Harmoni, hvis
 |
| Tiziano Vecellio. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
