Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vedanta - Veda-Religionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
absolutte Identitet af Sjælen med Brahman. Da nu
Vedanta-Filosofiens Maal er at afgive en Støtte
for hele Brahmanismens ældre Teologi (saavel
Læren om det upersonlige Brahman som om den
personlige Skabergud Brahman tillige med hele
den religiøse Praksis, jfr. Art. Brahman),
nodes Çankara til at affinde sig med den
Modsigelse, som denne rummer, og det gør han
paa den Maade, at han opstiller to Systemer
ved Siden af hinanden: 1) en højere filosofisk
(esoterisk) Videnskab, den metafysiske Lære om
Verdenssjælen som det eneste eksisterende,
eller den absolutte Sandhed, ved hvis Tilegnelse
den vise efter Døden gaar op i Brahman; 2) en
lavere teologisk (eksoterisk) Videnskab, der
stiller sig paa den store Hobs empiriske
Standpunkt og afgiver en folkelig-religiøs
Verdensopfattelse: i denne optræder Brahman udstyret
med alle Personlighedens Attributter, han er
den personlige Gud, som skaber og styrer
Verden, som lønner og straffer Menneskenes
Gerninger; inden for denne Ramme kan Læren om
Sjælevandringen bibeholdes, men det er kun
Sandhed for de »uvidende«, og den fuldkomne
Forløsning kan kun findes paa det højere
metafysiske Standpunkt. — En anden betydelig Sekt
inden for Vedanta-Læren er den, som stiftedes
i 12. Aarhundrede af Ramanuja (s. d.), iflg.
hvilken de mangfoldige Sjæle ikke er identiske
med Brahman, men Dele af ham (jfr.
Brahman, S. 808). (Litt.: P. Deussen, »Die
Sutra’s des Vedanta« [Tekst med Çankara’s
Kommentar og Oversættelse] [Leipzig 1887];
Brahmasutras, with Çankara’s Comm.,
Anandasrama Series, 1890—91; Oversættelse findes ogsaa
paa Engelsk af Thibaut i Sacred Books of
the East, [XXXIV og XXXVIII Oxford
1890-96] samt af M. Rangacharya og
Varadaraja Aiyangar [Madras 1899]; en kortere
Ekstrakt findes i den saakaldte
Vedantasara, udgivet og oversat af Jacob [Bombay
1894, London 1892]; F. Max Müller, Six
Systems of Indian Philosophy [London 1899];
P. Deussen, »System des Vedanta« [Leipzig
1883], som er Hovedværket for Kundskaben om
denne Filosofi; et klart og praktisk Ekscerpt
findes i P. Deussen, On the Philosophy of the
Vedanta in its relations to occidental
metaphysics [Bombay 1893], ogsaa trykt sammen med
samme Forfatters »Erinnerungen an Indien«
[Kiel og Leipzig 1904] og hos R. Garbe,
»Beiträge zur indischen Kulturgeschichte« [Berlin
1903]).
D. A.
Veda-Religionen er den Religion, som
nærmest træder frem i Veda-Litteraturens ældste
Lag, specielt i Rig-Veda (s. d.); thi medens
Religionen her væsentlig er polyteistisk, saa er
allerede i de yngre Veda’er og særlig i den
følgende ritualistiske og filosofiske Litteratur
(jfr. Veda ovenfor) de gamle Guder blegnede
for den brahmanske Offertrolddom (jfr.
Brahmanisme, S. 811—13) og traadte tilbage for
Skaberguden Prajapati eller Brahman
(s. d.). Den Polyteisme, som forefindes i
BigRVeda, er imidlertid af en noget ejendommelig
Art, idet teologisk Spekulation aabenbart har
faaet fat i den og gjort den
kollektiv-polyteistisk, saaledes at de enkelte Guder er ved at
miste deres Individualitet og kommer til at
danne et System, der træffende er
sammenlignet med et Urværk; de enkelte Guder er da at
opfatte som enkelte og lige uundværlige
Organer i en sammenhængende Organisme,
Verdensaltet. Denne Form af Polyteisme har man
særlig betegnet med Navnet
Kathenoteisme (jfr. indisk Religion). Hele
Verdensopfattelsen er endnu meget primitiv (se
indisk Kosmologi); de enkelte Guder
har sandsynligvis alle fra først af været
Personifikationer af Naturens Kræfter
(Naturguder), og adskillige af Gudeskikkelserne er
Arvegods fra forhistoriske Tider, hvilket ses af
Slægtskabet med de andre gamle
indoeuropæiske Folks Gudekredse (navnlig Persernes og
Grækernes); men adskillige af Guderne kan dog
vanskelig sættes i Forbindelse med noget enkelt
bestemt Naturfænomen, f. Eks. Varuna og
Mitra (Aditya’erne), Soma (s. d.),
hvilket har ført til megen Uenighed blandt
Mytologerne; derimod er der andre Gudeskikkelser,
om hvis naturbestemte Funktioner der ikke
synes at kunne være særlig Tvivl: saaledes Regn-
og Tordenguderne Indra og Parjanya,
Vind- og Stormguderne Vayu, Rudra og
Marut’erne, Solguder som Surya,
Savitar, Pushan, Ildguden Agni o. s. v.
(Morgenrøden Ushas synes nærmest at være
en rent poetisk Konception). Om det nærmere
vedrørende de enkelte Guder se disse Artikler.
Sjælevandringstro finder man endnu ikke Spor
af, man troede, at Sjælen var udødelig og efter
Døden vandrede til Himmelen, hvor den levede
i evig Salighed hos Yama sammen med
Fædrene (Pitri’er s. d.); den ledsages dertil af
Pushan, men de ugudelige modtages ikke,
de styrtes ned i Dybet; den senere detaillerede
Helvedes-Forestilling hører vi endnu intet om
i Rig-Veda. Dyrkelsen af Guderne skete
gennem Ofringerne, under hvilke Guderne
paakaldtes gennem Hymnerne, der reciteredes af
Offerpræsten (hotar); ved Ofringerne troede
man, at Guderne fik Kraft til deres store
Gerninger, og at man tillige sikrede sig deres
Hjælp mod Ulykker og til at skaffe Lykke og
Rigdom. Guderne forestillede man sig i
menneskelignende Skikkelse, med lignende Følelser
og Drifter som Menneskene, dog saaledes at de
er udrustede med Almagt, hvorved ogsaa
særlig deres etiske Karakter som Straffere af Uret
fremhæves; de er udødelige som Følge af en
Drik, de besidder, Udødelighedsdrikken (se
Amrita), identificeret med Soma-Drikken (s.
d.). (Litt.: H. Oldenberg, »Die Religion
des Veda« [Berlin 1894]; A. Bergaigne, La
Religion védique [1.—3. Bind, Paris 1878—83];
A. Hillebrandt, »Vedische Mythologie«
[1.—3. Bind Breslau 1891—1902]; A. A.
Macdonell, Vedic Mythology i »Grundriss der
indoarischen Philologie u. Altertumskunde« [1897];
E. Hardy, »Die vedisch-brahmanische
Periode der Religion des alten Indiens« [Münster
1893]; H. S. Vodskov, »Sjæledyrkelse og
Naturdyrkelse«, I (Rigveda og Edda) [Kbhvn
1890—97]; A. Kaegi, »Der Rigveda« [2. Oplag
Leipzig 1881]; S. Sørensen, »Et Stykke
indisk Religionshistorie« i »Oversigt over det kgl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
