Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
W. som Maal paa Wergeland’s Ungdomsdigte,
disse Digte, som i brusende Vaarflom skyller
over alle Kunstens Marker, river alle Gærder
ned. Disse Digte, som er skrevne i Beruselse
af Elskov, af Elskov til alt, som aander og
lever, og hvad der ikke aander, kalder Digterens
mægtige Fantasi til Live, saa der intet er,
denne Elskov ikke lægger ind til sit Hjerte. Lige
over for dette voldsomme Vaarbrud samler W.
sin Tanke om alt, som kan dæmme ind, sætte
Grænser. Han finder, at fuldkommen Mangel
paa Klarhed og Besindighed i Udførelsen er
Grunddraget i Wergeland’s Digtning.
W.’s Kritik af Henrik Wergeland blev mødt
af dennes Fader, Nicolai Wergeland, som
forfattede et helt Modskrift »Retfærdig
Bedømmelse af Henrik Wergeland’s Poesi og Karakter«.
W. giver ikke et særskilt Svar paa dette Skrift;
han forbereder et Angreb i en anden Form.
Hans Syn har udvidet sig; han ser, at de
samme falske Begreber og Uklarheder, som ligger
paa Bunden af den æstetiske Raahed, ogsaa
volder det politiske Rabalder. Det er
Digterfriheden og den politiske Frihed, som
misforstaas. I Slutningen af 1834 udkommer hans
første større Digterværk, »Norges Dæmring«, en
Række Sonetter. Det hele Land stiger frem for
hans Syn. Han ser det ligge i Halvmørke; Nat
og Taage stænger endnu for Dagens
frembrydende Lys. Ved Lykkens Terning vandt Norge
sin Frihed i 1814. Men dette var jo alene en
Frihed i det ydre; Landet laa øde for Aandens
Vækst. Opgaven var derfor at pleje de Spirer,
Landets Jordbund gemte i sig, saa Landet
langsomt kunde naa frem til aandelig Frodighed.
Men denne langsomme Udvikling, dette Arbejde
vil man unddrage sig; som ved et Magtsprog vil
man tvinge Vaaren frem til moden Sommer.
Ved elendigt Skryderi søger man at indbilde
sig, at Landet staar paa Højde med den
europæiske Kultur. Det eneste, som virkelig trives i
Norge, er de store Ord, de hule Fraser om
Frihed og Begejstring. Ude i Europa gærer og
syder det overalt, og vistnok har ogsaa her
Politikken sine Karrikaturer. Men det er da en
Kamp, som gælder noget. Vi Nordmænd har
jo allerede den frieste politiske Forfatning;
alligevel skvadroneres, støjes, larmes der, som
det gjaldt at gøre Stormløb mod Despotiet.
Denne Kopiering af den europæiske Politik er et
elendigt »Abespil«. Og man glemmer, at selv
den frieste Forfatning er en tom Ramme, en
død Form, naar den ikke faar sit Liv indefra.
Det er Aandens Frihed, den indre Forædling,
som trænges hos os. Raaheden er Frihedens
værste Fjende. For at vedligeholde
Indbildningen om, at alt er saa herligt herhjemme, har
man søgt at indføre en »Aandens Karantæne«;
ved at stænge for al Paavirkning udefra skal
den ægte Norskhed bevares. Men
Selvstændighed naas ikke ved at sidde gemt bag en Mur.
Alene ved stadig Vekselvirkning med fremmed
Aandsliv fremgaar den nationale
Ejendommelighed i ren Form, saa man spares for
»forskruet Kraft« og »overdreven Grønhed«. — Der
findes i dette Digt megen Bitterhed og kold
Foragt; men man vilde ganske miskende det —
saaledes som Forfatterens Modstandere ogsaa
gjorde — hvis man alene fæstede Blikket ved
denne Side. Hvad der virker forsonende, er den
Understrøm af dybt Savn og higende Længsel,
som ogsaa af og til bryder helt op i Dagen.
Digterens skarpe Stemme bliver blød af
Længsel og Sorg, naar han taler om sit Savn af
Kunst og Savn af Sympati for sin kunstneriske
Trang. De, hvis Aandsliv ligger over den store
Hobs, siger han, føler sig herhjemme som en
Prometheus lænket til den raa Granit. Og i
hvor høj Grad trænges ikke Kunsten i det
norske Samfund! Her hvor Politikken med sin
Splittelse trænger ind overalt. I denne Tid,
da en virkelig Partidannelse i det politiske
første Gang foregaar i Norge, paakommer der den
unge Æstetiker en Rædsel for det sønderrevne.
Overalt, hvor hans Øje faldt, saa han
Politikkens Følger, splittede Personligheder, et splittet
Folk. Her kan alene Kunsten bringe Hjælp;
den er »Samfundslivets Kit«. Denne
Tankegang kommer især klart frem i en Afhandling
»Kristianias Vinter- og Sommer-Dvale«, som
han lod trykke nogle Maaneder, før »Norges
Dæmring« udkom. Han udtaler i denne
Afhandling en stor, en overdreven Tro paa Kunsten
som social Magt, en Tro, som netop hans dybe
Savn har indgivet ham. — »Norges Dæmring«
vakte en Storm saa voldsom, som vel ingen
anden norsk Bog har formaaet at rejse. Digtet
blev angrebet og forsvaret i Mængder af
Avisartikler og i hele Bøger. Nicolai Wergeland
foreslaar i et Modskrift, at alle
Fædrelandsvenner skal kaste Digtet paa Ilden den
førstkommende 17. Maj. Forslaget blev virkelig bragt
til Udførelse i et Par Bygder, og det med stor
Højtidelighed.
W. afsluttede sin Strid med Wergeland og
hans Parti Vaaren 1838. Han skrev da i Bladet
»Den Constitutionelle« en længere Artikelrække
»Om norske Presse-Anliggender«. Den nærmeste
Foranledning til disse Artikler var Striden om
Wergeland’s Skuespil »Campbellerne«, som var
blevet opført paa Christiania Teater og udpebet af
W.’s Venner. Men til samme Tid begynder W.
i Digte en Polemik af anden Art, en
indirekte. Han gaar ikke mere lige løs paa sin
Modstander og hans Parti i Nutidens Norge.
Han ser Striden paa lang Afstand; den har
gaaet for sig langt tilbage i Historien og er
blevet typisk for alle Tider, eller den har til
evig Tid gentaget sig i Naturen. Saaledes
udsendte han midt under Campbeller-Striden
Digte som »Goliath«, »Møkkurkalv« og
»Flyvefisken«. Til denne Art af Digte slutter sig
ogsaa fra en senere Tid enkelte, som henter deres
Emne fra hans Kamp med Udenverdenen. Her
er et Digt som »Kalchas« oplysende; det sigter
til hans langvarige og opslidende Strid for at
opnaa en Stilling som Professor ved
Universitetet. Han havde den hele Tid lidt under
trykkende Næringssorger, og der aabnede sig først
en Udsigt til bedre Kaar, da der 1839
oprettedes et nyt Lektorat i Filosofi. Da W. meldte sig
til Stillingen, begynder straks de mest
nærgaa-ende og hadske Angreb paa ham i Aviserne.
Det maa jo ogsaa indrømmes, at Stof let kunde
findes til Angreb. Han havde ikke særskilt
uddannet sig til at overtage en saadan Stilling, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
