Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer - Welhaven, Sigri (Krag) - Veli - Velia - Velikaja - Veliki Bečkerek - Velikije Luki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er dette Billede, som har størst lysende
Evne saavel for Digtning som for Liv. Hans
lange Fravær fra Bergen i hans Ungdom og de
trykkende Kaar, han levede under i Oslo, lod
det lykkelige Barndomshjem staa for ham i
lysende Farver. Endnu mere Vemod faldt der
over disse Minder efter Faderens Død. Men
stærkest virkede Tabet af Ida Kjerulf, et Tab,
han aldrig forvandt. Hun døde i Decbr 1840.
Hans hele følgende Digtning vidner om, at hun
aldrig kunde glemmes. Selv efter at han 1845
er blevet gift med en dansk Dame, Josephine
Bidoulac, staar Ida Kjerulf’s Billede lige klart
for hans Sjæl. W.’s Æstetik, som fra først af
fremhævede Planens Klarhed, lægger nu stor
Vægt paa, at Digtningen er grundet paa
Erfaring, Oplevelse. Og denne Oplevelse maa ses
i Erindringens Lys. Vemoden, »Glædens
Erindring, beaandet af Sorgen«, bringer først til
Fuldendelse den Klarhed, Kunsten fordrer.
Denne Erindringens Kunst har bragt som det
skønneste Digt »Den salige«. Mindedigtet om Ida
Kjerulf. Den Livsanskuelse, han saa ofte
udtaler i sine Digte, er ogsaa en Erindringens
Livskunst. »Mindet kun et Held bereder, der
er Livets Ejendom«. Glæden og Sorgen maa
enes; Vemoden er Glæde med Sorgens Stilhed
over sig og Sorg med Genskin af Glædens Lys.
I de senere Aar faar hans Livsanskuelse en
mere religiøs Farve; vi kan nævne det vakre
Digt »En Sangers Bøn«.
En politisk Bevægelse var der, som W.
stillede sig midt op i og ikke modtog med
Mistvivl. Det var Skandinavismen. Efter hans
Mening maatte man ikke endnu søge at give
Bidset af en politisk Forening mellem de tre Riger.
Hverken Fortidens eller Nuets Øjemaal strakte
her til. Der skulde alene arbejdes for, at de
tre Folk kom til bedre Forstaaelse af
hverandres Ejendommelighed. Hvert Folk skal se, hvad
der er i sund Vækst hos de andre. »Her er Liv
til nye Former, her skal være Glæde over
Væksten«. I Skandinavismen saa han ogsaa en
Modvægt mod en forsnævret norsk Patriotisme. Ved
de skandinaviske Fester optraadte han jævnlig
som Taler, og der stod Ry af hans Veltalenhed.
W.’s Arbejder i Prosa kan i Værd ikke stilles
ved Siden af hans Digte. Kun eet af disse
Arbejder, »Billeder fra Bergenskysten«, har
opnaaet nogen større Popularitet. Som Professor
holdt han Forelæsninger over den norske
Litteraturs Historie, og af disse har han udgivet en
større Afhandling »Ewald og de norske
Digtere« (1863). Han fremhæver det norske
Selskabs store Betydning for den dansk-norske
Litteratur.
Allerede 1868 maatte W. paa Grund af
Sygdom søge Afsked som Professor; han havde
allerede nogle Aar været uarbejdsdygtig. Hans
samlede Skrifter udkom i 8 Bind 1867—68. En
Statue af W., udført af Billedhuggeren Utsond,
rejstes i Oslo 1908. (Litt: »Norsk
Forfatter-Leksikon«, VI og der citerede Kilder, særlig H.
Lassen, »Henrik Wergeland og hans
Samtid« [2. Udg. 1887]; samme, »W.’s Digte« i
»Afhandlinger til Litteraturhistorien« [1877];
Gerhard Gran, »Norges Dæmring« [1899]];
Arne Løchen, »J. S. W.’s Liv og Skrifter«
[1900]; Elster, »Illustreret norsk
Litteraturhistorie«, II, S. 161 ff.).
(Arne Løchen). E. S-n.
Welhaven, Sigri (Krag), norsk
Billedhugger og Keramiker, f. i Oslo 4. Maj 1894
som Datter af Arkitekt Hj. W. I 1910 Elev af
Lars Utne ved Kunst- og Haandværksskolen i
Oslo og senere ved Kunstakademiet af Gunnar
Utsond. 1913—14 i Italien. W. debuterede med
Separatudstilling i Oslo 1922. Fast bosat i
Paris, hvor hun aarlig udstiller paa Salon
d’Automne som sociétaire, udstillede Vaaren 1927 et
større Arbejde Le Regret paa Salon des
artistes français; har ogsaa udstillet i Paris sine
dekorative Fajancer. W.’s Formsprog er
nærmest naturalistisk; hendes Motiver er
fortrinsvis Børn og Dyr. Sine personligste Arbejder
har hun udført i Fajance; af disse er en
Gruppe af Skt. Georg og Dragen i
Kunstindustrimuseet i Oslo, en Altertavle i
Sømandskirken i Rouen og en Døbefont i Volbu Kirke i
Valdres. En Bronzebuste af Othon Friész i
Havre og en livfuld Fontæne med en Gut paa
en Delfin i »Freia«s Have i Oslo. I sin Kunst
interesserer hun sig ogsaa for eksotiske
Mennesker; i Studieøjemed har W. rejst i Nordafrika.
S. W.
Veli (arabisk: hellig Mand), i visse Dele af
Orienten den almindelige Betegnelse for Steder,
hvor hellige Mænd er eller antages at være
begravede. Ofte knytter sig til disse V. dunkle
Minder om gammelt Hedenskab, idet, som saa
ofte i den religionshistoriske Udvikling, et Sted
bevarer Karakteren af Helligdom, ogsaa efter
at den virkelige Anledning hertil er glemt og
udvisket.
J. Ø.
Velia (græsk Elea eller Hyele), Oldtidsby
i Syditalien, liggende ved det tyrrhenske Hav
paa Kysten af Lucanien. Den var anlagt af
Grækere fra Fokaia i 6. Aarh. f. Kr. Mest
kendt er Byen bleven som Hjemsted for en
Filosofskole, der fik Navn efter den (se
Eleater).
H. H. R.
Velikaja [vje’ljikaja], Flod i det vestlige
Storrusland, Guv. Vitebsk og Pskov, udspringer
i en Søegn 38 km Ø. f. Opotschka, strømmer
først mod S. og bøjer derpaa mod NV.,
hvorefter den med hovedsagelig nordlig Retning
løber forbi Opotschka, Ostrov og Pskov og
endelig udmunder i Pskov-Søen, det sydlige Parti
af Peipus-Søen. V. optager talrige mindre
Tilløb og er sejlbar indtil Pskov eller paa en
Strækning af 21 km. I alt er Floden 350 km
lang og afvander 27262 km2. Gennemsnitlig er
V. isfri 220 Dage om Aaret og danner om
Foraaret sædvanligvis mægtige
Oversvømmelser ved sit nedre Løb.
(H. P. S.). N. H. J.
Veliki Bečkerek [-’bet∫kerek], ungarsk
Nagy Beschkerek, By i jugoslavisk
Landskab Banat, beliggende 65 km N. f. Belgrad
ved Bega Kanalens Udgangspunkt. (1921) 27511
Indbyggere.
N. H. J.
Velikije Luki [vje’ljikijæ-£u’ki], By i det
vestlige Storrusland, Guv. Pskov, ligger 210
km SSØ. f. Pskov ved Lovat, der er Tilløb til
Ilmen-Søen. (1920) 15740 Indbyggere. V. L.
driver nogen Industri og har Rester af de Volde
og Grave, der opførtes af Peter den Store.
Byen omtales første Gang 1166 og hørte da til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
