Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venezia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adels Fædrelandskærlighed og
Statsmandsklogskab. Gennem Aarhundreder var Venetianerne
Europas Mestre i Diplomatiens Kunst. Tillige
var Regeringen mild, naar det blot ikke drejede
sig om Politik, og den begunstigede Handel og
Haandværk samt Videnskab og Kunst, saa at
V. i Slutningen af 15. Aarhundrede var en af
Europas mægtigste og dets højest civiliserede
Stat. I Særdeleshed var den venetianske
Administration tit beundret og efterlignet af
Fremmede. De Embedsmænd, der stod højest i
Værdighed i Staten efter Dogen, var de 9, paa
Livstid udnævnte Prokuratorer af San Marco,
der foruden at have Opsigt med Markus-Kirken
var Testamentseksekutorer samt udgjorde en
Formynderinstitution. Provinserne styredes af
Proveditorer, der atter havde Podestaer for
de enkelte Byer og Distrikter under sig. Paa
hver vigtigere Plads i Udlandet havde V. en
Udsending (bailo), der særlig skulde vaage over
Handelsinteresserne, og de af disse samt af
Gesandterne hjemsendte Rapporter over
udenrigske Forhold udgør et yderst interessant
Bidrag til Europas Historie i 15.—17.
Aarhundrede. I militær Henseende var det en
Statsmaksime, at Flaaden altid skulde føres af
venetianske Adelsmænd, hvorimod Befalingen over
Hæren, naar de ældste Tider fraregnes, næsten
stedse indehavdes af Udlændinge (Condottierer).
V.’s Adel, hvortil regnedes de i den »gyldne
Bog« indskrevne Ætter, og hvilken i 12.—17.
Aarhundrede var den ældste, mægtigste og
rigeste i Europa, var uden Titler, men deltes
alligevel i en højere og en lavere Adel. Den
førstnævnte bestod af 22 Slægter, blandt hvilke
nævnes Partecipazio, Contarini, Dandolo,
Faliero, Gradenigo, Morosini, Candiano, Michieli
Cornaro, Justiniani, Zeno, Galbajo og Ziani.
Bekendte Slægter blandt den lavere Adel var
Foscari, Loredano, Marcello, Mocenigo, Pisani og
Veniero.
Imidlertid undergravedes V.’s Magtstilling
ved to verdenshistoriske Begivenheder,
Osmannernes Fremtrængen, hvorved V. mistede
mange af sine Besiddelser, og Opdagelsen af
Søvejen til Indien (1498), hvorefter dens Kilde
til Velstanden, nemlig Handelen paa Orienten,
efterhaanden svandt ind. Republikken søgte at
dække disse Tab ved Udvidelse af sine
Fastlandsbesiddelser. Men ved denne aggressive
Politik og i øvrigt ved sin hovmodige Optræden
fremkaldte V. et Forbund imod sig af Paven,
Kejseren samt Frankrigs og Aragoniens
Konger. Det var den saakaldte Liga i Cambray
(1508), der havde V.’s Undergang til Formaal.
Venetianerne blev slaaet ved Agnadello (1509),
men reddede sig med et dygtigt diplomatisk
Skaktræk ved at sprænge Ligaen og faa
Frankrig paa sin Side, og ved Forliget i Bryssel
1517 kom Republikken atter i Besiddelse af
hele sit Omraade med Undtagelse af Addas
Bredder, Romagna, Roveredo, Riva og
Gradisca. V. fik dog et Knæk i denne Krig, skønt den
endnu i et Par Aarhundreder vedblev at tage
aktiv Del i Verdensbegivenhederne. Saaledes
var V. Frants I’s Forbundsfælle i hans to første
Krige mod Karl V, hvis Toldpolitik voldte den
venetianske Handel stort Afbræk. Republikkens
Deltagelse i Pavens og Karl V’s Krig med
Tyrkerne kostede den ved Fredsslutningen 1540
Øerne Chios, Palmosa, Cesina, Nio og Poros
samt Byerne Malvasia og Nauplia. Under den
herpaa følgende Fredsperiode havde Kunsten
i V. en blomstrende Periode. Da Tyrkerne 1571
erobrede Kypern, tiltraadte V. den af Paven
stiftede Liga imod Tyrkiet, og den deltog med
140 Skibe under Veniero i den af 250 Fartøjer
bestaaende forenede kristne Flaade, der 1571
vandt Sejren over Tyrkerne ved Lepanto. Denne
Mev imidlertid uden Resultat; thi forladt af
sine Forbundsfæller maatte V. 1573 slutte Fred
med Opofrelse af Kypern. I Begyndelsen af 17.
Aarhundrede havde V. en Strid med Paven i
Anledning af, at Republikken bl. a. forbød
Bortskænkning og Salg af Gods til Kirken uden
dens Tilladelse. 1606 slyngede Paven
Bandstraalen mod V.; men Regeringen erklærede den
for virkningsløs og udviste Jesuitterne og et
Par andre Ordener, og ved Forliget 1607
beholdt V. Overtaget. I den mantuanske
Arvefølgekrig (1627—30) deltog V. paa Frankrigs
Side imod Spanien og Østerrig. 1645—69 førtes
en Krig med Tyrkerne om Besiddelsen af
Kreta, og den sluttede med Øens Tab til Trods
for, at Francesco Morosini tappert forsvarede
Byen Kandia, der maatte kapitulere 1669, og
til Trods for en Række glimrende Søsejre som
Tommaso Morosini’s ved Resti 1647, Da Riva’s
ved Foscia 1649, Ludovico Mocenigo’s ved
Paros 1651, Lazzaro Mocenigo’s ved Dardanellerne
1655 og 1657 og Marcello’s smst. 1656. Tyrkernes
Nederlag ved Wien 1683 gav imidlertid
Republikken Mod til atter at gaa imod Tyrkiet i
Forbund med Østerrig, Polen og Rusland.
Francesco Morosini, der var Doge 1688—94,
erobrede Morea og Santa Maura, medens Flaaden
vandt glimrende Sejre. Ved Freden i
Karlowitz 1699 fik V. Morea, Øerne Ægina og Santa
Maura samt Castelnuova ved Cattaro-Kanalen
og nogle Pladser i Dalmatien. Det var den
gamle Republiks sidste Triumf. I den spanske
Arvefølgekrig tog Republikken ingen Del, men
til Trods herfor drog Franskmænd og
Østerrigere hærgende gennem dens Territorium.
Efter en ny Krig med Tyrkiet mistede V. ved
Freden i Passarowitz (1718) Morea, men beholdt
Korfu og Dalmatien. Fra nu af tog V. ikke
mere Del i Verdensbegivenhederne.
Republikkens Indbyggerantal beløb sig 1722 til 2 1/2
Mill., dens aarlige Indtægter til 6 Mill. og dens
Statsgæld til 28 Mill. Dukater. Under den Krig,
som Kejser Karl VI 1736—39 førte med
Tyrkerne, søgte V. blot at holde sig neutral og at
beskytte sin Handel mod Sørøverstaterne i
Nordafrika. Under de franske Revolutionskrige
indtog V. en vaklende og tvetydig Stilling, skønt
Staten erklærede sin Neutralitet. Et Tilbud om
Forbund, som den franske Republik tilbød 1797,
afslog Senatet, fordi ny østerrigske
Stridskræfter i Øjeblikket var under Fremrykning. Senere
begunstigede Republikken Opstanden paa
Fastlandet, medens Bonaparte trængte ind i
Steiermark. Da denne imidlertid erklærede Krig,
søgte V. forgæves at redde sig ved at afskaffe
den aristokratiske Forfatning og indføre
Demokratiet. Den sidste Doge Ludovico Manin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
