Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1915.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
netop i den første Uge af Septbr var undertegnet
en Alliancetraktat og Militærkonvention med
Bulgarien, gaaende ud paa, at man i Fællesskab
skulde slaa Serbien til Jorden.
Russerne fik altsaa foreløbig Ro og kunde
benytte Vinteren 1915—16 til at forberede sig paa
en ny Offensiv. En anden Side af Sagen var, at
Udfaldet af Felttoget 1915 ikke var uden
Indflydelse paa den indrepolitiske Situation i
Rusland, og for den russiske Hærledelse fik det
skæbnesvanger Betydning. Kejser Nikolaj
stillede sig selv i Spidsen for Hæren med General
Alexejev som Generalstabschef og egentlig
Leder af Operationerne. Storfyrst Nikolaj
maatte fratræde Kommandoen og overtog
Ledelsen paa Kaukasusfronten med Titlen af
Vicekonge. Med ham forsvandt en af de stærkeste
Personligheder, som Rusland havde i
Verdenskrigen, og med ham ogsaa den faste Haand, der
hidtil havde ledet den russiske Hærs
Operationer.
Tyrkiets Kampe i Efteraaret 1914
samt i l915.
Tyrkiets Tilslutning til Centralmagterne var
begrundet i en Frygt for, at en russisk Sejr
skulde blive skæbnesvanger for det osmanniske
Rige. Desuden havde Ungtyrkerne rent i
Almindelighed tyske Sympatier. Tyrkiet var
ganske vist svækket ved de forudgaaende Krige,
men det betød dog endnu noget paa Balkan, og
fremfor alt spærrede det Vejen gennem
Dardanellerne til Rusland. Som Krigsmagt var
Tyrkiet paa ingen Maade at foragte, og der var
forskellige vigtige Objekter, som det kunde
angribe: Kaukasus, Ægypten, Indien, — alle i og
for sig fristende nok, men rigtignok alle saa
uendelig langt borte. Søvejen var spærret af
russiske, engelske og franske Krigsskibe, og
Forbindelserne over Land var uhyre lange og
daarlige: ad Kaukasus til førte kun den korte
Banestrækning til Angora, til Mesopotamien
var Bagdadbanen under Bygning, men langtfra
færdig, gennem Palæstina gik en smalsporet
Bane fra Aleppo til Medina, en ganske vist ikke
uvæsentlig Hjælp under et Felttog i det hellige
Land. Men rent i Almindelighed var alle
tyrkiske Operationer i Rigets fjerne Dele udsat for
at lammes af lange, slette eller middelmaadige
Forbindelser.
Den tyrkiske Hærs Mobilisering
var endt i Slutningen af Oktbr og omfattede 18
Divisioner med tilsammen c. 300000 Mand.
Hæren formeredes i 5 Armeer. Heraf samledes 3.
Armé (c. 8 Divisioner, c. 120000 Mand) i
Armenien, 4. Armé (c. 5 Divisioner, c. 75000 Mand) i
Syrien og Palæstina, i Mesopotamien og paa
Sinaihalvøen en svag Division hvert Sted,
medens 3 Armeer, 1., 2. og 5., samledes ved
Dardanellerne med Hovedkræfterne paa den
europæiske Side. Foruden de regulære Tropper
anvendtes en Del irregulære Tropper (Kurder og
Arabere) ved Grænsen mod Kaukasus samt i
Syrien og Mesopotamien.
Tyrkiets Angreb paa Ægypten.
Suezkanalen var det vigtigste af alle Tyrkiets
strategiske Objekter. Men Vejen hertil førte
gennem Sinaiørkenen og var derfor lang og
trang. Og var Tyrkerne interesserede i at
angribe, var Englænderne i endnu højere Grad
interesserede i at forsvare Kanalen og
Ægypten. Hele Sinaihalvøen hørte til Ægypten, men
blev rømmet af Englænderne, da den var
vanskelig at forsvare. Den blev derefter besat
hovedsagelig af irregulære tyrkiske Tropper,
Arabere og Kurder, der bl. a. satte sig fast i
El-Arish og Nakhl, hvorfra de udførte Strejftog
mod Kanalen uden dog at naa noget Resultat.
— Imidlertid samledes der en til Angreb paa
Ægypten bestemt tyrkisk Hær i Palæstina
under Djemâl Pasha. Den 11. Jan. 1915
afmarcherede denne fra Hebron, og den 29. Jan.
ankom han til Er Rigm med c. 30000 Mand. Den
1. Febr gav Pashaen Ordre til Angreb paa
Suezkanalen. Hovedstyrken skulde tilkæmpe sig
Overgang over Kanalen mellem Tusun og
Serapeum, en nordlig Kolonne skulde angribe El
Kantara, en sydlig demonstrere i Nærheden af
Suez. — Englænderne havde imidlertid truffet
omfattende Foranstaltninger til Ægyptens
Forsvar. Den øverstbefalende for de engelske
Besætningstropper, General Maxwell, tog Styret
i Landet og forstod med Fasthed og Takt at
opretholde Ro og Orden. Der blev ført Tropper
til fra Indien, Australien og New Zealand, og
i Midten af Decbr 1914 var den britiske Hær i
Ægypten bragt op til en Styrke, der var
tilstrækkelig til at sikre Landet mod ethvert
tyrkisk Angreb. — Den 2. Febr naaede en tyrkisk
Division Suezkanalen ved Tusun og begyndte
Overgangen under en stærk Sandstorm. Men
skønt denne i nogen Grad skjulte Foretagendet,
blev Tyrkerne snart opdaget og beskudt, saa de
maatte vende om. Den næste Dags Morgen greb
engelske og franske Krigsskibe ind i Kampen,
og Tyrkerne kunde da ikke en Gang holde
Stillingen paa Kanalens østlige Bred. Foretagendet
var mislykket, og faa Dage efter tiltraadte
Djemâl Pasha Tilbagetoget mod Palæstina. —
Under Krigens videre Forløb fik Palæstina den
allerstørste Betydning som Basis for Ententens
Middelhavsforetagender, et Centrum,
hvorfra Tropper hurtig kunde udsendes i forskellige
Retninger, en Øvelsesplads for australske,
indiske og britiske Tropper, der da samtidig
sikrede Ægypten mod Angreb.
Krigen i Mesopotamien. Her var
Englænderne den angribende Part. Allerede i
Efteraaret 1914 (7.—15. Novbr) var der blevet
landsat en engelsk-indisk Division under
General Barrett ved Shatt-el-Arabs Munding, og
den 22. Novbr 1914 havde Englænderne besat
Basra efter at have slaaet en tyrkisk Division
ved Sahil. Desuden rykkede en engelsk Styrke
ind i Persien, hvor de rige Oliekilder ved
Maidan-i-Naftun blev besat. Englændernes videre
Operationer mod Bagdad frembød imidlertid
mange Vanskeligheder. Dels gjorde Klimaet
og de stedlige Forhold i det hele taget
Operationerne meget besværlige, dels og fremfor alt
havde Tyrkerne faaet betydelige Forstærkninger.
Den 3. Juni 1915 besatte den engelske
Hærstyrke, der ogsaa var blevet noget forstærket og
nu kommanderedes af General Nixon, dog
Armara ved Tigris, og i Begyndelsen af Aug.
fremsendte General Nixon en Division under
General Townshend fra Kurna mod Kut-el-Amara.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
