Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1917.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mængde Torpedojagere fra Libau mod Øsel.
Den russiske Besætning paa Øsel bestod af c.
13000 Mand Fodfolk, 1 Feltartilleriregiment og
noget Rytteri. Øerne var desuden forsynet med
talrige Kystbefæstningsanlæg, bestykket med
moderne 30,5 cm Kanoner. De russiske
Soldater var imidlertid ogsaa her paavirkede af
den almindelige Opløsning, hvori den russiske
Hær befandt sig, og gjorde kun ringe
Modstand. Tyskerne kom den 12. Oktbr om
Morgenen uden større Vanskelighed i Land i
Tagga-Bugten ved Øens Nordvestkyst, efter at
de russiske Kystbatterier var bragt til Taushed.
De russiske Stridskræfter, der var spredt paa
flere Steder, blev uden væsentlig Kamp drevet
tilbage mod Øens Nordøstkyst, hvor de maatte
overgive sig. Allerede den 15. var hele Øsel
besat af Tyskerne; den 18. Oktbr blev Moon
erobret og den 20. Dagø og Smaaøerne. Ogsaa
her maatte Hovedparten af de russiske Tropper
overgive sig. Fangeantallet løb op til 20000.
Den russiske Flaadestyrke i Riga-Bugten trak
sig tilbage til Sveaborg.
Efter Rigas og Øsels Fald ophørte al Orden
i Rusland, i og uden for Hæren. De mest
yderliggaaende Elementer fik Overhaand. Den 6.
Novbr blev Kerenski’s Regering styrtet, og en
bolschevikisk Regering under Lenin’s og
Trotzki’s Ledelse tog Magten. Dermed var Ruslands
Rolle som krigsførende Magt udspillet. Den 26.
Novbr 1917 anmodede den nye russiske
Øverstbefalende, en tidligere Fændrik, om
Vaabenstilstand, og den 14. Decbr blev denne sluttet
i Brest Litovsk, hvor der derefter indlededes
Fredsforhandlinger den 22. Decbr. Og medens
den russiske Hær nu opløstes i vild Uorden,
førte Tyskerne fra Midten af November i
uafbrudt Rækkefølge alle fuldt kampdygtige
Divisioner bort fra Østfronten over til den vestlige
Krigsskueplads.
Den italienske Front 1917.
Den italienske Hær var i Løbet af Vinteren
1916—17 og Foraaret 1917 blevet betydelig
forstærket; den talte nu c. 65 Divisioner (heraf
30 ny opstillede), og i Maj mente General
Cadorna, at Tiden var inde til at begynde den
Offensiv, hvorom der var truffet Aftale i
Chantilly. Dette førte til 10. og 11. Isonzo-Slag.
Det første Angreb (10. Isonzo-Slag) skulde
udføres med i alt 40 Divisioner paa en Front
af 45 km; det skulde indledes med, at 2.
italienske Armé (Capello) angreb Fronten
Görz—Canale, hvorefter 3. Armé (Hertugen af Aosta)
skulde udføre Hovedangrebet paa
Carso-Plateauet. Ogsaa Østerrigerne havde imidlertid i
Løbet af Vinteren faaet betydelige
Forstærkninger, og i det hele taget forberedt deres
Forsvar meget omhyggeligt. 2. italienske Armés
Angreb, der begyndte den 12. Maj, gjorde
derfor kun smaa Fremskridt, og da Hovedangrebet
begyndte den 23. Maj, blev det, efter at det i
Løbet af en halv Snes Dage havde gjort nogle
Fremskridt, den 3. Juni mødt af et meget
kraftigt østerrigsk Modangreb, der berøvede
Italienerne det væsentligste af det vundne
Terrain. Tabene var meget store paa begge Sider,
Italienernes c. 150000, Østerrigernes c. 100000
Mand. — Efter dette Slag fulgte nogle
Maaneders Stilstand, under hvilket General
Cadorna trak Forstærkninger til sig i den
Hensigt nu at bryde Østerrigernes Modstand ved et
afgørende Slag og derigennem bane sig Vej
til Triest. Angrebet begyndte den 24. August
efter 4 Dages Artilleriforberedelse. 48 italienske
Divisioner deltog i dette Slag (11. Isonzo-Slag)
mod 30 østerrigske, som imidlertid stod i
meget stærke Stillinger. Angrebet var rettet mod
Fronten mellem Flavet og Auzza (NØ. f.
Canale). Medens 3. italienske Armé angreb
Doberdo-Plateauet uden at gøre væsentlige
Fremskridt, trængte 2. Armé, der gik frem N. f.
Görz, Østerrigerne tilbage c. 7 km fra Isonzo;
men derefter gik Angrebet ogsaa her i Staa.
Slaget havde været baade blodigt og langvarigt.
Det afsluttedes først omkring den 20. Septbr.
Begge Parter havde lidt betydelige Tab.
Italienerne c. 150000, Østerrigerne c. 135000 Mand.
Østerrigerne havde som sædvanlig haft store
Tab i Fanger og var i det hele taget nu
efterhaanden saa stærkt svækkede, at det maatte
synes tvivlsomt, om de vilde kunne modstaa et
nyt Angreb uden Hjælp. — Under disse
Omstændigheder besluttede den tyske Hærledelse
at gaa angrebsvis til Værks over for Italien
og i den Anledning at stille de fornødne
Kræfter til Raadighed for en Offensiv paa den
østerrigske Front. Der blev afgivet 6 — senere
yderligere 2 — tyske Divisioner. Det var i og for
sig fristende, ligesom i 1916, at føre
Hovedangrebet fra Tyrol mod Padua eller Verona,
støttet af et sekundært Angreb paa
Isonzo-Fronten. Dog hertil slog Kræfterne ikke til.
Man var nødt til at begrænse sig og valgte at
føre Angrebet frem fra Rummet
Flitsch—Tolmein. I September samledes Angrebsstyrken,
en nydannet Armé (XIV.) under General v.
Below, bestaaende af 6 tyske og 8 østerrigske
Divisioner, ved Krainburg, og i Oktober førtes
den frem bag Fronten Flitsch—Tolmein. I
Rummet mellem Tolmein og Havet stod I. og
II. østerrigske Isonzo-Armé. i alt c. 30
Divisioner. Kejser Karl havde Overbefalingen med
General v. Arz som Generalstabschef. — Den
24. Oktbr begyndte Angrebet (12. Isonzo-Slag)
efter en forudgaaende Beskydning af de
italienske Stillinger med Gasgranater, og allerede
den første Dag gennembrød v. Below de
italienske Stillinger mellem Monte Canin (NV. f.
 |
| Skitse 22. Den tysk-østerrigske Offensiv mod Italien 1917. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
