- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
847

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Verdenskrigen til Søs.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Panserkrydser »Sidney«, der var »Emden« betydelig
overlegen baade i Artilleri og Fart, fik
overdraget Hvervet at nedkæmpe »Emden«. Denne
blev overrasket og nødt til at sætte paa Land
efter en kort Kamp, og Chef og Besætning kom
i engelsk Fangenskab. Den landsatte Afdeling
bemægtigede sig en Skonnert, der laa i Havnen,
og sejlede ubemærket bort, og det lykkedes dem
efter mange Genvordigheder at naa Tyrkiet.

Af de i Vestindien ved Krigens Udbrud
værende tyske Krydsere, »Karlsruhe« og
»Bremen«, gik »Bremen« hjem og naaede
velbeholden Wilhelmshaven Januar 1915. »Karlsruhe«
gik i Handelskrig paa Ruterne ved Sydamerikas
Østkyst, og det lykkedes den i August Maaned
at ødelægge 15 Handelsskibe paa tilsammen
65000 t. Den 6. Novbr ødelagdes den ved
en indre Eksplosion i aaben Sø. En Del af
Besætningen reddedes af en Ledsagedamper, der
naaede hjem.

»Königsberg« havde Tilhold i tysk Østafrika.
Den 20. Septbr ødelagde den ved Zanzibar
den engelske Krydser »Pegasus« (2200 t), der
laa til Ankers for Maskinhavari. Senere gemte
»Königsberg« sig i Floden Rufizi, men blev
opdaget og angrebet af engelske Krydsere den
30. Oktbr; den unddrog sig sine Forfølgere
ved at staa længere ind i Floden, hvor de mere
dybtgaaende engelske Skibe ikke kunde følge
den. Saa megen Pris satte det engelske
Admiralitet paa dens Ødelæggelse, at der blev
afsendt en hel Ekspedition, bestaaende af 2
Monitorer, Opmaalingsmateriel, Flyvebaade m. m.
med dette Formaal for Øje. Den 11. Juli
1915 fuldendtes »Königsberg«’s Ødelæggelse, og
herved var det sidste af Tysklands Krigsskibe i
oversøiske Farvande ude af Sagaen.

Foruden de egentlige Krigsskibe havde
Tyskland udrustet nogle Rutedampere som
Hjælpekrydsere til Handelskrig, og af disse
kom følgende i Virksomhed ved Krigens
Udbrud. »Prinz Eitel Friedrich« fulgte med
Admiral v. Spee til Vestkysten af Sydamerika,
hvorefter den opererede alene paa saavel Vest-
som Østkysten. Efter at have sænket en Del
Skibe, løb den i Februar 1915 ind til Newport
News i Nordamerika og lod sig internere.
»Kaiser Wilhelm der Grosse«, armeret med 10
10 cm Kanoner, blev den 26. August sænket af
den engelske Krydser »Highflyer« i
Atlanterhavet, inden den havde udrettet noget særligt.
»Kronprinz Wilhelm« forlod New York ved
Krigens Udbrud og traf ovenomtalte
Krydser »Karlsruhe«, der forsynede den med 2
Kanoner. Den krydsede derefter i Atlanterhavet
og sænkede 13 Skibe, inden den gik ind til
Newport News for Internering den 11. April
1915. Endelig blev »Spreewald«, »Cap
Trafalgar« og »Bethania« ødelagte, inden de kom til
at gøre nogen Skade.

Efter ovennævnte Skibes Tilintetgørelse var
der Stilstand i den oversøiske Handelskrig. De
tyske Handelsskibe var flygtet til neutral Havn,
dirigeret af den tyske Admiralstab efter forud
aftalte Regler, medens de Allieredes Skibe
kunde færdes uhindret nogen Tid. Det lykkedes
senere Tyskland at faa nogle armerede
Handelsskibe sendt ud paa Verdenshavene. Det var
almindelige Fragtdampere, der blev armeret
med mellemsvært Skyts, som opstilledes skjult
bag Ræling og Opbygninger, saa det var
umuligt at skelne dem fra neutrale Handelsskibe.
Det lykkedes flere af dem at anrette betydelig
Skade under meget eventyrlige
Omstændigheder. »Möwe« var en gammel Frugtfarer
maskeret som engelsk Fragtdamper; den forlod
Tyskland Decbr 1915, og indtil Marts 1916
ødelagde den 15 Skibe og udlagde Minefelter Vest
for Orkneyøerne i Storflaadens Sejlrende og ud
for Frankrigs Vestkyst. Den kom velbeholden
hjem og stod ud paa et nyt Togt fra Novbr
1916 til Marts 1917, hvor den ødelagde Skibe
paa 123000 t og tog 1060 Fanger. »Puyme«
(12000 t), armeret med svære Kanoner og
Torpedoer, slap baade ud og hjem. Den
opererede i Atlanterhavet fra Slutningen af 1915
til Marts 1917 og ødelagde i den Tid 23 Skibe
og medtog 3, der blev sendt i Havn med de
bjergede Besætninger, herimellem en engelsk
Damper, der kom til Swinemünde med 593
Japanere, og den danske Damper
»Hammershus«, der blev omdannet til Hjælpekrydser og
senere interneret i Rio. »Seeadler«, Sejlskib med
Hjælpemotor, slap igennem engelsk Visitation,
kamoufleret som norsk Trælastfarer. Den
ødelagde i Atlanterhavet og Stillehavet 15 Skibe,
inden den blev ødelagt ved en Stormflod ved
Selskabsøerne. Den sidste af de saaledes
udsendte Krydsere var »Wolf« (5800 t), med 6
Kanoner, 4 Torpedokanoner samt 500 Miner.
Den var ude fra Novbr 1916 til Febr 1918.
Den gik ud Nord om Island og gik Syd
om Afrika, udlagde Miner og tog Priser i de
indiske Farvande og i Stillehavet, hvor den
sænkede 14 Skibe paa i alt 42000 t, medens dens
udlagte Miner foraarsagede et Tab paa 68000 t og
Havarier paa 25000 t. En af dens Priser, »Igotz
Mendi«, der fulgte med hjem med 350 Fanger
om Bord, strandede ved Skagen. Den danske
Stat frigav Fangerne, og Skibet blev afleveret
til dets spanske Rederi.

I alt sænkede de tyske Krydsere 528700 t af
de Allieredes Handelsflaade. Et ganske
betydeligt Tab, men for intet at regne imod, hvad
senere de tyske Undervandsbaade og Minefelter
foraarsagede nemlig i alt c. 10 Mill. t.

Som en Art Blokadebryder, men af fredelig
Natur, kan her omtales den tyske
Undervandshandelsbaad, der før Amerikas Indtrædelse i
Krigen gik gennem den engelske Blokade til
Nordamerika med en Ladning Farvestoffer og
vendte efter et kort Ophold uskadt tilbage til
Tyskland, hvor den blev omdannet til
Undervandskrydser. Formaalet med Udsendelsen var
ikke just at sælge Farvestoffer, men at vise de
krigsførende og det endnu neutrale Amerika,
hvad tyske Undervandsbaade kunde præstere
af Langfart.

Nordsøen 1915.

Den første større Begivenhed i 1915 var
Slaget ved Dogger Banke 23. Januar
1915 om Aftenen stod Admiral von Hipper
med den tyske Slagkrydsereskadre, bestaaende
af Slagkrydserne »Derflinger«, »Seydlitz«,
»Moltke« og Panserkrydseren »Blücher«, fire lette
Krydsere og to Halvflotiller Jagere, til Søs for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0859.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free