Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenssjæl - Verdenssprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Middelalderen fremtræder Tanken paa forskellig
Vis hos de af græsk Spekulation paavirkede
arabiske og jødiske Tænkere og i Renaissancens
Filosofi ejendommeligst hos Bruno (særlig i
De la causa principio e uno [1584] og De
immenso [1590]; jfr, Høffding, »Den nyere
Filosofis Historie« [1903, I, 125—135]). I den
nyere Filosofi er Tanken endvidere udviklet hos
Shaftesbury (Characteristics [1711, V. III,
1]) og hos Goethe og Romantikerne. I den
nyeste Tid gaar den mystiske Forestilling igen
hos Fechner, Czolbe o. a.
(A. T-n.). Edv. L.
Verdenssprog. I Middelalderen havde man
i det vestlige Europa et Slags V. i Latinen, der
blev brugt som et internationalt Sprog; det
forstodes af alle dannede i de forskellige Lande,
var den mægtige Kirkes Sprog og det eneste,
hvori Videnskabsmænd fandt det stemmende
med deres Værdighed at udtrykke sig i deres
Skrifter. Det var ikke klassisk Latin, man
brugte: man tog sig alle Haande Friheder, især i
Ordforraadet, naar ny Begreber skulde
udtrykkes; men saaledes som det var, gjorde dette
Sprog Fyldest i det dengang ikke meget fyldige
Samkvem Land og Land imellem. Ved den
»nyere Tids« Frembrud blev dette anderledes;
den romerske Kirkes Magt blev brudt i hele
det nordlige Europa, og andre Forhold bidrog
ogsaa til at svække Latinens Herredømme,
deriblandt Renaissancetidens lærde Humanisters
Stræben efter at efterligne klassisk (især
ciceroniansk) Sprogfarve. Jo strengere Fordringer
man stillede til Latinens Korrekthed, des
vanskeligere blev det at vinde med, og des mere
følte man Umuligheden af at behandle alle
Tidens Emner paa dette fjerne, døde Sprog.
Nationalsprogene trængte sig mere og mere frem i
Litteraturen, og flere og flere Emner
behindledes paa dem, om end Universiteterne af bedste
Evne holdt igen ved at kræve Latin ved alle
akademiske Prøver og højtidelige Lejligheder;
ved Kjøbenhavns Universitet afskaffedes Latin
ved Eksamener o. l. gradvis 1835—73, da den
sidste Rest ved de klassiske Filologers Prøve
bortfaldt (se Vilh. Thomsen,
»Videnskabens Fællessprog«, Kbhvn 1905).
Trangen til et mellemfolkeligt, saa vidt
muligt universelt Meddelelsesmiddel har dog
stadig gjort sig gældende og blev særlig stærk i
19. Aarh. med dets vældige Fremskridt paa alle
tekniske Omraader, som gør Samkvem mellem
de før meget mere adskilte Folk lettere og
lettere (Dampskibe, Jernbaner, Telegraf, Telefon,
Radio o. s. v.). Den mest nærliggende Tanke er
at bruge et af de allerede eksisterende
naturlige Sprog, og saaledes har Fransk da ogsaa
spillet og spiller en stor Rolle, bl. a. som
Diplomatiets og Verdenspostforeningens Fællessprog.
Mange har taget Ordet for Engelsk som V.,
og til Fordel for det taler bl. a. dets store og
stadig stigende Udbredelse (det tales nu af godt
150 Mill. Mennesker imod maaske 30 Mill. ved
Begyndelsen af 19. Aarhundrede), dets Rolle i
Amerika og Østen, dets Brug som Handelssprog
og dets rige Litteratur. Men hvor meget end
Udviklingen synes at bære hen imod en
Tilstand, hvor Engelsk læres af Alverden, selv
hvor det ikke er Befolkningens Modersmaal, er
der dog langt igen. Og mod den Tanke kunstig
at udnævne et levende Sprog til Universalsprog,
som skulde mere eller mindre paatvinges de
andre Nationer ogsaa i deres indbyrdes
Samkvem, gøres der med Rette en Del
Indvendinger: For det første vil det Folk, hvis Sprog
vælges, blive uforholdsmæssig gunstigt stillet, hvad
der kun kan vække Skinsyge hos alle andre
Folk. Endvidere er et hvilket som helst
Natursprog, selv et forholdsvis saa simpelt bygget
som Engelsk, mange Gange vanskeligere end et
Kunstsprog kan gøres; det vil derfor altid
læres mere eller mindre daarlig af Udlændinge,
og de indfødte vil med Rette kunne beklage
sig over at se deres Modersmaal blive
radbrækket. Selv om Engelsk blev befriet for de
kunstige Vanskeligheder, som den ufonetiske
Skrivemaade er Skyld i — og en saadan Reform
er ikke let at faa gennemført —, bliver der
Vanskeligheder nok tilbage, i Grammatik og
navnlig Fraseologi, som kun meget faa
Udlændinge kan overvinde nogenlunde fuldstændig.
Tilbage staar altsaa den Mulighed at
opbygge et kunstigt Sprog, der for alle Nationer
staar som noget nyt, og som derfor bliver
neutralt; dette maa gøres saa let, simpelt og
regelmæssigt som muligt, saa at alle kan lære det
med større Lethed, end de kan lære selv det
letteste Natursprog. Saadanne Kunstsprog er
dannede i stort Antal, de fleste med det
Formaal ikke at tjene til V. i egentligste Forstand,
der skulde fortrænge de eksisterende
Nationalsprog, men kun at skulle være brugelige som
internationale Hjælpesprog i de Tilfælde,
hvor Natursprogene ikke slaar til. Nogle er kun
beregnede paa at være Skriftsprog (se
Pasigrafi), andre er ogsaa indrettede til
mundtligt Brug. De allervigtigste af disse skal her
nævnes.
Først maa nævnes de »aprioriske« eller
filosofiske Sprog, der gaar ud paa at gruppere de
Ting og Begreber, som skal benævnes, efter et
altomfattende System, saa at Ordets Lydform
angiver dets Plads i Systemet. Det bedst kendte
er Biskop John Wilkins’ System (An Essay
towards a Real Character and a Philosophical
Language [1668]), et genialt udtænkt
altomspændende Forsøg paa Klassifikation i Grupper,
Undergrupper, Under-Undergrupper o. s. v. Andre
er fremsatte af Delormel 1795, Sudre 1817
(»Solresol« med Nodebenævnelsen som Grundlag),
Grosselin 1836, Vidal 1844, Sotos Ochando 1852,
Renouvier 1855, Nikolas 1900 (»Spokil«), Hilbe
1901, Dietrich 1902. Intet af disse Forsøg har
haft nogen praktisk Betydning, bl. a. fordi de
alle som byggede paa en »Tankens Algebra«
har været for abstrakte og ingen
Tilknytningspunkter byder for Hukommelsen; man har
svært ved at huske, om f. Eks. Planter
kommer før Dyr, og hvad Orden Blade, Stængler,
Knopper, Blomster har indbyrdes.
Større Betydning har de fleste af de
»blandede« Systemer haft; her er i Reglen
Grammatikken dannet filosofisk efter et abstrakt
System, medens der til Ordforraadet er benyttet
eet eller flere Natursprogs Gloser, der dog tit
fremtræder saaledes omdannede af Hensyn til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
