Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wergeland, Henrik Arnold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
faaet sin Frihed, og hele sit Liv gjorde han
hyppige og langvarige Besøg til Hjemstedet.
Efter at adskillige Huslærere med lidet Held
havde forsøgt sig paa ham, blev han 1819 sendt
til Oslo for at
gennemgaa
Katedralskolen
her. Meget
tidlig begyndte
W. at skrive;
allerede da han
11 Aar gammel
første Gang
rejste til Oslo,
havde han
Kufferten fuld
af
Manuskripter, og ikke
længe efter
debuterede han
som Forfatter i
»Morgenbladet«
med en Del
Fortællinger,
som imidlertid nu kun har litteraturhistorisk
Interesse.
1825 blev han Student, og de derefter
følgende 5 Aar er hans stærkeste Udviklingstid; i
dem indsamlede han det meste Stof til sin
Dannelse, i dem falder hans Hjertes alvorligste
Oplevelse, og i dem samlede hans Personlighed
sig til den Livsanskuelse, som for alle Tider
kom til at udgøre Enheden i hans Virke. Som
en ung Kæmpe stod han blandt sine
Studenterkammerater, brusende af Utaalmodighed efter
at styrte sig ind i Livet, allerede fuldt paa det
rene med, at han var et Geni, af Skæbnen
bestemt til at spille en stor Rolle i Verden, men
endnu gærende uklar i sin mægtige
Erkendelsestrang og sin endnu stærkere Handletrang.
Men een Ting kunde han dog ikke være i Tvivl
om: hvilken Side han maatte tilhøre i de
dengang kæmpende Partier. Opvokset paa
Grundlovens Fødested, Søn af en
Eidsvoldsmand, fortrolig med Bønderne i Hjembygden,
var han lige fra Guttedagene sammenvokset
med det, som var Grundstammen i den Tids
norske Udvikling. Fra sin første Optræden var
han derfor i den lykkeligste Overensstemmelse
med sine Omgivelser, og han havde ikke
været Student i mange Maaneder, før det gav
ny Fart i Forholdene. Han syntes skabt til
Studenterhøvding for denne Tid; en stor, stærk
Skikkelse, rigtig en »Kjernekar«, sikker i sin
Tro og fuld af flammende Begejstring for den
gode Sag; ingen Forfinelse hindrede ham i at
være med paa Tidens patriotiske Deklamationer
eller at deltage i de støjende Sviregilder;
tværtimod — han var den første baade i det ene
og i det andet — for Modpartiet stod han som
Legemliggørelsen af »Patrioternes«
Pøbelagtighed i Meninger som i Levesæt.
W. studerede Teologi, som Faderen havde
gjort; men Studiet synes ikke at have
interesseret ham synderlig, hans Breve indeholder
hyppige Udbrud af Utaalmodigheder over
»Trællearbejdet«; men der var dog een Side
af Teologien, som han maa have fordybet sig
i: den historiske, navnlig den
religionshistoriske. Menneskeaandens famlende Forsøg frem
over Tiderne paa gennem Myter og Symboler
at skabe sig en Forestilling om Livet og
Verden blev et væsentligt Moment i hans egen
Verdensopfattelse, — og i hans Digtning
vrimler det af Billeder, som vidner om et
indgaaende Studium af den »naturlige Teologi«, som
dengang hørte med til den teologiske Eksamen.
Hans Yndlingsinteresse var i øvrigt efter hans
eget Udsagn Botanik og Historie. Drevet af den
Trang til Universalisme, som er et
fremtrædende Træk hos alle denne Tids betydeligere
Aander, samlede han efterhaanden de
mangfoldigste Dannelseselementer til større og større
Sammenhæng, indtil han saa Livet, Naturen og
Historien under eet Synspunkt, som blev
bestemmende for hans Livførelse. Denne Proces
tog Aar, før den var afsluttet, og var ikke
udelukkende af intellektuel Art; gennem personlige
Oplevelser tilførtes der den nyt Gæringsstof,
som fik Betydning ikke blot for Processens Fart,
men ogsaa for dens endelige Resultat.
W. var en udpræget erotisk Natur, udstyret
med et vældigt Driftsliv og en sværmerisk
Tilbedelsestrang. Selv fortæller W. i sine
Livserindringer om en Del Ungdomsforelskelser, og
Traditionen ved at tilføje flere; men der var
dcg een, som var den egentlige, det var den
16-aarige Hulda Malthe, hvem han første Gang
traf i Julen 1826 og straks blev betagen af;
der var ikke gaaet tre Uger, før han friede
til hende, men fik Afslag. Han gentog sit Frieri
endnu to Gange (Sommeren 1827 og 1828) med
samme Resultat. Denne Kærlighed var sikkert
den dybeste af hans Ungdomsforelskelser, og
den, der satte de varigste Mærker i hans
Produktion. Fra Aaret mellem hans andet og
tredie Frieri er der til Hulda og hendes Moder
bevaret en Række Breve, som viser os,
hvorledes han efterhaanden overvandt sin Skuffelse,
hvorledes lidt efter lidt den virkelige Hulda
forvandler sig til Stella, hans
Ungdomsdigtnings Midtpunkt. Planen til et Kæmpedigt
vokser og vokser i ham; Frøet til dette Digt
er selve hans ulykkelige Kærlighed; som han
sidder grublende over sin Sorg, medens
Strengene paa hans Lyre hænger slappe eller brudte,
daler der fra Himlen en Myte ned i hans Sjæl,
som paa een Gang bringer Forklaring over
Kærlighedens Væsen og Trøst og Haab i hans
Ulykke; en »original mystisk-filosofisk
Aandelære« dæmrer i ham; Menneskets Liv begynder
ikke paa denne Klode og ender heller ikke
her; vi har engang været Aander og skal blive
det igen, Døden er kun en Overgang til en
anden Livsform; ogsaa han og Stella har været
Aander og elsket hinanden, de hører sammen
og vil ogsaa komme sammen igen, naar de
gennem Døden gaar tilbage til Aandetilstanden.
Dette skal hans store Digt handle om, et
Emne, »saa uhyre, at Milton’s synes simple
derimod«. — »Himmel og Jord« skal det hedde;
Frøet er vokset til et stort Træ; alt det, han
har tænkt og læst og levet, giver efterhaanden
Jord til dets Vækst. Der gik over et Aar mellem
W.’s sidste Brev til Hulda og den endelige
Nedskrivning af Verdensdigtet; men Planen var
 |
| H. A. Wergeland. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
