Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vergniaud, Pierre Victurnien - Verhaegt, Tobias - Verhaeren, Émile - Verhaert, Pieter - Verhaghen, Pierre Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Præsident. Men Revolutionen bar nu hen mod
Rædselsherredømmet, og han evnede ikke at
bringe nogen Standsning. Det var forgæves, han
søgte at redde Kongens Liv ved under
Processen at foreslaa, at Dommen over Ludvig XVI
skulde overlades til Folkets Afstemning, og for
at redde sig selv stemte han derpaa for
Kongens Død og imod Udsættelsen af Straffen. Som
Konventets Præsident maatte han selv kundgøre
Afstemningens Udfald. Heller ikke
Revolutionstribunalets Oprettelse lykkedes det V. at
hindre, og hans Angreb mod Robespierre, Marat
og Danton og Byen Paris’ Diktatur blev uden
Resultat. I Kampen mellem Girondinerne og
Bjergpartiet siden Kongens Henrettelse Januar
1793 sejrede Bjerget, og for sidste Gang
glimrede V.’s Veltalenhed i Konventet 31. Maj 1793.
Da Arrestdekretet var udstedt mod
Girondinerne 2. Juni, skjulte V. sig, men blev tagen til
Fange, og efter et værdigt Forsvar for
Revolutionstribunalet blev han henrettet sammen med
sine Venner 31. Oktbr 1793 uden at have
skriftet. Han havde maaske været den mest typiske
Repræsentant for Girondinerne. (Litt.:
Barthe, Les orateurs français [Paris 1820];
Touchard-Lafosse, Histoire parlementaire
[1847]; Vatel, Recherches hist. sur les
Girondins Vergniaud [1873]; L. de Verdière,
Biographie de V. [1866]).
(J. L.). H. J-n.
Verhaegt [fər’ha.kt] (Verhaecht), Tobias,
(c. 1561—1631), nederlandsk Maler, uddannet paa
Rejser i Italien (ansat en Tid hos Hertugen af
Toscana), nød megen Anseelse i Antwerpen
(1590 Mester, 1596 Dekan for Byens Malergilde),
malede (italienske) Landskaber og Allegorier
(Prøver bl. a. i Brüssels og Aachens Museer),
men har særlig Interesse for Eftertiden som
Lærer for Rubens.
A. Hk.
Verhaeren [fl. fər’ha.rə(n), fr. væra’ræn],
Émile, belgisk Digter, f. 21. Maj 1855 i
Sant-Amant ved Antwerpen, d. 26. Novbr 1916 i
Rouen ved et Ulykkestilfælde, Fald fra et
Jernbanetog. V. studerede 1869—77 i Gent,
vilde først være Advokat, var nogen Tid
Professor i Bryssel, men viede sig snart
helt til Litteraturen og bosatte sig i
Saint-Cloud ved Paris. I det unge Belgiens
Tidsskriftter skrev han som Talsmand for de nye
impressionistiske Malere, ligesom han med
Lidenskab havde fordybet sig i de gamle
flamske Mestres Kunst. Hans første Digtsamling
Les flamandes (1883) skildrer med drøj
Sanselighed det dorske frugtbare Flandern,
Kermessernes naturalistiske Land, hvorimod Les moines
(1886) giver Landets mystiske og ekstatiske
Natside. Aaret forud havde han udsendt Prosabogen
Les contes de minuit. 1887—91 gennemgik han
en svær Sjælssygdom, der fremkaldte en
dybtgaaende Krise i hans digteriske Stræben. I de
tre Samlinger Les soirs (1887), Les débâcles
(1888) og Les flambeaux noirs (1889) mærker
man Sygdommens snigende Gang, Lidelsernes
Mareridt, Hallucinationernes spøgelseagtige
Stemningslys. Men fra dette Smertens og det
aandelige Selvplageris Inferno stiger han
gennem Bitterhed, Grublen og Tvivl til Længslen
efter Fred og Stilhed, Klosterhvile og
Ubevidsthedens rolige Døs. Med Samlingerne Au bord de
la route (1890) og Les apparus dans mes
chemins (1891) forlader han Hallucinationernes og
de psykologiske Grubleriers Selvfordybelse.
Sociale Spørgsmaal optager ham; han virker
for Folkeopdragelse, bl. a. ved Oprettelsen af en
Kunstafdeling i Folkets Hus i Bruxelles. Han tog
et stort socialt Problem op til digterisk
Behandling: Storbyernes Opsugning af Landet og
Landsbyerne, omformet i grandiose Symboler
og Syner. I Les villages illusoires (1892)
skildrer han de forladte Landsbyers Tragedie og
den tilbageblevne Befolknings Illusioner. I Les
campagnes hallucinées (1893) Landskabernes øde
fantomagtige Stemninger og Menneskehordernes
Flugt mod Byernes bedrageriske Lyshav. Og i
Les villes tentaculaires (1895) de moderne
Storbyers fantastisk forstørrede Virvar af kogende
Liv. I de følgende Digtsamlinger giver han snart
dunkle profetiske Anelser om Gryet af en ny
Tid, snart Hymner til den moderne Videnskab,
snart Udtryk for storladen og vidt
omspændende Livsfølelse: Les heures Claires (1896), Les
visages de la vie (1899), Les pelites légendes
(1900), Les petits vieux (1901), Les forces
tumultueuses (1902), Toute la Flandre (1904—11,
5 Bd: Les tendresses premières, La guirlande
des dunes, Les héros, Les villes à pignons), Les
heures d’après-midi (1905), La multiple
splendeur (1906), Les blés mouvants (1912). Af
Dramaer skrev han Les aubes (1898), Le cloître
(1900), Philippe II (1901) og Hélène de Sparte
(1912). V.’s magtfulde og vældige lyriske
Digtning har øvet stor Indflydelse i hans
Fædreland og vakt Beundring udenfor. Han har
desuden skrevet Bøger om Rubens, om de moderne
Malere Joseph Heymans og Fernand Khnopff
samt Images japonaisés. Belgiens frygtelige
Skæbne i Verdenskrigen inspirerede ham til
Artikler og Digte: La Belgique sanglante (1915),
Parmi les cendres, Villes meurtries de Belgique
og Les ailes rouges de la guerre (1916). (Litt.:
A. Mockel, É. V. [1895]; L. Belzagette,
É. V. [1907]; G. Buisseret, L’évolution
idéologique d’É. V. [1910]; Chr. Rimestad,
»Belgiens store Digtere« [1915]; Kai
Friis-Møller, »Belgiens Lyre« [1915]).
S. Ms.
Verhaert [fər’ha.rt], Pieter, belgisk Maler
og Raderer, f. 25. Febr 1852 i Antwerpen, d.
Aug. 1908 smst. V., uddannet paa Akademiet i
sin Fødeby (senere Professor her), begyndte
med smaa spirituelle Genrebilleder af god
Iagttagelse og fin Lysvirkning, men gik over til
store, solidt udførte og interessante
Folkelivsbilleder fra Schelde-Egnen, som han ogsaa ofte
vender tilbage til i dygtige Raderinger. Flere
kom til Antwerpens Museum (saaledes
»Sømandstegnet« [1888]); andre: Episoder fra de
Coster’s Rom (1903) m. v. I »Det første Sukkers
Ankomst til Antwerpen« har V. givet en Række
ypperlige Hoveder af Holbein’sk Virkning.
A. Hk.
Verhaghen [fər’ha.gə(n)], Pierre Joseph,
nederlandsk Maler, f. 1728 i Aerschot, d. 1811 i
Löwen, uddannet af Kerckhoven og paa
Antwerpens Akademi samt ved Studiet af ældre
Kunst, især Rubens, en Tid Hofmaler i Wien
(hos Maria Theresia), 1744 knyttet til Löwen,
hvor han udfoldede en betydningsfuld
Virksomhed, har malet smukke velkomponerede og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
