Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vermehren, Johan Frederik Nicolai - vermeil - Wermelskirchen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Reservesoldatens Afsked« (Kunstmuseet), en i
alle Enkeltheder yderst tro og omhyggelig
Gengivelse af Bondestuen, men i »Fortællingen« ret
stillestaaende. Det dramatiske laa ikke for ham,
og i »Hvedebrødsmanden« (1851) vendte han
tilbage til den strengt objektive
Virkelighedsgengivelse. Men »Folkelivsskildringen« var Tidens
Løsen, og samtidig med at V.’s Dygtighed vakte
Høyen’s og Marstrands Interesse, søgte de at
drage ham over paa denne Bane, dog blot med
den Virkning, at deres Vejledning og Rettelser
bragte ham Fortvivlelsen nær. 1852—54 malte
han kun en Række Portrætter og flygtede saa
over til Jylland, mistvivlende om at kunne
blive til noget. Der mødte han tilfældigt paa
Heden en Dag »Faarehyrden«, denne mærkelige
Personifikation af deri ensomme Natur, og da
han havde gennemarbejdet dette Emne med
yderste Finhed i Helhed og alle mindste
Enkeltheder, saa var han sikker paa at have
fundet sin rette Vej. Billedet (Kunstmuseet)
skaffede ham paa Udstillingen 1855 Akademiets
store Rejsestipendium paa 2 Aar, som han
væsentlig tilbragte i Italien. Fra denne Rejse er
»Et Gadeparti i Gerano« (Kunstmuseet). Men
Syden ændrede ikke hans maleriske Syn og
Maal; da han var kommet hjem, fortsatte han
ad samme Vej som før. 1858 kom »En gammel
Fisker ved Stranden« (Aarhus Museum), 1860
»En Sædemand« (Kunstmuseet), vel hans
allerfriskeste Arbejde; Landskabet deri hører til
de ypperste Skildringer af en solblank dansk
Foraarsdag. Ejendommeligt nok er alle hans
Friluftsbilleder malte i blikstille Vejr; men det
danske Vejr er jo blæsende og stærkt
foranderligt, og hele V.’s langsomme og til det
alleryderste grundige Arbejdsmaade kunde ikke
følge Omskiftningerne, overhovedet ikke fange
maleriske Foreteelser af flygtig Art eller stærk
Bevægelse. Derfor opgav han Friluftmaleriet,
til Trods for de ypperlige Resultater, han dog
der havde naaet. 1860 udstillede han »Huslig
Syssel i en fattig Bondestue; en Kone bælger
Ærter« (Kunstmuseet), som skaffede ham
Udstillingsmedaillen; 1861 »Et Bondekøkken«
(Kunstmuseet), og 1863 det for sin næsten
utrolige Gennemførthed berømte »En Hestgardist,
der pudser sine Vaaben« (købt af Frederik
VII), 1864 »En fattig Bondegaard ved
Middagstid« (Oslo Kunstforening) og 1865 »Det
indvendige af en Bondegaard« (Kunstmuseet). I disse
Billeder, samtlige kun smaa i Omfang,
nedlagde V. en Sum af skarp Iagttagelse og den
nænsomste maleriske Finfølelse, som for alle
Tider sikrer hans Plads i dansk Malerkunst.
Men derved trak han sig ogsaa væsentlig bort
fra Landet. 1862 havde han for det Anckerske
Legat gjort en Rejse til Frankrig og Italien.
Efterhaanden holdt Portrætbestillinger ham
fast i Kbhvn; fra 1864—82 malte han ikke færre
end 59 Portrætter, væsentlig nok Brystbilleder,
men de fleste i naturlig Størrelse. 1865 var han
blevet Lærer ved Akademiet, 1873 Professor,
og han blev Vel, næst Eckersberg, den
samvittighedsfuldeste og grundigste Lærer i
Tegnekunsten, Akademiet har haft, endda han
snart overtog den forberedende Klasse, som
gav det største Arbejde. Med Professoratet
fulgte 1873 et Atelier paa Charlottenborg, ved
Porten i Sydfløjen, et lidt skummelt Rum med
snævert Lys og svage Reflekser. Og for V.,
dér altid maatte holde sig strengt til, hvad han
havde for Øje, medførte dette en tungere og
brunligere Farve end i hans hidtidige Billeder.
Da han efter Roed’s Afgang 1887 overtog
Boligen i Stueetagen ud mod Kongens Nytorv
(nærmest det kgl. Teater), fik han et Atelier med
klart, men lavt Stuelys; og fra den Tid blev
hans Billeder atter lyse, men adskilligt køligere
i Farve og mindre samlede i Belysning end
nogen Sinde før. Af hans Portrætter efter 1870
kan nævnes det af Maleren Sonne
(Udstillingskomiteen), Provst Fog (Holmens Kirke),
Etatsraad Collin (Sparekassen i Kbhvn); efter 1880
Carl Ploug, General Jonquières og
Skuespillerparret Phister (Frederiksborg Museet). Fra
hans senere Tid er Genrebilleder sjældnere.
Dog kan nævnes »En ung Pige ved sit
Skrivebord« (1879, Glyptoteket), »Besøg hos det gamle
Tyende« (1885, Kunstmuseet), »Skakspilleren«
(1891, Museet i Sthlm). 1901 tog V. sin Afsked
som Professor. Kunstnerisk kan han betegnes
som Eckersberg’s sidste og mest trofaste Elev.
Den Fane, han i sin Ungdom havde svoret til,
holdt han urokkelig fast ved. Hans maleriske
Kendemærke er i første Række hans Objektivitet
og hans Billeders høje Grad af Gennemførthed;
den poetiske Følelse mærkes kun som en stille
Varme. Han brugte hyppigt og gerne
Udtrykket »at gøre Rede for Tingene«, og han yndede
Ordet og Begrebet »Ydmyghed« i Kunsten.
Ingen har mere utrætteligt end V. søgt Sandhed
og Virkelighed og kun dette, men med en
ubetinget Ærlighed og Udholdenhed. Han har
lagt stor Vægt paa Formens Rigtighed og paa
maleriske Finheder, men aldrig paa maleriske
Effekter. Kan man saaledes kalde ham strengt
konservativ med Hensyn til hans egen Kunst,
saa var han i hele Akademiet den mest
frisindede i Synet paa andre og i Opfattelsen af
Akademiets egne Forhold. Hans Forslag om
at tildele Krøyer’s »Italienske Markarbejdere«
Udstillingsmedaillen vakte en saadan Harme
hos Kyhn, at denne meldte sig ud af
Akademiet. Og dog blev V. siden af de »yngre
Kunstnere« betragtet som deres svorne Fjende,
medens Kyhn lod sig tage til Indtægt af dem,
som han saa heftigt havde bekæmpet. V.
nærede baade Venskab og Beundring for Krøyer.
Og det er ejendommeligt, at da han i sine
ældre Aar igen kom til Paris, brød han sig
(mod Forventning) ikke saa meget om
Meissonnier, men beundrede Corot i allerhøjeste
Grad.
P. J.
vermeil [vær’mæ.j], højrød, purpurrød,
benyttes undertiden som Betegnelse for forgyldt
Sølv.
Wermelskirchen [’værməlskerkən], By i
den preussiske Rhin-Provins, Regeringsdistrikt
Düsseldorf, 10 km ØSØ. f. Solingen, ved
Jernbanelinien Lennep—Opladen, har (1925) 15654
Indbyggere. Betydelig Fabrikation af Silke- og
Bomuldsbaand, endvidere Fabrikation af Silke-
og Halvsilkestoffer, halvuldne Stoffer, Skotøj,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
