Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vibe, Peder - Vibefedt - Viber - Wiberg, J. C. K. - Wiberg, Julius Josias
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ulfeldt’ske Partis Intriger. I sine sidste Leveaar
var V. Lensmand over Trondhjems Len.
H. J-n.
Vibefedt, norsk Tættegræs (Pinguicula
Tourn.), Slægt af Blærerodfamilien, fleraarige
Urter med helrandede Blade, der staar i Roset
og er hele, mere eller mindre indrullede langs
Randen og paa Fladen beklædte med
paddehatteformede Kirtelhaar, der gør dem meget
klæbrige og tjener til Indfangning af Insekter;
andre Kirtler besørger Udskillelse af den
Insekternes bløde Dele opløsende pepsinholdige
Saft. Blomsterne sidder enkeltvis i Spidsen af
bladløse Skafter, V. har et 5-delt Bæger, en
purpurrød, violet, gul eller hvid Krone med Spore
og 2 Læber, hvoraf den øverste er kort, den
nederste dannet af 3 bredere Flige samt 2 korte
Støvdragere; Støvvejen bestaar af en
kugleformet Frugtknude med kort Griffel og et 2-lappet
Ar, der er meget pirreligt og kun lader sig
bestøve 1 Gang, hvorefter de to Lapper
klapper sammen. 30 Arter. Almindelig V. (P.
vulgaris L.) har lysegrønne, ægdannet-ovale
Blade og 5—15 cm høje Skafter med violette
Blomster. Den vokser almindelig i Moser og
Enge i Danmark og Norge, og blomstrer i
Juni—Juli. I Norge anvender (eller anvendte) man
den ved Fremstilling af »Tættemælk«; man
besmurte Mælkesien med de slimede Blade; den
sejge Slim skulde da bevirke den særlige
Gæringsproces, hvorved Tættemælk fremstod: i
Virkeligheden skyldes Gæringen visse Bakterier.
P. alpina L. har 5—8 cm høje Skafter med
hvide Blomster, hvis Underlæbe og Spore dog er
gule; den vokser almindelig i det nordligste
Norge. P. villosa L. har 2—4 cm høje, forneden
langhaarede Skafter med smaa lysviolette og
aarede Blomster; den vokser hist og her til
Fjelds i Norge.
A. M.
Viber kaldes en Gruppe af kortnæbbede
Vadefugle, hørende under Hjejlernes
(Charadriinæ) store Afdeling. De deles i ret talrige,
hverandre nærstaaende Slægter (Lobivanellus,
Holopierus,
Sarciophorus
o. fl.), der er
udbredte over
det meste af
Kloden
undtagen Nordamerika. Det er
middelstore
Fugle med et
kort Næb som
Hjejlerne
(Charadrius),
fra hvilke de
skiller sig ved
stærkt
afrundede Vinger, hvis Haandsvingfjer er
omtrent lige lange. De har en lille,
højtsiddende Bagtaa; hos flere Arter findes
Prydelser paa Hovedet i Form af en
Fjertop eller Hudlapper, hos nogle paa Vingen
en Spore. De lever mest ved Sumpe, samler sig
uden for Yngletiden, ofte i store Skarer. I
Europa yngler i talløs Mængde V. (Vanellus
cristatus Mey. & Wolf), den eneste Art af sin
Slægt, af Størrelse som en lille Due, med
graabrunt Næb og blegrøde Fødder; fra Issen
udgaar en Top af smalle, stærkt forlængede Fjer,
der kan rejses i Vejret; hos gamle Hanner naar
de en Længde af 7—9 cm. Farven, der i
Afstand synes sort og hvid, er i Virkeligheden
meget broget. Undersiden og Hovedets Sider er
hvide, Brystet og den øvrige Del af Hovedet
sorte, Oversiden og Vingerne mørke med
pragtfuld grøn, blaa og purpur Metalglans;
Styrefjerene er sorte i yderste, hvide i inderste
Halvdel, med rustrøde Dækfjer. Hunnen ligner
Hannen, Unge- og Vinterdragten har mere
urene Farver. V. yngler i den største Del af
Europas og Asiens Slettelande, trækker om
Vinteren S. paa, hvor den da findes i
Middelhavslandene i uhyre Skarer; i de fleste Lande er
V. en meget hyppig Fugl, ingen Steds maaske
talrigere end i Holland, hvor den sammen med
Vejrmøllerne hører til det typiske
Landskabsbillede. I Norge yngler den langs Kysten ret
hyppig til Polarkredsen; selv i de nordligste
Egne findes enkelte, om end ikke ynglende;
nogle overvintrer i Landet. I Danmark hører
V. til de talrigste og mest udbredte Fugle, der
uden for Skov og Kornmarker saa at sige
yngler overalt, i Moser, paa Enge, paa Holme,
men lige saa godt paa tørre Græssletter og
Brakmarker; flade Strandenge er dog deres
Yndlingsophold, og her yngler de ofte i stort Tal,
om end ikke i egentlige Kolonier. Sammen med
Stær og Lærke hører V. til Foraarsbebuderne,
kommer ofte allerede i Slutningen af Febr eller
Begyndelsen af Marts, paa hvilken Tid ogsaa
jævnlig ses Flokke trækkende over. I
Slutningen af Marts findes V. paa Ynglepladserne, hvor
de Parringstiden igennem gør sig bemærkede
ved deres stadige Skrig og ved Hannens
ejendommelige, tumlende Flugt, der ledsages af
dens Parringsskrig. Æggene lægges i en lille
Fordybning paa Jorden, er fire i Tal, brune med
mørke Pletter; de anses for en Delikatesse og
samles i Masse; bekendt er V. for sin
Dumdristighed over for dem, der nærmer sig Æg eller
Unger. Føden, der udelukkende bestaar af smaa
Dyr, Orme og Snegle, søges kun paa Jorden,
hvor V. løber let og behændig. Efter Yngletiden
samles gamle og unge i store Skarer, der
drager omkring paa Brakmarker, ved Søer og
Kyster ofte i Selskab med andre Fugle, f. Eks.
Stære og Hjejler; paa denne Tid er de lige saa
tavse og sky, som de tidligere var skrigende og
nærgaaende. I Oktbr drager de S. paa, men
enkelte kan blive i milde Vintre.
Paa Stepperne i det sydlige Rusland og
Centralasien lever Steppeviben (Chætusia
gregaria Pall.), der nogle Gange er truffen i
Mellemeuropa. I Sydøsteuropa og Nordafrika
lever Sporeviben (Hoplopterus spinosus
Pall.) (se Krokodi1vogter).
O. H.
 |
| Vibe (Vanellus cristatus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
