Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Victor Emanuel II - Victor Emanuel III - Victoria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Datter og 1860 sin »Vugge«, gav han 1864 i
Septemberkonventionen Afkald paa sin kære
Hovedstad Torino og flyttede i Febr næste Aar
til Firenze. I den nye Krig med Østerrig 1866
fik han paa ny Diktatur og førte selv sin Hær
ved Custozza, dog uden Held. Siden afviste
han med Bestemthed Kejser Napoleon’s
lokkende Tilbud om at svigte sin Forbundsfælle,
Kongen af Preussen, og dennes Sejr skaffede ham
i Fredsslutningen Venetien. Da han 7. Novbr
(5-Aarsdagen efter Indtoget i Neapel) drog ind
i Venedig, lød hans sindige, men varslende
Ord: »Nu er Italien færdigt, skønt ikke
fuldstændigt« , idet han holdt fast ved, at Rom skulde
være Italiens Hovedstad, som det allerede var
kundgjort 1861. Under den fransk-tyske Krig
1870 var det hans fulde Agt at bringe Frankrig
Hjælp til Tak for Forbundet 1859; men da den
kejserlige Regering ikke vilde give Rom til
Vederlag, satte hans Ministre, særlig Sella, sig
bestemt imod, og han var nødt til at give efter.
Derimod tillod Kejserdømmets Fald i Septbr
samme Aar ham at indtage Rom og saaledes
fuldbringe Italiens Enhed. 31. Decbr modtog
han i Qvirinalet Romernes jublende Hyldest,
men han opholdt sig i de følgende Aar kun
sjældent i Rom, nærmest af Hensynsfuldhed
mod Paven. Derimod tilbragte han gerne en
stor Del af sin Tid paa Jagt, især i Piemonts
Bjergegne.
For at vinde en Modvægt imod den klerikale
Strømning i Frankrig, der ikke kunde tilgive
ham at have »plyndret« Paven og at holde ham
»fangen« i Vatikanet, besøgte han i Septbr 1873
Kejser Frants Josef i Wien og i Septbr 1874
Kejser Vilhelm i Berlin; i Apr. 1875 modtog
han den førstes Genbesøg i Venedig og i Oktbr
den tyske Kejsers i Milano. Ligeledes fejredes
med stor Højtidelighed i Rom, som i det øvrige
Italien, 23. Marts 1874, 25. Aarsdagen for hans
Tronbestigelse, medens almindelig Landesorg
fulgte efter hans Død, 9. Jan. 1878,
Femaarsdagen efter hans Forbundsfælle Napoleon III’s
Død, og omtrent 4 Uger før hans gamle
Modstander Pius IX. V. E. blev bisat i Pantheon i
Rom — selv Præsteskabet holdt sig ikke
tilbage for at vise ham den sidste Ære, uagtet
han gentagne Gange var lyst i Band — og i
Jan. 1884 overførtes han til en ny Grav ved
Midtalteret. 1885 nedlagdes Grundstenen til
et prægtigt Mindesmærke med en Rytterstatue
foroven paa Kapitoliet i Rom. — Af sit
Ægteskab med Adelaide af Østerrig, Datter af
Ærkehertug Rainer, f. 1822, gift 1842, d. 1855, havde
han følgende Børn: Clothilde, f. 1843, gift med
Prins Napoleon, Umberto, f. 1844, der blev
Faderens Efterfølger, Amadeo, Hertug af Aosta
(1845—90), som var Konge i Spanien 1870—73,
og Maria Pia, f. 1847, der 1862 ægtede Kong
Luis I af Portugal og 1889 blev Enke; en Søn
Otto, f. 1840, døde 1866. V. E. ægtede 1869
morganatisk Grevinde Mirafiori (s. d.). (Litt.:
Bersezio, Il regno di V. E. II [8 Bd,
1878—95.]; Cappeletti, Storia di V. E. II [3 Bd,
1893]).
(E. E.). H. J-n.
Victor Emanuel III (italiensk Vittore
Emanuele [-ema’nuæle]), Konge af
Italien siden 1900, født 11. November 1869 i
Napoli, Sønnesøn af foregaaende og Søn af
Kong Umberto, hed som Kronprins Prins af
Napoli og ægtede 1896 Elena af Montenegro, f. 8.
Jan. 1873. Ved Faderens Mord 29. Juli 1900
blev han
Konge. Han
skildres som en
boglig
interesseret Mand og
er en stor
Møntsamler,
viste allerede
som Prins
militær Dygtighed
og Interesse.
Som Konge
synes han at
besidde de
Egenskaber, der gør
en Nutidsregent
fremragende:
sikker Takt og
Sans for sit
Lands og sin
Tids Vilkaar og Evne til at indrette sig efter de
skiftende politiske Forhold. Han er ikke traadt
personlig i Forgrunden, men har ladet sine
Ministre lede ogsaa den heldige Udenrigspolitik, der
skaffede Italien Tripolis efter en Krig med
Tyrkiet 1912—13 og efter dets Deltagelse — fra
1915 — i Verdenskrigen paa Ententens Side en
væsentlig Del af Irredentaen: Trentino,
Istrien og Triest; 1902 var ellers Triplealliancen
med Tyskland og Østerrig blevet fornyet, og
endnu ved Verdenskrigens Udbrud 1914
betragtede V. E, sig som disse Rigers Forbundsfælle,
men allerede under Algeciras-Konferencen 1906
var Italien optraadt paa Englands og Frankrigs
Side. Udadtil gjaldt V. E. længe for »den
demokratiske Konge«, hvad der kunde begrundes
dels ved hans jævne og fordomsfri Holdning
over for alle Partier og Retninger, og dels
ogsaa ved hans strenge Efterfølgelse af det
parlamentariske Princip. Under den sociale
Opløsning efter Verdenskrigen viste han imidlertid
Imødekommenhed over for den ny fascistiske
Bevægelse. Da dennes Fører, Mussolini, for
Alvor greb efter Magtens Tøjler, nægtede V. E.
Ministerpræsident Facta Hjælp til væbnet
Modstand, idet han afslog at underskrive et Dekret
om Belejringstilstand. Fascisternes Tog mod Rom
kunde derfor gennemføres uden Hindring, og
30 Oktbr 1922 sattes Kronen paa Værket, idet
Mussolini efter Kongens Opfordring dannede et
Ministerium af Fascister. Dette betød
Overgangen fra Parlamentarisme til Diktatur og var
et Vendepunkt for baade Italien og V. E., der
siden har støttet Diktatoren eller i det mindste
ikke voldt ham Vanskeligheder. — V. E.
besøgte Kjøbenhavn i Juni 1922. I sit Ægteskab
har han følgende Børn: Jolanta, f. 1901 og gift
(1923) med Greve Calvi di Bergolo, Mafalda, f.
1902 og gift (1925) med Prins Philipp af
Hessen-Kassel, Umberto, eneste Søn og Tronfølger, f.
1904, Giovanna, f. 1907, Maria, f. 1914.
H. J-n.
 |
| Victor Emanuel III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
