Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiedewelt, Johannes - Viedma - Viedma - Wiehe, Anton Wilhelm - Wiehe, Jacques Emil - Wiehe, Johan Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bestillinger til W., og private havde ikke store
Midler at ofre paa Billedhuggerarbejder, tilmed da
W. ikke var dygtig til at gøre Buster. Mere og
mere blev hans Kaar knappe og vanskelige, til
sidst rent ud fattige, og ved gentagne
Slagtilfælde (1788, 1795) gik ogsaa Arbejdsevnen.
Under Trykket heraf søgte han en mørk
Decemberaften Døden i Sortedamssøen. (Litt.: Fr. J.
Meier, »Wiedewelt« [Kbhvn 1877];
Hennings’ »Essais«; P. Johansen, »Før
Thorvaldsen« [Kbhvn 1910]).
P. J.
Viedma [’wiæðma], Lago V., Sø ved
Cordillerernes Østfod, 200 m o. H., i det
argentinske Territorium Santa Cruz. Rio Leona danner
Afløb til Lago Argentino, hvorfra Rio Santa
Cruz løber til Atlanterhavet.
M. V.
Viedma [’wiæðma], forhen La Merced,
Hovedstad i Territoriet Rio Negro, Argentina, ved
højre Bred af Floden Rio Negro 30 km ovenfor
dens Munding. 3000 Indbyggere. Paa den anden
Side af Floden ligger Carmen de Patagones i
Provinsen Buenos Aires.
M. V.
Wiehe [’vi.ə], Anton Wilhelm, dansk
Skuespiller, f. 8. Juli 1826 i Kbhvn, d. 4. Jan.
1884 smst. Af Michael Rosing’s tre
Dattersønner, der alle blev Skuespillere, var W. den,
som lignede
Bedstefaderen
mest; han
havde især arvet
hans aabne,
frejdige Væsen,
der
harmonerede med
Oehlenschlæger’s
Poesi. Da han
havde udført
sine første
Roller, Jørgen
i »Erik og Abel«
(16. Novbr
1843) og Einar
Tambeskælver
i »Hakon Jarl«,
sagde
Oehlenschlæger til
ham: »De har min Aand i Dem, og De skal
forklare mig for kommende Slægter«. Denne
Profeti gik i Opfyldelse; det er som den sidste store
Oehlenschlæger-Skuespiller paa Linie med Dr.
Ryge og N. P. Nielsen, at W.’s Navn lever i
dansk Teaterhistorie. Efter nogle brydsomme
Ungdomsaar, i hvilke han spillede i Provinserne,
paa Casino og blev saaret i Slaget ved Isted,
fik han 1851 Ansættelse ved Christiania Teater,
hvor han udviklede sig gennem et stort,
forskelligartet Repertoire (c. 140 Roller i ni Aar)
og med Henrik Ibsen’s Ord »øvede ubestridelig
Indflydelse paa den norske nationale Scenes
Fremgang«. Fra 1860—63 tilhørte W. Casino,
hvor det viste sig, at hans Talent svarede til
hans norske Ry, og hvor han (1861) som
Gudmund i »Gildet paa Solhaug« medvirkede i den
første Ibsen-Forestilling i Kbhvn. Endelig
genoptraadte han, 37 Aar gammel, men endnu med
al Ungdommens Friskhed over sin
Personlighed, 1. Septbr 1863 som Axel i »Axel og
Valborg« paa det kgl. Teater, hvis alvorlige
Førstekraft han var i de følgende Aar, og hvor han
1874 indviede den nye Scene, men Sygdom
knækkede tidligt hans Kraft og tvang ham, ikke
53 Aar gammel, til at søge Afsked; 4. Juni 1879
optraadte W. sidste Gang som Hakon Jarl (i 3.
og 4. Akt) og som Møller i »Hr. og Fru Møller«.
Senere viste han sig, næsten blind, et Par
Gange ved Aftenunderholdninger paa Folketeatret.
W.’s Kunst tilhørte Overgangsperioden
mellem Romantik og Realisme, og han mestrede
begge Retninger. Hos Oehlenschlæger var han
lyrisk Deklamations-Skuespiller, der gav sig
Følelsen og Fantasien i Vold; hos
Bjørnson-Ibsen var han Karakterfremstiller og bidrog
meget til deres første Sejre i Danmark. W.’s
unge Helte, der lykkedes bedre for ham end de
ældre, grublende eller voldsomme Herskere,
ejede Overbevisningens Varme og en Livsfylde,
som holdt Tilskuerne fast i Illusionen. Hans
skønne Hoved sad kækt paa den ranke, brede
Skikkelse, og hans prægtige Stemme, der kunde
runge som Malm, ejede Udtryk for Ømhed i
harmonisk Blanding med blid Sorg; Refleksion
og kritisk Sans var ham derimod nægtet, og
han besad intet Udtryk for Ironi, men nok for
djærvt Humør. I »De Unges Forbund«
afdækkede han med Anvendelse af det norske Sprog
baade Stræberen Steensgaard’s indtagende
Egenskaber og hans sjælelige Raahed saaledes,
at Ibsen vidnede, at W. gengav hans Opfattelse
»med genial Sandhed«, og som Tjælde i »En
Fallit« bredte W. et forsonende Skær af
fantastiske Storhedsdrømme over Spekulantens
samvittighedsløse Handlinger. (Litt.: Edvard
Brandes, »Dansk Skuespilkunst« [Kbhvn
1880]; N. Bøgh’s Afh. i »Litteratur og Kritik«
I [Kbhvn 1889]; Robert Neiiendam, »Det
kgl. Teaters Historie« I—III [Kbhvn 1921-25]).
R. N.
![]() |
A. W. Wiehe. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>