Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wieth-Knudsen, Knud Asbjørn - Viëtor, Wilhelm - Vietri sul Mare - Vieussens, Raymond de - Vieuxtemps, Henri - Vievand - Vieweg & Sohn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Doktordisputats om »Formerelse og Fremskridt«. Var
1909—13 Kontorchef i Det internationale
Landbrugsinstitut i Rom, slog senere ind paa journalistisk
Virksomhed og blev i 1920 udnævnt til Lektor i
Nationaløkonomi ved Landsbohøjskolen, hvilken
Stilling han i 1920 ombyttede med et
Professorat ved Norges tekniske Højskole i Trondhjem.
W.-K. samler sit Stof fra mange
forskellige Omraader og forener gode
videnskabelige Evner med en klar Fremstillingsform. Det
hænder dog, at han, som f. Eks. i en Bog om
»Feminismen« (1924), giver sine personlige
Sympatier og Antipatier større Raaderum end
foreneligt med en strengt videnskabelig
Fremstilling. Dyrker ved Siden af sit egentlige Felt
Musikken og har udgivet flere Kompositioner.
J. Th.
Viëtor [’fi.eto.r], Wilhelm, tysk
Sprogforsker, f. 25. Decbr 1850, d. 22. Septbr 1918.
Allerede inden V. afsluttede sine
Universitetsstudier, havde han opholdt sig i England som
Lærer; underviste derefter i forskellige tyske
Skoler, ledede en kort Tid 1882 en
Opdragelsesanstalt i Friedrichsdorf i Taunus, var 1882—84
Lektor i Tysk ved det nyoprettede University
College i Liverpool og fra 1884 Professor i
engelsk Filologi ved Universitetet i Marburg. V.
har navnlig haft Betydning ved den store
Virksomhed, han har udfoldet for at reformere
Undervisningen i levende Sprog i Tyskland (se
Quousque Tandem,
Sprogundervisning), og for at gøre Fonetikkens
Resultater almindelig kendte; han har ogsaa
virket ivrig for Reformer i den tyske
Retskrivning. V. redigerede 1887—93 Tidsskriftet
»Phonetische Studien«, derefter som en Fortsættelse
deraf »Die neueren Sprachen« sammen med
F. Dörr og Rambeau. Blandt hans Skrifter maa
fremhæves: »Der Sprachunterricht muss
umkehren«, under Pseudonymet Quousque
Tandem (1882); »Elemente der Phonetik und
Orthoepie des Deutschen, Englischen und
Französischen« (1884, 5. Udgave 1904); German
Pronunciation (1885); »Die Aussprache des
Schriftdeutschen« (1890); »Die northumbrischen
Runensteine« (1895); Shakespeare’s
Pronunciation (2 Bind, 1906).
O. Jsp.
Vietri sul Mare [’viætri-], By i det sydlige
Italien. Provins Salerno, ligger 3 km Vest for
Salerno ved Salerno-Bugten og ved Banen fra
Napoli til Nocera. (1911) 8130 Indbyggere. V.
s. M. har nogen Glas- og Kobberindustri. I
Nærheden ligger talrige store Papirfabrikker.
Byen er Udgangspunkt for Turisttrafikken til
Amalfi.
(H. P. S.). C. A.
Vieussens [viø’sã], Raymond de, fransk
Anatom, f. 1641 i Rouergue, d. 1715 i
Montpellier, hvor han var Professor. V. studerede
særligt Nervesystemet (Neurologia universalis, 1685)
og Hjertet, hvis Topografi, Anatomi og
Patologi han beskrev. Han var den første, der
erkendte den venstre Ventrikels Struktur, han
paaviste Forløbet af Kronarterien, beskrev som
den første Aortainsufficiensen (1695) og
Mitralstenosen (1715) og gav udmærkede Bidrag
til Hjertesygdommenes Patologi og
Symptomatologi. Forskellige anatomiske Dannelser
bærer hans Navn, saaledes annulus Vieussenii i
Hjertet, centrum ovale V. i Hjernehemisfærerne
o. fl. Han skrev: Epistola nova quædam in
corpore humano inventa exhibens (1703), Traité
de la structure de l’oreille (1714), De la
structure et du mouvement naturel du coeur (1715).
J. S. J.
Vieuxtemps [viø’tã], Henri, belgisk
Violnist og Komponist, f. i Verviers 17. Febr 1820,
d. i Algérie 6. Juni 1881, vakte allerede i sit 9.
Aar Opsigt ved sin Optræden i forskellige
belgiske Byer. Bériot (s. d.) tilbød at undervise
ham og tog ham med til Paris. Et Par Aar
senere begyndte han sine vidt omfattende
Koncertrejser, der bragte ham i Berøring med
Spohr, Molique, Paganini o. fl., og som strakte
sig ikke alene over hele Europa (Skandinavien
1860—61, 1868, 1870, 1876), men ogsaa til
Amerika. 1846—52 var han ansat som kejserlig
Soloviolinist i Petrograd, 1871—73 som Lærer i
Violinspil ved Konservatoriet i Bryssel; fra
1873 levede han, lammet efter et Slagtilfælde,
i Stilhed i Paris. V. betragtes som en af de
mest fremragende Repræsentanter for den
nyere franske Violinskole; hans Kompositioner,
der hæver sig betydelig over den almindelige
Virtuoslitteratur, og hvormed han selv fejrede
store Triumfer — bl. a. seks store Koncerter,
Ballade og Polonæse, Fantasier, Etuder o. s. v.
— hører endnu til Violinspillernes faste
Repertoire. En Bronzestatue af V. findes i
Verviers (s. d.). (Litt.: I. Th. Radoux, V., sa
vie et ses æuvres [1893]; P. Bergmans, »H.
V.« [1920]).
(S. L.). W. B.
Vievand. Renselser og Tvætninger med Vand
ikke alene før Maaltiderne, men ogsaa før
religiøse Handlinger var almindelige allerede
hos adskillige hedenske Folkeslag. Grækerne
havde saaledes Vaske- eller V. i Fade, der var
opstillede ved Indgangen til Templerne, og
Germanerne benyttede ligeledes V. ved Ofre og
andre Ceremonier. Men navnlig Jøderne havde
mange Renselser. Deres Præster tvættede altid
Hænder og Fødder før Tempeltjenesten. Fra
Jøderne gik disse Renselser i modificeret Form
over til de ældste Kristne. Det blev almindeligt,
i hvert Fald allerede i 4. Aarhundrede, at
tvætte sig, før man gik ind i Kirken, og denne
Tvætning fik en symbolsk Betydning. Vandet,
som man benyttede, blev fremdeles
efterhaanden konsekreret af Præsten, og der blev tillagt
det en vis helligende Kraft. Men i Stedet for at
vaske Hænder og Fødder nøjedes man snart
med at bestænke sig under Korsets Tegn, og
Vievandsfadene blev til det lille Vievandskar,
som nu findes inden for Indgangsdørene i de
katolske Kirker.
A. Th. J.
Vieweg & Sohn [’fi.ve.k-ont-’zo.n],
Forlagsfirma i Braunschweig, grundlagt 1786 af
Hans Friedrich Vieweg (1761—1833)
i Berlin, 1799 flyttet til Braunschweig, hvor han
overtog Svigerfaderen, J. H. Campe’s
»Skoleboghandel«. Foruden af Campe’s »Robinson den
Yngre« var han Forlægger af Goethe’s »Hermann
und Dorothea«, som han betalte med det efter
Datidens Forhold betydelige Honorar 1000
Dukater. Fra 1825 indtraadte hans ældste Søn,
Eduard V. (1797—1863) i Firmaet, som
samme Aar fik sit nuværende Navn, og hlev efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
