Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wikner, Carl Pontus - Vikramaditya - Vikramorvaçi - Wikström, Emil - Vikten - Viktor - Viktoria - Viktoriablaat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kredse; yngre Akademikere søgte imidlertid at
skaffe ham et personligt Professorat, men 1884
modtog han Tilbudet om et Professorat ved
Oslo Universitet. Senere søgte han et
Professorat ved Universitetet i Uppsala; der var
megen Strid om hans Ansættelse, og Udfaldet af
Konkurrencen tvivlsomt, men midt under
denne Strid bortreves han af Døden. W.’s hele
Filosofi er baaret af en religiøs Interesse;
gennem en Række populære Afhandlinger har han
søgt at klarlægge sin Stilling til
Kristendommen. Hans Standpunkt kan nærmest
karakteriseres som teistisk; men, som han lagde stor
Vægt paa den menneskelige Personlighed,
opfatter han ogsaa Guden som personlig i Analogi
med Mennesket. Medens hans tidligere Filosofi
helt var klædt i den Boström’ske Filosofis
abstrakte Spekulationer, søgte han i 1880’erne ud
over disse, idet han indsaa, at Boström’s
tidløse Idéverden var uholdbar. Klarest træder
denne hans Kritik af Boström frem i det
posthume Værk: »Tidsexistensens apologi« (1888);
han staar her som Repræsentant for en mere
realistisk Retning inden for den svenske
Filosofi, selv om hans Uddannelse og hele hans
Standpunkt forhindrede ham i klart at hævde
den empiriske Filosofis Principper mod den
Boström’ske Efter-Romantik. Hans største
Betydning laa i den rent personlige Indflydelse,
han udøvede paa sine Elever; senere (efter
1900) har han faaet fornyet Betydning, ligesom
hans Indsats overhovedet kan spores overalt i
den svenske Idealisme (Rydberg, Vitalis
Nordström) og Kristendom (Söderblom), idet han i
sig forener Nationens Anlæg for oversanselig
Stræben og alvorsfuld Selvfordybelse. Hans mest
læste Skrifter er de personligt religiøse:
»Tankar och frågor inför menniskones son«, I (1872,
2. Oplag 1888), »Religiosa meditationer och
föredrag«, I—III (1873—75), »I mensklighetens
livsfrågor«, I—II (1899). W.’s »Samlade
predikninger« er udgivne af O. Quensel 1899; hans
»Vittra skrifter i urval« af K. Warburg (2.
Udgave 1920). (Litt.: »W., Minnesblad af en
tacksam vän« [1888]; F. v. Schéele i »Svea«
[1889]; i sin Monografi over W. [1889] har L. H.
Åberg givet en fuldstændig Fortegnelse over
hans Skrifter, S. 141-44; Th. Rein, »P. W.«
[i »Nordisk Tidskrift«, 1892]).
(A. T-n). Edv L.
Vikramaditya eller blot Vikrama, en af
de berømteste Konger i den indiske
middelalderlige Sagn- og Eventyrlitteratur; han skal
have regeret i Ujjayini og udstrakt sin Magt
over hele Nordindien, efter at han havde
fordrevet Çakerue, have kæmpet med den
sydindiske Hersker Çalivahana (se
Salivahana) og være faldet i et Slag mod ham.
Berømtest er han dog blevet som Følge af den
Rolle, som Sagnet har tildelt ham i
Litteraturhistorien; han prises højt som en mægtig
Befordrer af Digtekunsten, og ikke mindre end 9
store Digtere (de saakaldte »9 Perler«), blandt
hvilke nævnes Kalidasa (s. d.), skal have
opholdt sig ved hans Hof. Endvidere er en af de
indiske Tidsregninger, Vikrama-Æra’en (se
Samvat og indisk Tidsregning),
blevet opkaldt efter V. Man har forgæves søgt at
finde en virkelig historisk Kerne bag alle
V.-Sagnene og ment at kunne lægge hans Regering
i 6. Aarhundrede (Max Müller, James
Fergusson), men allerede H. Kern, N. L.
Westergaard og andre betvivlede V.’s
historiske Eksistens, og nøjere epigrafiske
Undersøgelser har godtgjort, at Vikrama-Æra’en
allerede var i Brug 100 Aar før hin Tid, og at
denne Æra først c. 800 fik dette Navn. For
øvrigt findes Navnet V. ogsaa brugt som
Tilnavn for andre virkelig historiske Konger, som
Candragupta i 4. Aarhundrede og Bhoja
i 11. Aarhundrede. At V. nærmest hører
hjemme i Fantasiens og Digtningens Verden, synes
at fremgaa af den Litteratur, hvori han hører
hjemme: »Vikrama-carita« (ɔ: Vikrama’s
Historie, en almindelig bekendt indisk Folkebog,
hvis Navn egentlig er
»Simhasana-dvatrimçatika« og »Vetala-pancavimçatika« [s. d.]);
ligeledes er V. Hovedpersonen i sidste Afsnit af
Somadeva’s store Eventyrbog
»Kathasaritsagara« (s. d.); for Nutidens Inder, lige fra
den højest dannede til den simpleste
Landsbydreng, staar V. i det samme straalende Lys
som Harun-al-Rashid hos Muhammedanerne,
en Slags indisk Carolus Magnus. (Litt.: N. L.
Westergaard, »Bidrag til de indiske Lande
Malavas og Kanyakubjas Historie« [Kbhvn
1868]; A. A. Macdonell, History of Sanskrit
Literature [London 1900]; R. C. Dutt, A
History of Civilization in Ancient India [Bind III,
Kalkutta 1890]; Corpus Inscriptionum
Indicarum [Bind III: Inscriptions of the early Gupta
kings and their successors, ved J. F. Fleet
[Kalkutta 1888]).
D. A.
Vikramorvaçi, Navn paa et Drama af
Kalidasa (s. d.).
Wikström, Emil, finsk Billedhugger, f. i
Åbo 13. Apr. 1864 og uddannet paa den finske
Kunstforenings Tegneskoler i Åbo og
Helsingfors, senere i Wien 1883—85 og Paris 1886 og
senere. Hans »Smultronflicka« kom til Galleriet
i Helsingfors; 1893 fik han 1. Pris for
»Alexander I aabner Borgå Landdag« (Gavlgruppe
til Stænderhuset i Helsingfors, afsløret 1903);
andre monumentale Værker: »Elias Lönnrot«
(1902, Helsingfors), Snellman m. v. Til hans
tidligere Arbejder — af sund og kraftfuld
Realisme, solide i Udførelse og Karakterskildring
— hører »Stockflötare«, »Tuonelas värdinna«,
»Tidsgudens fånge« (1897, Træ), »Naar
Uskylden sover« (1891, Barnehoved), »Intervention«
(1895, Kvindebuste), de to sidste i Helsingfors’
Galleri, ligesom »Moder og Barn«. Paa den
baltiske Udstilling i Malmö 1914 saas »Professor
Kajanus« (Granit), »Tavastlandsk Bonde« (Åbo
Kunstforening), »Døende Kvinde« (Helsingfors’
Galleri); paa den finske Udstilling i Kbhvn 1919:
»Professor Westerholm« (Bronze, Åbo
Kunstforening), General Mannerheim (Bronze), den
store Façade til en Familiebegravelse (et
Udkast i Gips, der mindede om Bartholomé’s »Aux
Morts«) m. m.
A. Hk.
Vikten, se Vikna.
Viktor, se Victor.
Viktoria, se Victoria.
Viktoriablaat B er et Tjærefarvestof
(Trifenylmetanfarvestof). Det danner
bronzeglinsende Krystalkorn, er tungtopløseligt i koldt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
