Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm I Erobreren, Konge af England - Vilhelm II Rufus (den røde kong), Konge af England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Toget, og da Norges Konge Harald Haardraade
faldt ind i Nordengland, hvor Godwinson
sejrede ved Stanford Bro September 1066, landede
V. ved Pevensey, og da Godwinson hurtig ilede
til uden at have kunnet faa de nordlige Jarlers
Hjælp, slog V. hans Fodfolk med sine
normanniske Ryttere i Slaget ved Hastings 14. Oktober
1066, hvor Harold Godwinson faldt. Det var
forgæves, at Angelsachserne nu valgte Edgar
Ætheling, Edmund Jernside’s Sønnesøn, til
Konge; V. trak sin Hær Nord om London og
afskar Byen fra Danelagen; Edgar og Bisperne
tilbød derfor selv V. Kronen, og Juledag 1066
blev han kronet i London. Kun Sydengland var
imidlertid vundet, men Angelsachsernes Oprør
overvandt V. let. Da Svend Estridsøn sendte
Asbjørn Jarl over med en Flaade til de Danske
i Danelag, købte V. ham bort og tog derpaa
en grum Hævn over det nordlige England, som
havde sluttet sig til Edgar Ætheling og andre
angelsachsiske Høvdinge. Hele Byen Yorks
Opland blev grusomt hærget, og V. drog ligesaa
til Chester og lagde hele Landet under sig
indtil Wales’ Grænse 1070. — Skotlands Konge,
Malcolm, Svoger til Edgar Ætheling, faldt ind
i Nordengland, men V., som nu ogsaa havde
kuet de sidste stridige Jarler, rykkede ind i
Skotland, og Malcolm maatte hylde ham som
sin Herre. — V. følte sig som Kong Edvard’s
rette Arving og betragtede England som sit
eget Land, ikke som en Erobring, han havde
taget med sine Normanner. Alle de
Angelsachsere, der havde kæmpet mod ham, fratog han
deres Gods og indsatte i deres Sted
Normanner, medens de, der havde holdt sig rolige og
altsaa ikke hjulpet ham, deres rette Herre,
fik Fornyelse paa deres Ejendom mod at betale
store Bøder. Lensherreretten i den franske
Form gennemførtes nu i hele Landet: det var
Kongen, der ejede alt Jordegods. Nogen stor
Omvæltning skete der ikke ved den ny
Ordning; Underklasserne og de smaa Godsejere i
Landet beholdt omtrent samme Vilkaar som
før Erobringen, og store samlede Grevskaber
og Hertugdømmer blev ikke oprettede af V.
Lensvæsenet fik ogsaa en mere sikker Form
end paa Fastlandet, idet alle Vasaller i
England blev Kongens umiddelbare Lensmænd. En
Lensopløsning som i Frankrig, hvor
Undervasallen kun fulgte Kronvasallen og sammen
med ham ofte rejste sig mod Kongen, fandt
derfor aldrig Sted i England. Under V. som
Lensherre stod i første Række 600
Kronvasaller (tenentes in capite), under dem stod 8000
subtenentes. De 600 Kronvasaller var næsten
alle Normanner og ejede uhyre Jordegods, men
V. sørgede for at sprede deres Besiddelser over
forskellige Grevskaber — undertiden i fra 6 til
20 Grevskaber —. for bedre at holde dem i
Ave. Tilmed blev de største Len tagne tilbage
af V. i hans egen Levetid. — I de vigtigste
Byer byggede V. Borge, som han holdt med
sine egne Mænd; den stærkeste af alle var
Tower i London. — Ogsaa Kirken, der før
Erobringen havde været engelsk-national og
gammeldags, gav V. en ny Ordning. I alle
Kirkens høje Embeder indsattes Normanner.
Ærkebisp af Canterbury, den lærde Lafranc, blev
hans Ven (1076). Præsteægteskaber blev
forbudt, Klosterreglerne skærpede, og Bisperne
tog fra nu af Bolig i de folkerige Byer saasom
Lincoln og Norwich, og smukke Rundbuekirker
byggedes. Over for Paven i Rom hævdede V.
sin Selvstændighed og nægtede Gregor VII
Hylding. Om hvor stor V.’s Magt var, vidner bedst
af alt Domesdaybook, der kaldtes saaledes,
fordi det var lige saa umuligt at appellere fra den
som fra den yderste Dom, og udarbejdedes af
kgl. Udsendinge, som rejste hele Riget rundt
1085—86 (da Knud den Hellige truede England
med sin Ledingsflaade). Det var en Optegnelse
af alt Jordegods, Kvæg og Skatskyld i hele
Riget. Da Domesdaybook var affattet, maatte alle
Vasaller i England paa Mødet i Salisbury 1086
sværge V. umiddelbar Lensed. — V. var lige
stærk af Aand og Legeme, Jagten var hans
største Glæde, og i det sydvestlige Hampshire
lod han den store New Forest vokse op, hvor
hans Dyr kunde gaa i Fred, og Jagtlovene
haandhævedes med stor Grusomhed. — Han havde
1053 ægtet Mathilda, Datter af Balduin af
Flandern. Deres ældste Søn, den ustyrlige Robert,
fik Normandiet efter hans Død, de to yngre,
Vilhelm og Henrik, blev begge engelske Konger.
Hans Datter, Adele, blev gift med Greven af
Blois og Moder til Kong Stefan af Blois. —
1087 kom V. i Krig med sin franske Lensherre
Filip I; han kastede sig over Byen Mantes og
brændte den; men da han red mellem de
brændende Huse, blev hans Hest sky, og en Ulykke
tilstødte ham, hvoraf han døde 9. September i
Rouen; han blev begravet i Caen i det af ham
selv grundlagte St. Stefan’s Abbedi. (Litt.:
Freeman, History of the Norman Conquest
[1868]; samme, Will. the Conqueror [1888];
Green, The Conquest of England [1884];
Stubb’s Constitutional History; Thierry,
Hist. de la conquéte de l’Angleterre [1825];
Lappenberg, »Gesch. von England« [1837];
Planché, The Conqueror and his companions
[1874]; F. M. Stenton, William the
conqueror [1908]).
(J. L.). H. J-n.
Vilhelm II Rufus (den røde Konge),
Konge af England (1087—1100),
næstældste Søn af Vilhelm Erobreren og Mathilda
af Flandern, blev efter Faderens Død kronet
til Konge i Westminster af Ærkebiskop
Lanfranc. For at faa Hjælp mod en stor Opstand
af de anglonormanniske Baroner i Foraaret
1088 paakaldte V. det engelske Folks Hjælp.
Han lovede sine Undersaatter Fritagelse for de
grumme Jagtlove og for Udpresning af Skat.
Men da Oprøret var underkuet, brød han sine
Løfter, herskede som en sand Tyran og
skærpede Jagtlovene værre end før. Særlig led
Kirken under V.’s Overgreb, thi han frygtede
hverken Gud eller Mennesker. I nøje Enighed med
sin Raadgiver Ranulf Flambard, der hjalp
ham til at tvinge ublu Afgifter fra Vasallerne,
lod han mange Prælaturer staa ubesatte og
hævede selv Indtægterne af dem. Saaledes lod
han Ærkebispeembedet i Canterbury, hvor
Lanfranc var død 1089, staa ledigt i 4 Aar for at
berige sig, og først 1093, da han blev meget
syg, indsatte han af Anger den fromme Anselm
til Ærkebisp. Men V. kom sig atter, og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
