Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm IV, Konge af Storbritannien og Irland og Konge af Hannover - Vilhelm af Holland, tysk Konge - Vilhelm den Tavse, Prins af Oranien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vedtoges. Oplysning herom findes i
Correspondence of Earl Grey with William IV. I Tiden
fra 1830 til 1837 havde Whig’erne Magten
undtagen 1834—35, da Kong V. mod Underhusets
Flertal tog Tory-Ministeriet Peel; men da Peel
nedlagde Ministerposten, erklærede han, at
Forfatningen ikke tillod at regere mod Underhuset,
selv om Konge og Overhus støttede Ministeriet,
hvorved ogsaa Tory’erne sluttede sig til
Underhusparlamentarismen. Da V. døde, ophørte
Personalunionen mellem England og Hannover, der
havde bestaaet siden 1714. Hans Broder Ernst
August blev Konge i Hannover, da der kun var
mandlig Arvefølge, medens hans Broder Hertug
Edvard af Kent’s Datter Victoria besteg Tronen
i England. V. havde 11. Aug. 1818 ægtet
Prinsesse Adelheid af Sachsen-Meiningen, d. 1849;
de havde 2 Døtre, der begge døde som ganske
smaa. Derimod havde han 10 Børn med den
irske Skuespillerinde Dora Jordan; med hende
levede han sammen fra 1790 til 1811, da
Pengeforlegenhed og Parlamentets Ønske ophævede
Forholdet. Sine Børn gav V. Navnet
Fitzclarence, den ældste, Georg Augustus
Fitzclarence (1794—1842), blev Greve af Munster,
Lord Adolf Fitzclarence (1802—56) var
Kontreadmiral. Som Konge i Hannover gav V.
1833 dette Land en fri Forfatning. (Litt.:
Huish. History of the reign of W. IV [1837];
Fitzgerald, Life and time of W. IV [1884];
Pauli, »Gesch. Englands« [3 Bd, 1864-65];
Walpole, Hist. of England [5 Bd, 1878—86];
Molesworth, Hist. of the Reform Bill
[1866]; Mac Carthy, Hist. of our own times
[1879]; Paul, Hist. of modern Engl. [1903]).
(J. L.). H. J-n.
Vilhelm af Holland, tysk Konge
(1247—56), f. 1227, d. 28. Jan. 1256, Søn af Grev
Florentius IV af Holland, efterfulgte 7 Aar
gammel sin Fader under Formynderskab af Otto
III, Biskop af Utrecht. Efter at Landgreven af
Thüringen Henrik Raspe, Kejser Frederik II’s
Modkonge, var død 1247, valgte de rhinske
Fyrster V. til Henrik Raspe’s Efterfølger paa
Tilskyndelse af Pave Innocens IV’s Legat. Det
tykkedes ham derpaa efter en lang Belejring
at erobre Aachen, hvor han blev kronet af
Ærkebispen af Köln 1. Novbr 1248. Mod
Frederik II kunde imidlertid V. ikke udrette noget,
da største Delen af Fyrsterne holdt med denne,
og han maatte vende tilbage til Holland, hvor
Grevinde Margrete af Flandern havde gjort
Indfald. Med hende kom det til Forlig ved
Mellemkomst af den pavelige Legat. Først da
Frederik II var død 1250, fik V. mere
Fremgang. Thi da Konrad IV 1251 maatte drage
over Alperne for at holde Italien, opnaaede
V. ved rig Uddeling af Gunstbevisninger og
Len at blive udraabt til Konge. 1252 vandt han
ved at ægte Otto af Braunschweig’s Datter,
Elisabeth, ogsaa Anerkendelse i Nordtyskland.
Efter Konrad IV’s Død 1254 sluttede næsten
alle de tyske Fyrster og rhinske Stæder sig til
ham. Men hans Myndighed blev kun kortvarig.
Da han 1256 var draget ud for at kue de
oprørske Frisere, sank han i en tilfrossen Sump
i Vest-Friesland, Isen brast, og Friserne brød
frem og dræbte ham. Hans Søn, Florentius,
fulgte ham som Greve af Holland. (Litt.: A.
Ulrich, »Geschichte des römischen Königs W.
von Holland« [1882]).
(J. L.). H. J-n.
Vilhelm den Tavse, Prins af
Oranien, Greve af Nassau af den ottoniske Linie,
Nederlandenes Befrier, f. 16. Apr. 1533 paa
Slottet Dillenburg i Nassau, snigmyrdet i Delft 10.
Juli 1584, var Søn af Vilhelm den Ældre af
Nassau, d. 1559, og Juliane von Stolberg. V.’s
Slægt var fattig, men ved Arv efter sin barnløse
Fætter, Renatus af Nassau, fik han 1544
Fyrstendømmet Oranien i Sydfrankrig, Besiddelser
i Bourgogne, i Dauphiné samt i Nederlandene:
Breda og Diest m. m. V.’s Forældre var
Lutheranere; men da han blev sendt som Page
til Karl V’s Hof, blev han her opdraget til den
katolske Tro, dog bevarede han stadig sine
lutherske Meninger. Karl V, der yndede ham
meget for hans tidlig udviklede Kløgt og
ridderlige Væsen, satte ham 18 Aar gammel ind
i Hæren, og han kom efterhaanden til at
beklæde mange betydningsfulde militære og
politiske Hverv. Som Statholder — fra 1559 — i
Holland, Zeeland og Utrecht og som Medlem
af Nederlandenes Statsraad hørte han
sammen med Egmont og Horn til dem, der stillede
sig mod Filip II’s hensynsløse Bestræbelser
for at knuse »Kætterne«. I Filip’s Øjne maatte
da V. staa som en farlig Mand. Selv vidste V.
sig da ogsaa truet. Da han hørte, at Alba
skulde sendes til Nederlandene, søgte han forgæves
at vinde Egmont for at gribe til Vaaben mod
Spanierne, forlod derefter Landet og drog til
Dillenburg.
Jan. 1568 stævnedes V. for Alba’s »Blodret«
i Bryssel; han gav ikke Møde, og efter at hans
13-aarige Søn, Greven af Büren, med Magt var
ført til Spanien for her at blive opdraget til
Katolik, dømtes V. 28. Maj evig fredløs, og hans
Gods konfiskeredes. Nu rejste han sammen med
sine Brødre en Hær og faldt ind i Friesland,
men stod foreløbig over for en Overmagt og
uden stor Tilslutning. 1571 var han dog saa
vidt, at han ved Udvidelse af Kanalerne
kunde give Stødet til Søgueusernes dristige
Virksomhed. At Søgueuserne 1. April 1572 erobrede
Briel ved Maas i V. af Oranien’s Navn, blev den
epokegørende Indledning til Nederlandenes
Befrielseskrig. Bartholomæusnatten i Aug. 1572
gjorde ganske vist en Hjælp, der var stillet i
Udsigt fra fransk Side, til intet, og i det
sydlige, katolske Nederland triumferede nu den
spanske Hær under Alba’s Ledelse. V. vendte
sig nu til de nordlige Landskaber. 1573 drog
han til Holland og tog den reformerte Tro.
Alba’s Tid var imidlertid omme, og i Decbr
1573 forlod han Nederlandene. Mod hans
Efterfølger som Statholder, Requesens, der fra Filip
havde det Hverv at skulle rydde V. af Vejen
(»ekspedere« ham), rejste denne ny
Stridskræfter. 1574 erobrede han Middelburg,
Hovedstaden i Zeeland og Gertruidenburg; ligeledes
var det V., der ved sit Raad om at bryde Digerne
og ved at sende Hjælp reddede Leyden. Men
Lykken havde ikke overalt fulgt V.’s Sag, thi
14. Apr. 1574 led hans Brødre Ludvig og
Vilhelm Nederlaget paa Mooker-Hede og faldt
begge. Men Requesens’ Død, den paafølgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
