Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Villefranche sur Saône - Villegas, Estéban Manuel de - Villegas, José - villeggiatura - Willehad - Villehardouin, Jofroi de - Villejuif
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Villefranche sur Saône [vil’frã.∫-syr-’so.n],
By i det østlige Frankrig, Dept Rhône, 27 km
NV. f. Lyon, ved Morgon, 2 km fra højre Bred
af Saône, 16400 Indbyggere. V. er Station paa
Paris—Lyon-Banen. Den har en i gotisk Stil
opført Kirke og et Bibliotek. Der drives betydelige
Bomuldsspinderier og -væverier, Fabrikation af
Maskiner og Kabler, Handel med Kvæg og Vin.
Arrondissementet V. (10 Kanton’er, 134
Kommuner) har 155900 Indbyggere.
(M. Kr.). E. St.
Villegas [wi’ljægas], Estéban Manuel de,
spansk Digter, f. i Matute 1589 (ikke, som
tidligere antaget, i Nájera 1595 eller 1596), d.
1669. Som ung Jurist udgav han en
Digtsamling, Eróticas (Nájera 1617), paa hvis Titelblad
han kalder sig selv en »Morgensol« (sol
matutinus), for hvilken Stjernerne — ɔ: Lope de Vega
og Cervantes! — maa blegne. Trods det
utiltalende Hovmod, der lægger sig for Dagen heri,
viser V. et overordentlig elskværdigt
Digterfysiognomi, især i sine højst graciøse,
anakreontiske Smaadigte; Bogen indeholder desuden
Oder, Idyller, Sonetter, Elegier, Epigrammer
(nogle af Oderne er med stor Behændighed
digtede i Oldtidens Versemaal) samt
Oversættelser af Anakreontika og nogle af Horats’
Oder. Man har troet, at hermed var V.’s
poetiske Virksomhed ude, og at han i Resten af sit
Liv, efter sit Giftermaal 1626, blot levede som
Sagfører og havde meget ondt ved at slaa sig
igennem. Men et nyere Arkivfund giver
Oplysning om en Proces, Inkvisitionen anlagde mod
ham 1659, og som førte til hans Forvisning til
en lille By, uden at hans Familie maatte
ledsage den gamle syge Mand derhen; blandt hans
beslaglagte Papirer var et Manuskript af ham,
indeholdende Satirer dedicerede til Kong Filip
IV; det tilintetgjordes. En Oversættelse af
Boëthius’ De consolatione er fra hans sidste
Aar (1665). Sammen med V.’s lyriske Digte
udgaves den 1774 og 1797 (begge Udgaver Madrid,
2 Bd, med Biografi). 1913 udgaves Eróticas ó
Amatorias ved N. Alonso Cortés.
E. G.
Villegas [wil’ljægas], José, spansk Maler,
f. 24. Aug. 1848 i Sevilla, d. 10. Novbr 1921 i
Madrid. Han uddannedes i Sevilla, Madrid og
derpaa (fra 1869) under Fortuny i Rom, for hvis
spanske Akademi han senere blev Direktør; derefter
udnævntes han til Direktør for Prado-Museet i
Madrid (Afsked 1920). V. har med stort Talent
og fremragende Teknik skildret moderne spansk
Folkeliv, men ogsaa historiske Tildragelser fra
ældre Tid. Af hans mange Værker skal her
nævnes: »Procession«, »To Magter«, »Daaben«
(købt til Amerika af Vanderbilt),
»Tyrefægterens Død«, »Marino Faliero for sine Dommere«
og »Dogaressa Foscari« (en stor Studie i Sthlm’s
Nationalmuseum), »Dogen Foscari efter
Afsættelsen« (Akvarel, Münchens ny Pinakotek). Paa
den internationale Kunstudstilling i Kbhvn 1897
saas »Familiebad i Venezia«, »Procession i
Orvieto« og »H. Em. Kardinalsekretæren og
Jesuitternes General« (Akvarel); sidstnævnte Arbejde
kom til Samlingen i Ny Carlsbergs Glyptotek.
1917 udstillede han i Paris en Række pompøse
Billeder forestillende »Dekalogen« (de 10 Bud),
der i deres Gaadefuldhed synes at have slaaet
mindre godt an. V. malede ogsaa Portrætter
(Selvportræt i Uffizi i Firenze).
A. Hk.
villeggiatura [vil.ed.зa’tura] (italiensk),
Rekreationsophold paa Landet.
Willehad, Missionær blandt Friserne og
Sachserne (730—89), var født i Northumberland,
men begyndte tidligt at virke som Missionær.
Sachsernes Kamp mod Karl den Store ødelagde
dog meget af hans Værk. Efter Krigen virkede
W. navnlig i Bremen. Han blev efter sin Død
helgenkronet.
A. Th. J.
Villehardouin [vilar’dwæ], Jofroi de,
Marskal af Champagne og Romanien, fransk
Krønikeskriver (f. c. 1165, d. før 1213), blev
udnævnt til Marskal af Champagne af Grev
Thibaut III og sendtes af ham 1199 til Venezia for
her sammen med de andre franske Fyrsters
Afsendinge at ordne Aftalerne om de franske
Ridderes Overfart til det 4. Korstog. Efter at Dogen
Dandolo og Gesandterne var blevne enige om,
at Toget skulde gaa til Konstantinopel, blev V.,
udrustet som han var med store Talegaver og
diplomatisk Snille, af de andre Gesandter valgt
til at staa frem som Ordfører for det i
Markus-Kirken samlede Folk og vinde dets Bifald til
Toget. Da den oprindelig udsete Leder for
Korsfærden, Grev Thibaut, døde 1201, fik V. sat
Bonifacius af Montferrat til hans Efterfølger.
Og da en stor Del af Korsfarerne vilde sejle til
det hellige Land fra andre Middelhavshavne
end Venezia, var det V., der fik dem derfra og
holdt Hærens Hovedmasse sammen i Venezia.
Overalt i Splid og Fare under Toget ses V.
træde frem som Fredsstifter og Redningsmand.
Da Kejser Balduin havde gjort et Tog for at
befri Adrianopel, men blev slaaet og fanget af
Bulgarerkongen Johannes, samlede V.
Flygtningene og førte Resten af Hæren hjem. Han
udjævnede den Strid, der opstod mellem
Bonifacius af Montferrat og Kejser Balduin og efter
dennes Død med den ny Kejser Henrik, hvorfor
han vistnok fik Messinopolis til Len af
Bonifacius. Siden 1207 forsvinder V. fra de historiske
Begivenheder. I den følgende Tid, da han
levede i Messinopolis indtil sin Død, synes hans
Krønike, La conquéte de Constantinople, at være
bleven til. Den er forfattet for at sendes hjem
til Frankrig og er henvendt i Tiltaleform til de
læsende. Rimeligt er det, at V. har dikteret den
til sin Skriver. Værkets Stil er djærv og ligefrem
uden Billedpryd, med hyppige Gentagelser. Som
historisk Kildeskrift er V.’s Krønike partisk.
Det er sikkert, at han fortier Forhandlinger,
som fandt Sted; Bogen er et Forsvarsskrift for
hans eget Parti, Konstantinopel-Farerne, medens
han haardt dadler de Riddere, der tro mod
deres Ed drog til Palæstina. Krøniken er derfor
en Forsvarsmemoire. Efter længe at være glemt
blev den bragt for Dagen igen af Blaise de
Vigenère i Paris 1585 og er siden flere Gange
udgivet, bedst af V. de Wailly, Paris 1874, med
nyfransk Oversættelse. Uddrag af V. er givet i
Extraits des Chroniqueurs Français af Gaston
Paris og A. Jeanroy.
(J. L.). H. J-n.
Villejuif [vil’зyif], By i det nordlige
Frankrig, Dept Seine, 3 km S. f. Paris’
Fæstningsværker, 6600 Indbyggere. V. har talrige Villaer.
(M. Kr.). E. St.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
