Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Willumsen, Jens Ferdinand - Villus - Willyamit - Wilm, Nicolai von - Vilmar, August Friedrich Christian - Wilmersdorf - Wilmington
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den endelige Fremstilling. »Jeg holder paa,
siger han, at en Kunstner ikke kan beherske
sit Emne, naar han ikke kan det udenad«. Hans
Studier bliver utallige, men hans endelige
Billeder forholdsvis faa. Til Gengæld vokser de
i Monumentalitet. Man behøver blot at nævne
»En Bjergbestigerske« (1904, Hagemann’s
Kollegium), omarbejdet 1914 (Kunstmuseet);
»Badende Børn«, hvoraf en »Generalprøve« (som
W. ynder at sige) findes i Göteborg-Museet, og
den endelige Fremstilling i Privateje; »Efter
Stormen« (1905, Museet i Oslo), en meget
mærkelig Studie over Solglansens blændende
Virkning paa Øjets Farveindtryk (rødt og grønt)
samtidig med, at det er en storladen Skildring
af Havets ødelæggende Vælde; »En Moders
Drøm« (1910, Kunstmuseet), malet i Anledning
af, at en amerikansk Veninde havde mistet sine
to smaa Drenge. 1914 foretog W. en Rejse til
Tunis, Kreta, Grækenland, og hermed
indtraadte et nyt Afsnit af hans kunstneriske Bane. Han
har af Naturen et stærkt Hang til
Eksperimenter ɔ: til at gennemprøve alle Muligheder og
Midler, og nu blev Sydens voldsomme Sollys
og dets Virkning paa Farven Genstand for hans
Interesse. En Række Billeder og Studier fra
Tunis (nogle i Kunstmuseet) vidner herom. Han
skyer nu ikke den rene hvide Farve som Middel
til at drive Lyset op til dets højeste Ydeevne,
og som Modvirkning giver han de andre
Farver deres reneste og fuldeste Styrke, samtidig
med, at han af al Kraft simplificerer for ikke
at splitte Virkningen. Den organiske Form
bliver ham herved underordnet. Alt tidligere
havde han paa Rejser i Spanien (1889 og 1912)
været inde paa disse Veje, men nu satte han
Farten op til det yderste. Vel det mærkeligste
og fuldest beherskede af disse Arbejder er
»Fysikeren« (Hagemann’s Kollegium), hvor
Skildringen af Videnskabsmanden ved hans Forsøg
er forbundet med en fuldkommen overlegen
Løsning af Problemet om Samspil mellem det
stærkeste (skarpt koncentrerede) Lys og de
reneste og voldsomste Farver. Der er noget for
W.’s egen Kunstnernatur symbolsk i dette
Billede: Ilden, der blænder ved Kraft og Pragt
mere, end den varmer. Thi trods al W.’s
Forkærlighed for Symbolik har det dog altid mere
været de rent maleriske Maal end den
menneskelig« Hjertevarme, der har præget hans Kunst.
Intet er ham mere modsat end Sentimentalitet.
Som en Prometheus vil han i sin Styrke røve
Ilden fra Guderne. Forsøg paa at vinde en
offentlig Opgave (Tronsalen paa
Christiansborg, Christian IX’s Kapel i Roskilde)
mislykkedes nu som før — underligt nok. Men W. blev
næppe nogen Sinde en Kunstner for det brede
Publikum; han stiller Krav. — Ikke blot som
Maler har W. virket, men ogsaa som
Billedhugger. Den dybtsøgende, symbolske keramiske
Gruppe af to Hoveder, Mands og Kvindes, med
deres nyfødte Barn, er omtrent fra samme Tid
som »Jotunheim«, altsaa fra den Overgangstid,
da det brød stærkt i hans Sind. Mere afklaret
er Gravmælet over hans Forældre (Vestre
Kirkegaard), som i sin enkle Komposition er
fuldt ud monumentalt. Blidere i Følelsen er
Gravmælet over den unge Pige. Endnu stærkt
omstridt er Hørup’s Monument (1908—10,
Kongens Have), »som han saa ud paa Mødet i
Havdrup 1885«, hvorved dog maa erindres, at
W. ikke har kendt Hørup personlig, men
opfattet ham nærmest symbolsk. I en lang
Aarrække har W. arbejdet paa »det store Relief«,
ogsaa en Komposition af symbolsk Indhold,
hvoraf hidtil kun enkelte Forarbejder
(»Krigen«, »Den svage« o. s. v.) har været udstillet.
Det er et Værk, som omfatter mange Figurer,
til Dels i overnaturlig Maalestok, lige fra
næsten fritstaaende til ganske lavt Relief. W. fik
1925 omsider Bestilling derpaa til Kunstmuseet
(ved Bidrag af Ny-Carlsberg-Fonden) og
arbejder f. T. i Carrara, men ønsker ikke at
fremstille Relieffet offentligt, før det er færdigt.
Udarbejdelsen er sket i forskelligt farvet Marmor,
og Halvdelen opstillet i Kunstmuseet. —
Endelig kan nævnes, at W. har givet Tegning til
den frie Udstillings to Bygninger ved
Aborreparken (1897) og ved Østerbros Station (1913),
begge af Træ, men den sidste oprindelig tænkt
i Sten og Keramik; endvidere til sin egen Villa
i Hellerup og til Friluftsteatret i Dyrehaven.
Siden 1900 har W. tilbragt den største Del af
sin Tid i Udlandet; han bor nu om Vinteren i
Nizza og besøger kun Danmark om Sommeren.
(Litt.: Øhman, »I. F. W.« [Kbhvn 1921],
med W.’s egne Noter).
P. J.
Villus (lat.), se Led og Tarm.
Willyamit, Mineral af Sammensætning
CoNiS2Sb3, der findes som kornede Masser med
Terningspaltelighed af tinhvid eller staalgraa
Farve i Broken Hill Minerne i Ny Syd Wales.
O. B. B.
Wilm [vi£m] Nicolai von, russ. Komponist
(1834—1911), Elev af Konservatoriet i Leipzig,
blev 1857 Kapelmester ved Operaen i Riga og
1860 Lærer i Klaverspil og Teori ved
Konservatoriet i Petrograd. 1875 bosatte han sig i
Dresden, 1878 i Wiesbaden, hvor han døde. W.
har skrevet en Række Kompositioner:
Kammermusik, Klaverstykker for 2 og 4 Hænder,
Sange og Korstykker; som Komponist var han
udpræget Lyriker. Tillige Forfatter af et Bind
Digte (1880).
(S. L.). W. B.
Vilmar [’felmar], August Friedrich
Christian, tysk evangelisk Teolog, f. 21.
Novbr 1800 i Solz, d. 1. Aug. 1868, hører til
Hessens betydeligste Kirkemænd. Han var i en
lang Aarrække Gymnasialdirektør i Marburg,
en Tid tillige Superintendent, og tog ivrig Del
i det kirkelige og politiske Liv. 1855 blev han
Professor ved Universitetet i samme By. V. var
en meget konservativ Natur i alle Henseender,
men fik store Ting udrettet baade for Skole
og Kirke, skønt han mødte Modstand mange
Steder og til sidst tørnede sammen med
Kurfyrsten. V var en varmt troende Mand og
tillige en frugtbar teologisk Forfatter. Han var
udpræget konfessionel Lutheraner.
A. Th. J.
Wilmersdorf [’velmərsdårf] eller
Berlin-W., sydvestlig Forstad til Berlin, med c. 170000
Indbyggere, udgør et af de 20 Bezirksämter,
hvori Storberlin er delt.
O. K.
Wilmington [’wi£miŋtən], Navn paa flere
Byer i U. S. A., af hvilke nævnes: 1) W. i
Delaware, ligger paa højre Bred af Delaware
River og ved flere vigtige Jernbanelinier. (1920)
110168 Indbyggere. Byen er regelmæssig anlagt
paa et jævnt opad skraanende Terrain og har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
